emmes weblog

4 uger og 2 dage, min længste ferie længe. Tak til Århus, London og Provence (og tilhørende mennesker) for at gøre ferien afslappende og …. afslappende.

Jeg slutter altid ferier med at spekulere over, om det nu også ville være for kedeligt, som de fleste fastholder, ikke at arbejde. Og efter at have hørt Bruce Sterling tale om det enkle liv, så tænker jeg, at den nedre middelklasse bliver den nye norm, der erstatter den øvre middelklasse, som så mange indtil nu er gået efter. En nedre middelklasse, fuld af afslappede mennesker med en ugentlig grøddag, kød én gang om ugen og et nært forhold til offentlig transport.

Okay, måske bliver man bare en drømmer af for mange dage i Provences blå vand.

Synes du, at bogkøb er spild af papir? Sparer du allerede nu op til din Kindle? Så er gratis, digitale bøger lige dig.

Min favoritkilde er DailyLit, som har en masse gratis, og en lille smule købe-litteratur. Man kan få sin gratis-bog tilsendt kapitelvis over en periode, via email eller rss, eller man kan få hele bunken på én gang. Jeg tror jeg har skrevet om det før, men jeg bliver altid glad for chancen for at læse klassikere gratis, særlig da det efterhånden er de færreste man kan få i en pæn indbinding. Du kan læse Den Unge Werthers Lidelser på både tysk og engelsk, det meste af Austens forfatterskab og hendes memoir, og Don Quixote i digital form er da også en god idé, sådan en moppedreng er næsten for tung at have i kufferten.

Et par uger om året kan man finde min far, sniffende som en schnauzer i gården bag huset, med store handsker og en sort sæk. Varmt vejr og tung regn som vi har nu, er højsæson for præstepik, verdens mest ildelugtende svamp. 

De fleste opdager at de har fået præstepik, fordi de tror at den er helt gal med deres vvs. Man forestiller sig døde, rådnende rotter eller sprængte afløbsrør, så gennemtrængende er præstepikkens stank. Mine forældre – og naboen med –  nåede da også at grave to sivebrønde op, før en anden venlig haveejer gjorde opmærksom på stinksvampen, som mange kender til, men få har en løsning på.

Vammelt barn har åbenbart mange navne – stinksvamp, hekseæg (det er når svampen er lille, og bare ligner et sæt kugler), præstepik (i udvokset stand) og af og til Provstindens Trøst. Faktisk har jeg gået i mange år og talt om en ret, der hedder Præstepik, men måske bør den ret bevare sig engelske navn Vicar’s Willy, så der ikke opstår navne-forvirring. Jeg tænker, at der ihvertfald på Wikipedia hurtigt kunne opstå forvirring.

Familien har spekuleret lidt over, hvordan den har fået sit navn, og vi blev enige om, at den nok hed sådan, fordi man forestillede sig, at en præsts vedhæng ikke blev brugt så meget, og derfor blev lige så blegt og ildelugtende som sin navnebror svampen.

Og den ER uskøn. Fuldt udvokset bliver spidsen slimet og grøn – og slimen tiltrækker fluer, der mæsker sig i det, og derved spreder sporerne udover det stakkels villakvarter.

Min far har foreløbig gravet 5 op, men det er som om svampen nyder kampen, for hver morgen er der en ny knold inde i hækken af efeu og roser, stolt knejsende i morgensolen.

Køb dem hos Jeremy’s Brød i Mejlgade.

(Se flere kagetips på mit Århus-kort).

I dag så jeg en 7-11, der var blevet nedlagt. Det er da en god ting – synd for ejerne, naturligvis, men dejligt for gadebilledet.

Jeg har altid været irriteret over min macs ‘åndedrætslys’. Den der lille indikation af, at maskinen er på sleep, hvor et lys i siden bliver stærkere og svagere i takt, som et lille dyrs åndedræt. I et mørkt rum, når man skal sove, er sådan en skælmsk blinken ikke særlig charmerende, og derfor plejer jeg at pakke maskinen helt væk, ned i en taske eller under en bunke tøj. 

Men i ferien har jeg fundet det rette sted til åndelyset; under kommoden i mine forældres gæsteværelse. Når maskinen ligger der og blinker med sit ene øje, ligner den et monster, der ligger på lur, og venter på at tage livet af edderkopper, passerende fødder eller små hunde. Det er lidt som at have et vagtmonster.

Hunden er ikke død, den sover bare. Sådan har vi det alle sammen i dag.

Om natten er edderkopperne i mine forældres hus store. Og hurtige. Efter kl 02 kommer de frem.

Jeg ved ikke om de jager sølvdyr eller spiser efterladte hudceller fra mennesker, for sikkert er det, at de umuligt kan konkurrere om krummer med hunden. Den suger hvert et molekyle op, der nogen sinde har været i kontakt med mad.

Jeg er stadig i tvivl om den bedste taktik;  er det bedst at gå gennem huset i mørke, så man ikke kan se dem – og derved risikere at træde på en (forestil dig at få en edderkop på størrelse med en barnehånd op mellem tæerne)? Eller skal man tænde lyset, så man kan se fjenden – og risikere angst i flere planer, når de piler hen ad gulve, op ad vægge, på tværs af loftet?

At snuppe søndagsavisen og bare gå til angreb er udelukket. De har en størrelse, der gør, at man ikke er i tvivl om, at de bare ville flå avisen ud af ens søvnige hænder og slå igen.

Jeg har sommerferie. Der er så mange måder jeg kan lave ingenting, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal begynde.