Stakkels DSB. Sådan tænker jeg ofte, og jeg er sikker på, at DSB ikke ville bryde sig om min moderlige medlidenhed med dem og deres kvaler. Men der, hvor mange bliver vrede, der sukker jeg opgivende og tænker, at det er værre for DSB end det er for mig.
Det er trods alt kun en dag (af gangen), der bliver lavet ged i for mig. For DSBs medarbejdere er det hver dag.
Jeg synes, at jeg overvejende får god behandling. DSB-medarbejderne billetterer så venligt, og damen med de trætte øjne, der kører rundt med servicevognen og sælger kaffe, gør tydeligvis også sit bedste. Begge må de høre så meget, at de undrer mig, at deres ører ikke falder af.
Men det, der virkelig får mit DSB-hjerte til at bløde, er undskyldningerne. 5 minutters forsinkelser udløser dybfølte undskyldninger fra togføreren, der alligevel håber at alle har haft en behagelig rejse, men man kan høre at hans optimisme kan ligge på et meget lille sted. Og ganske rigtigt, alle ser forurettede ud.
Min medlidenhed med DSB svarer lidt til den, der kan vælde op i en nede i supermarkedet, når en ældre dame eller herre tøffer frem i køen, og ikke kan finde ud af at bruge dankortet. “De kan jo ikke gøre for det”, tænker jeg og fordømmer den vrissende kasseassistent.
Måske er mine forventninger til DSB blot blevet afstemt så mange gange, at de er kronisk lave. Ligesom de gamle menneskers tempo i supermarkedet, så er det bare sådan det er.
5 Comments, Comment or Ping
Kristoffer
Som sand provinsboer og tidligere med kæreste bosiddende i Århus fik jeg min del af kvalitetstid med DSB. Har også haft svært ved at lade frustrationen koge over forsinkelser, manglende vogne så man ikke har en plads etc. Min teori går på at som dansker skal der være nogle ting som vi skal hade. Vi elsker jo og hade DSB. Men det ændrer jo ingenting. Der kommer ikke den manglende vogn og de 5 min. forsinkelse forsvinder ikke. Så lad dog vær’. Der er jo ingen der siger: “…nej hvor dejligt”, når det endelig kører til tiden.
Den eneste anke jeg må have ved DSB er efter adskillige togture på tværs af Danmark aldrig har modtaget en træ platté med Månedens Passager – evt. bare i Wildcard kategorien.
Jan 29th, 2009
Michelle
Som daglig pendler kan jeg slet ikke forstå dit blødende DSB-hjerte. Mens kæmpestore og dyre annoncer klaskes lige op i hovedet på mig på stationen med budskaber om, at nu bliver det hele meget bedre, for nu kører vi med DSB First, har ventetiden, den manglende information, aflysninger og forsinkelser hobet sig op siden den 11. januar, hvor DSB First overtog driften. Det er så meget til grin, og så dårlig timing i forhold til deres annoncer, der lover ‘nye boller på suppen’, mens der deles suppe ud til de vrede passager. Nej, tak så vil jeg hellere beholde de gamle boller. DSB First er DSB worst!
Jan 29th, 2009
emme
@ Michelle: Ja, det er ulempen ved, at deres markedsføring ikke helt hænger sammen med deres handlinger! Og jeg ville nok heller ikke være så tilgivende, hvis jeg rejste med DSB hver dag. Men som sagt, mine forventninger er, trods markedsføringen, meget lave. For mig hænger Harry og det, at køre med DSB, meget lidt sammen. Godt at de også har fjernet Harry fra deres vandflasker på DSB 1e…
@ Kristoffer: Ja, jeg forventer også snart et guldur!
Jan 29th, 2009
emme
Men Michelle, du bliver vel heller ikke irriteret på deres ansatte, kun på DSB-koncernen? De ansatte kan ens hjerte da godt bløde lidt for, ligesom p-vagter og bus-kontrollører, og dem, der har nattevagten på tankstationerne…
Jan 29th, 2009
Michelle
Jeg prøver virkelig at holde mig i skindet og se mig for god til at gå amok på de ansatte. Ja. Det er ikke deres skyld, at deres direktører er nogle fjolser og i øvrigt hyrer et tilsyneladende elendigt bureau til deres startkampagne, som er helt hen i vejret. Lige i øjeblikket giver det sig selv: Togpersonalet tør slet ikke vise sig i toget. Og de kan heller ikke komme igennem de mange passagerer, der fylder gangene og er nødt til at stå op, fordi togene er forsinkede.
Jan 30th, 2009
Reply to “Stakkels DSB”