emmes weblog

Jeg har flere laster end slik og kage, tro det hvem der vil.

Den værste – og den som virkelig gør mig dårlig – er min trang til Miracoli, en hæslig gang halv-fabrikata at spaghetti med varm-selv pulversovs med savsmulds-parmesan. Det er svært at sige hvorfor jeg elsker det så meget. Det smager ikke at ret meget andet end salt. Og jeg synes altid der er alt, alt for lidt sovs i sådan en pakke med 4 portioner. Faktisk køber jeg som regel to pakker og laver al sovsen, men bruger kun spaghetti fra den ene pakke.

Når jeg har spist Miracoli, får jeg saltforgiftning. Jeg drikker 8 glas vand og sidder med udspilet mave i sofaen og forbander mig selv og Kraft Foods (det er dem, der laver Miracoli). Dagen efter har jeg hævede øjne. Det eneste der kan tage toppen af saltforgiftningen, er at drikke masser af mælk undervejs, men det bliver man så mæt af, og så kan man ikke spise al salt-sovsen.

Jeg har en gang – for ikke så forfærdelig længe siden – fået Miracoli 3 aftener i træk. Jeg skammede mig en lille smule (undskyld, krop), men det var dejligt mens det stod på. 

Jeg er afhængig af spaghetti med salt-sovs.

- Shoot the town red
- Misery loves alcohol
- Out of fashion, out of mind
- Vomiting every day keeps the fat away
- Corruption makes the world go round
- Keep your friends close and your enemies on limited profile

…. se resten hos Nikki Farquharson

Dyrk f.eks. en CT scanning af en McD-burger på Radiology Art. Jow jow.

Jeg elsker, når jeg har husket at lukke begge døre til soveværelset. Så der ikke slipper varme derind. Et soveværelse skal være køligt. Den eneste ulempe er, at dynen også bliver kold. Så bliver jeg nødt til at puffe den op, så den kan ligge i en dynebro, hvor så lidt som mulig af det kolde tekstil rører mig.

Lille sprød dame kommer løbende i mod mig på skovstien. Hun er en dame, italiensk udseende med sort hår sat op i en smart løbefrisure, smækkert petit løbetøj, alder svær at bedømme. Hun er også iført det overlegne stoneface, som folk, der er vant til at blive begloet, hurtigt udvikler. Hun får sikkert dagligt tilbud fra højtstående politikere og privatsektor direktører.

Da vi er 10 meter fra hinanden, fører hun højre pegefinger op og blokerer højre næsebor.

Hun puster hårdt ud af det venstre næsebor og lader en gullig grønharker flyve. Og jeg mener ikke en petit grønharker. Den siger ‘splat!’ da den rammer den asfalterede skovsti.

Rutineret gentager hun proceduren med det andet næsebor.’Splat!’

Måske synes jeg ikke at hun er så sprød alligevel.

Han kigger med runde øjne på det ujævne brune mærke på underarmen.

“Har jeg altid haft det?”, spørger han, og ordene modermærker og cancer flitter forbi, uden at blive sagt højt.

Han gnider utryg på mærket.

Det tværes ud. Et øjeblik efter slikker han skamfuld chokolade af underarmen.

Jeg kom lige i tanke om noget en af skuespillerne sagde på en optagelse tidligere på ugen; Hvis man ikke kan sove, så virker en boksehandske hver gang.

En boksehandske er en elefantøl blandet med en Old Gambrinus Dark, fra Hancock. Det hele hældes lige lukt ned i løgneren, og det slår… som at få en på skallen.

Det var blot et råd, jeg lige ville give videre. Jeg lider ikke selv af søvnløshed, men jeg hører, at det er en folkesygdom.

Når jeg har lavet et rigtig godt og grimt fjæs til nogen, så kan jeg ikke umiddelbart reproducere det.

Det er ellers så fristende, hvis man har skåret en god grimasse, der får folk til at gyse af væmmelse, at løbe hen til et spejl og prøve grimassen på sig selv. Men jeg kan ikke. Det er som om al den mini-motorik er alt for kompleks at huske. Jeg kan måske nok huske følelsen af den krænget overlæbe og et forvredent øjenbryn, men jeg kan ikke huske hvordan jeg fik mit fjæs derhen.

Det er meget frustrerende, når man ikke kan gentage en succes.