emmes weblog

Efter ca 6 måneder næsten udelukkende på middelmådig fantasy (jeg er holdt op med at opdatere min bogblog, da jeg er lidt flov over den manglende variation. Og så blev den jo hacket, og siden har det bare ikke været det samme.), er jeg tilbage i det seriøse spor.

Jeg lagde ud med A.S. Byatts nyeste, The Children’s Book (som er en cute titel, der dækker over højpandet, dødsensseriøs alvor og historie), og siden da har det handlet om alderdom og døden. David Lodge, der plejer at skrive muntre akademia-romancer, har skrevet Deaf Sentence, der handler om hvor deprimerende det er at være 80% døv. Og nu er jeg i gang med John Updikes The Widows of Eastwick, der starter lige så deprimerende som filmen The Witches of Eastwick er sjov. Men efter 6 måneder med matadormix-læsning er det faktisk helt rart.

Intet af det ovenstående er i sig selv særlig interessant, men jeg tænkte at der måske var nogen, der var bekymret for min intellektuelle… træning? Eller mit lix-niveau. Noget man jo ikke må miste, uanset hvor meget man er groet sammen med ens konsulentjob.