emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Som en Kung-Fu is, sort og hvid, men med masser af flavor. Og klistret indpakning.

Internettet er ulovligt i Danmark

Jeg synes det er tankevækkende, at det nettet er lavet til, nemlig at dyblinke, i teorien er problematisk i Danmark. I bedste fald er lovgivningen en gråzone.

Denne uges KommunikationsCast går tættere på problemstillingen, så hvis man har hørt kollegerne tale bekymret om dybe links, og gerne vil tale med, så er det et godt sted at starte. Vi (eller rettere, Mikkel) optog paneldebatten ved et arrangement hos DONA, der havde inviteret de kloge hoveder, og det er der blevet en række holdningsmæssigt meget klare optagelser ud af. Selv advokaten talte så det var til at forstå! 

Hovedpunkterne i udsendelsen er (sådan som jeg opfatter det):

  • Kasper Heine, advokat Bender von Haller Dragsted: Lovgivningen er en gråzone – der er domme der både tillader og forbyder dybe links 
  • Nicolai Thyssen, digital mediechef på Dagbladet Information: At aktivt bruge dybe links til at anerkende andre journalisters arbejde, kan redde journalismen fra copy-paste – og frigive tid til at lave rigtigt journalistisk arbejde
  • Anders Lassen, formand Digital Publicister, og adm. dir. i Infomedia: Det handler også om forretning, det skal være muligt at sikre sig imod, at andre tjener penge på det man har produceret
  • Kim Elmose (Blogredaktør, Politiken) & Lars K. Jensen: Vi har brug for at engagere danske journalister i tankegangen med dybe links – derfor vores Linkmanifest

Det eneste jeg ikke rigtig fik svar på (fordi jeg ikke mødte op) var, om der i dag virkelig ville være nogen, der lagde sag an på baggrund af dybe links? Der er godt nok ikke komplet konsensus om, hvad forskellen er på et loyalt og et illoyalt link, men mon ikke vi kan skelne det på, om der er nogen, der i ond tro kapitaliserer på andres indhold som i Newsboostersagen?

Det bekymrer mig, at jeg stadig møder kunder, der er tilbageholdende med at linke til online-indhold andet end deres eget. Det er en underlig fornemmelse at fastholde overfor dem, at vejen frem er at gøre deres eget indhold distribuerbart og tilgængeligt, når de er nervøse for hvad der kan ske, hvis de selv henviser til andre. Særlig hvis man er en privat virksomhed – hvis henvisninger til andres indhold gør dem federe, er det så det samme som at de har kapitaliseret på det, ligesom Newsbooster?

Related Posts with Thumbnails

4 Comments, Comment or Ping

  1. Hvad vil det sige at dyblinke?

  2. At linke dybt (ikke dy-blinke, ahrem) er at henvise til en bestemt side, et stykke musik eller et billede på et website – dvs. at henvise til alt andet end forsiden. Det er ret gammeldags af mig overhovedet at kalde det at dyblinke, for det er jo bare… at linke.

    Jeg tror også der er sket en forskydning i betydningen af begrebet, så mange bruger begrebet dybe links om en måde at kommercielt bruge andres indhold på, som f.eks. i Newsboostersagen, hvor de viste andres indhold på deres site uden at angive kilden. Hvilket ikke er at linke, men at indlejre indhold… Ligesom Youtube tillader alle at indlejre deres indhold, ja faktisk er det deres primære claim to fame.

    Mere? Kig på Wikipedias opslag om dybe links.

  3. Og lige for at gøre det lidt mere klart: Det er ikke kun brugen af ukrediteret indlejret indhold der er problemet – der er rent faktisk stadig organisationer der overvejer at spørge om lov inde de linker, ganske almindeligt og overfladisk.

  4. Det kan da ikke være så svært at samle et politisk flertal for at regelsanere på det område – og for at tillade dybe links.
    Jeg skal gøre min (om end i det store og hele ubetydelige) part.

    – Jacob

Reply to “Internettet er ulovligt i Danmark”

Katrine Emme Thielke