Og come on: fryns er 10 gange nemmere at få end en god arbejdsplads! Men meget mindre værd.

Rare arbejdsbetingelser er mange ting, men for mig er de vigtigste gode kolleger, der gider lave sjov, projekter med udfordringer i, anerkendelse af min indsats i ord, kolleger der udvider min måde at se tingene på og en arbejdsplads, der ønsker at jeg udfordrer dens måde at gøre tingene på. Alt det er 100 gange vigtigere end fryns. De ting får jeg nu og jeg fik det også, da jeg var offentligt ansat og ingen fryns havde.

Fryns er glasuren på kagen, men hvis der ikke er en kage, så er det bare stivnet sukker og vand. Okay, lam metafor, men du forstår nok.

Det jeg undrede mig over i forhold til DR-medarbejderne var, at der faktisk var overraskende mange af dem, der gav udtryk for at det var fedt at være i DR, til trods for al turbulensen. Det lyder som om at mange af de passionerede og eksperimenterende tiltag kommer derfra og at det er fedt at være en del af. Så de har kagen! Det er der mange der ikke har!

Men okay – måske klager man kun over manglende fryns hvis man mangler den generelle jobtilfredshed?

(Ps. Søren osse, så kan jeg lære at kalde andre det, som jeg selv hellere ville dø end blive opfattet som. Girlie. Argh. Lesson learned.)

Lidt sjovt at læse en Advice-girlie belære DR-folket og andre offentligt ansatte om, at frynsegoder ikke er vigtige!
Selvfølgelig kan fryns og fis ikke udgøre ens primære motivation (særligt længe), men du virker da f.eks. til at være meget glad for fælles ture til Italien, nye Macs og diverse husdyrsrobotter for bare at nævne et par eksempler, du har valgt at skrive om her på bloggen – og hvem ville ikke det?

Frynsegoder er – brugt rigtigt – et udtryk for påskønnelse, som selv(!) offentlig ansatte altså både kan have brug for og godt af. Ikke dermed sagt, at vi bare skal kaste skattekroner efter alle DR-journalister eller sagsbehandlere eller bibliotekarer, der gerne vil 3 uger til Aruba og teambuilde, men hey, mindre kan også gøre det. Og der er altså ikke nogen modsætning mellem at være en idealistisk offentligt ansat og at ønske at blive påskønnet for sin indsats og have nogle rare arbejdsbetingelser.

Hilsen Mette (som faktisk pt. er privatansat, men stadig er lidt misundelig over din Pleo – selvom jeg utvivlsomt, hvis jeg fik en, ville ende med at tage livet af den pga. omsorgsvigt og manglende opmærksomhed.)