emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

Endelig kan jeg slippe for Lokalavisen Østerbro (og deres konkurrent, Østerbro Lokalavis)

Fra d. 30. april i år, kan man opgradere sit Nej Tak til Reklamer-klistermærke på døren til et Nej Tak til Reklamer og Gratisaviser. Endelig.

Jeg har i længere tid haft magasinet Tænks Nej Tak til Gratisaviser-mærkat på døren, men den respekterer lokalaviserne ikke. Hvorfor de gider dele ud til nogen der ikke vil have dem, forstår jeg ikke, men printmedier har jo en lang glorværdig tradition for at tænke sig selv uundværlige.

Og I siger at jeg er en nørd?

Det her, kammerater, dét er nørdet! Elektroniske kredsløb i snacks – og kig endelig nærmere på linket, der er meget udførlige instrukser, hvis man selv skulle have lyst til at prøve det af.

Der bliver brugt adskillige poser Haribo i opbygningen, og man må tage hatten af for deres øje for de helt små detaljer.

(Tørster man efter mere, så er Evil Mad Scientist-poolen på Flickr et godt sted at starte.)

Stakkels DSB

Stakkels DSB. Sådan tænker jeg ofte, og jeg er sikker på, at DSB ikke ville bryde sig om min moderlige medlidenhed med dem og deres kvaler. Men der, hvor mange bliver vrede, der sukker jeg opgivende og tænker, at det er værre for DSB end det er for mig.

Det er trods alt kun en dag (af gangen), der bliver lavet ged i for mig. For DSBs medarbejdere er det hver dag.

Jeg synes, at jeg overvejende får god behandling. DSB-medarbejderne billetterer så venligt, og damen med de trætte øjne, der kører rundt med servicevognen og sælger kaffe, gør tydeligvis også sit bedste. Begge må de høre så meget, at de undrer mig, at deres ører ikke falder af. 

Men det, der virkelig får mit DSB-hjerte til at bløde, er undskyldningerne. 5 minutters forsinkelser udløser dybfølte undskyldninger fra togføreren, der alligevel håber at alle har haft en behagelig rejse, men man kan høre at hans optimisme kan ligge på et meget lille sted. Og ganske rigtigt, alle ser forurettede ud.

Min medlidenhed med DSB svarer lidt til den, der kan vælde op i en nede i supermarkedet, når en ældre dame eller herre tøffer frem i køen, og ikke kan finde ud af at bruge dankortet. “De kan jo ikke gøre for det”, tænker jeg og fordømmer den vrissende kasseassistent.

Måske er mine forventninger til DSB blot blevet afstemt så mange gange, at de er kronisk lave. Ligesom de gamle menneskers tempo i supermarkedet, så er det bare sådan det er.

Bøger jeg ikke ville læse, om det så var det eneste jeg havde med på en øde ø

Der er ikke noget værre end at være uden læsestof. Bare tanken kan gøre mig desperat. Hårdt presset læser jeg gerne shampoo-varedeklarationer, bagsiden af mælkekartonen eller den pizza-reklame, som ikke respekterer min nej tak til reklamer-mærkat på brevsprækken.

Men der er et par steder, hvor jeg trækker grænsen:

  • Kernesund familie-bøgerne – ikke på vilkår om jeg vil læse om at gurgle mund i olier, om at mælk er giftigt for børn og at de adfærdsvanskelige af slagsen kan kureres med mad (synes du jeg er sippet, så læs Sundhedsstyrelsens advarsel).
  • Paulo Coelho – jeg har læst Alkymisten, og jeg sætter ikke mine øjne i en bog af ham igen. Spar mig for mere følelsesporno! I samme bunke som Coelho, placerer jeg også The Kite Runner, og andet kliché-splatter. Jeg har intet imod letkøbt og letlæst litteratur (jeg elsker jo matadormix-fantasy), men jeg kan ikke lide bøger, der vil forandre mit liv med ligegyldigheder.
  • Digte. Med de ovenstående føler jeg ingen skam eller tab – jeg er meget overbevist om, at jeg ikke går glip af noget. Men med digte (lyrik? poesi? betyder det egentlig altsammen det samme), har jeg lidt på fornemmelsen, at jeg er blind for noget godt. Men jeg kan ikke. Medmindre det drejer sig om gode saftige smædevers, så er jeg helt tabt bag en vogn. Jeg forstår simpelthen ikke digte. Og jeg ved godt, at man ikke skal forstå nær så meget, og at det af og til er en stemning eller en følelse, der gives videre i et digt. Men altså – selvom man ikke forstår alt i et digt, så skal man vel have noget ud af det, ikke? Det får jeg ikke. Bare en måned på en øde ø med kun digtsamlinger til selskab, og mit hoved ville eksplodere.

Udover min lille perfide hadeliste, så vil jeg nok heller ikke ønske mig at tilbringe tid på en øde ø med f.eks. kun telefonbogen. Eller en bog om statistik. Men jeg ville nok kunne overleve det. Hellere telefonbogen end ingenting. Hellere telefonbogen end ovenstående.

En tur på TV

Jeg har godt nok et meget seriøst job, hvor jeg hjælper virksomheder og organisationer på projekter, der han indflydelse på mennesker, økonomi og samfund (well, i store træk, altså).

Men det, der giver mig medietid, er Slikleksikon. I dag var jeg i Aftenshowet som slikekspert i en tyggegummitest.

Til jer der så det: Nej, jeg havde ikke fortygget værtens tyggegummi, det havde han selv. Så det var aftalt spil. Det var derfor det var så vigtigt at jeg så alvorlig ud. Men det er nu nemt nok, for jeg tager slik meget alvorligt.

Dansk er et fattigt sprog

Jeg går stadig og morer mig over KommunikationsCast fra sidste uge, hvor Pia Jarvad fra Dansk Sprognævn fortæller, at vi kun bruger 2 % af de mulige ord, der er i dansk. Dvs. at der stadig er et utal af måder at kombinere konsonanter og vokaler på, så det lyder dansk. Men de er bare ikke i brug.

Så når nogen synes, at dansk er et fattigt sprog, så er det ikke pga mangel på potentiale, det er kun mangel på udførsel. Problemet er naturligvis, at man ikke bare kan vedtage en masse nye sjove ord. For ords betydning er en konvention, som en vis andel af de modersmåltalende skal være enige om og tage i brug. Og hvis nu vi brugte bare 10 % af vores sprogpotentiale, så ville der være en del af os, der også skulle have gang i at bruge en større andel af vores hjerne, for at huske et sprog med en så stor volumen. For der er jo ikke noget ved at have en masse spændende ord med meget smal betydning, hvis ingen kan huske hvad de betyder, når de støder på dem.

Min veninde Laura skulle bruge en masse non-ord i hendes speciale, for at vise at…. et eller andet jeg ikke kan huske. Men ihvertfald, da jeg så alle vrøvleordene, som er fra dansks potentiale, blev jeg ved at spekulere på, om man ikke kunne bruge dem. Afpojle. Der må da være nogen der har brug for at afpojle. Og er der slet ikke nogen der savner en kvank? Selv glæder jeg mig til en dag at samråfte, og til den tid håber jeg, at jeg ved hvad det er.

P-tærter – den gode “gamle” smag?

Kære Carletti - Der er ikke noget som en god p-tærte, tynd chokolade over sej fransk nougat med salte peanuts. Men jeg bliver lidt bekymret, når jeg ser mærket på posen, hvor der står: Den gode “gamle” smag – efter original opskrift. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal opfatte det gamle i citationstegn. Sammenstillingen ‘den gode gamle smag’, må nødvendigvis betyde en smag, som i de gode gamle dage, dvs. som p-tærter hele tiden har smagt. Man vil vel sjældent sammensætte god og gammel på en måde, hvor gammel betyder for gammel?

Men når nu I fremhæver det gamle, skal jeg så forstå det sådan, at I godt ved, at jeres p-tærter smager lidt vel meget af pose? For DET er ærlig og autentisk kommunikation så det batter.

Og som en gammel hejre (gammel, som i ‘mange år på bagen’), der har spist p-tærter i årevis, så synes jeg altså at jeg husker dem som en halv gang større.

Ingefærte

1 dl æblemost, 3 dl kogende vand, 1 tsk honning, 2-3 tsk citronsaft, 2 cm frisk ingefær i tynde skiver og en hel stjerneanis.

Diagramvalgs-selvhjælp


Det er det dejlige ved internettet. Man kan få hjælp til ALT! Ingen niche er for lille.

Byg en blæksprutte

 

Build a squid

Det er godt for dig. Ja, det er tidsspilde, men det er ligeså godt tidsspilde som Facebook. Faktisk bedre - blæksprutten bliver ved med at være cute og sjov, og den skriver ikke på din wall.

Kender du typen?

Efter heftig kontordiskussion, komplet med konspirationsteorier, er vi nu klar med en edsaflæggelses-poll >

(Følg den spændende udvikling live i resultaterne. Okay, ikke helt live. Du skal opdatere siden ind i mellem. Men alligevel. VILDT SPÆNDENDE!)

(Update 22/1: Her kan du se alle indsættelsestaler af amerikanske præsidenter sorteret efter længde >)

Balloner, der boller

Hvis du kunne lide Durex’ nye reklame med ballon-trekanten, så vil du også nyde fraklippene.

Præsident-pets

Okay, Obamas tale var topsej og det hele – men det nye site! Da jeg så deres præsentation af First Pets under deres sektion White House 101, da vidste jeg for alvor ,at det tegner lyst for amerikanerne.

Godkendt til spisning

Jeg synes det er meget ansvarligt, at tv advarer om, at visse programmer har voldsomme billeder, der er uegnet for børn. Og det ville være rigtig dejligt, hvis de også ratede deres programmer for, om de egner sig til at blive set mens man spiser. Så man slipper for at indtage sin gryderet mens man er vidne til en fødsel, eller anden realisme-splatter.

Tillykke med specialet

Den gang jeg var blogmor, deltog jeg i en del specialer som interviewoffer. Nu hvor jeg har solgt ud og er i den private sektor, er jeg ikke nær så populær – men jeg vælger den forklaring, at blogs er blevet mainstream, og ingen gider skrive specialer om mainstream-fænomener.

De fleste af de speciale-skrivende har som regel sendt mig deres specialer i den ene eller anden form, og forleden modtog jeg endnu et. Denne gang med en af de bedre forklaringer på, hvorfor det tog mere end 6 mdr at skrive:

“Kan du huske den gang i 2007, hvor du stillede op til et langt interview med mig om Patent- og Varemærkestyrelsens blog? Det, lige præcis du sagde, var simpelthen så vanskeligt at fordøje, fortolke og fordreje i akademisk sammenhæng, at jeg først nu er blevet færdig med mit speciale. Jeg bærer dog ikke nag, så jeg synes alligevel du skal have lov til at se det endelige resultat.”

Tillykke til Christoffer Grann med specialet “Når embedsmænd blogger”. Og undskyld.

Positiv nihilist

En af kollegerne kalder mig positiv nihilist, fordi jeg spiser slik uden skam.

Dagens fløjte-sammenfald

Forleden hørte jeg en vens mobil ringe. Han havde hentet sig en ringetone, og var sådan set meget godt tilfreds. Han spurgte om jeg ikke også synes at melodien (“Twisted Nerve” theme) er vildt ond, men jeg har ikke set KillBill, som den åbenbart indgår i, så jeg synes bare det lød som lidt cute hygge-fløjten.

Og så synes jeg, at det lød som introen til et eller andet dansk tv-show. Med et par kollegers hjælp er jeg kommet frem til, at det er kendingsmelodien til Go’ morgen Danmark. Jeg kan godt høre, at de ikke er helt ens. Men det er da nemt at tage fejl af dem, er det ikke?

Så nu kan manden med fløjte-mobilen sortere hans venner: De cool, som har set KillBill, og deler hans uhygge når de hører den afslappede fløjten, og alle prol’erne, som kun genkender Go’morgen Danmark-temaet.

I år 2009 vil jeg være bevæbnet

Til jul fik jeg et stort ønske opfyldt: mit helt eget spejlreflekskamera. Jeg har sukket efter det længe og bøffet andres så ofte jeg kunne, men nu! NU har jeg mit eget.

Jeg har for nylig læst i en bog af Malcolm Gladwell, der hedder Outliers, at der skal 10.000 timers øvelse til, for at blive rigtig god til noget. Derfor har jeg – efter idé af Troels Sønder – meldt mig til en foto-udfordring på fotodelingstjenesten Flickr, hvor man skal skyde og uploade et billede hver eneste dag. Ikke noget med at snyde og tage 7 billeder søndag og lægge dem op i løbet af uge – der skal arbejdes hver dag.

Så fra nu af er jeg bevæbnet og farlig. For at kunne tage et billede hver dag – og for at alle disse billeder ikke skal være af min sofa – så går jeg rundt med kameraet så meget jeg kan. Lidt besværligt, men det giver godt.


Et af årets første billeder blev dette af min lillebror, der velvilligt lavede fjæs med hans bøjle.

Årets første arbejdsdag

Jeg har tænkt på det der med, at ingen er uundværlig. Der må være noget om det.

Mon min arbejdsplads kan undvære mig en uge mere?

,

Katrine Emme Thielke