emmes weblog

Mit skrivebord ligner en nedbrændt negerlandsby, men der er styr på tingene. Mine kolleger er begyndt at kalde mig projektfacisten.

Ja, vi har talt om betalt blogging før, men nu kommer Cision på banen med en meget sød troll-artikel (okay, ihvertfald med en troll overskrift: “bestik en blogger”), som Morten Gade meget rigtigt diagnosticerer som en storm i et glas vand. Det er bare så kedsommeligt, Cision, når nu der endnu ikke er nogen der kan påvise, at det virker.

Og ja, det er vel i teorien interessant, at nogle bloggere angiver, at de ikke er afvisende overfor at modtage pr-meddelelser. Men om de modtager dem, eller selv ser dem 10 minutter senere et linkbart sted (det er altid bedre med en linkbar kilde. Info-orphans stinks), er vist lidt same-same. Osv. osv. Så virker det, giver det virkelig noget? Jeg tvivler, men kom med et godt eksempel, så kigger vi på det. Indtil da: køb en linkfarm.

(Iøvrigt: se endnu en kritisk tilgang til Cisions resultater hos Microformats, der kommentere rangordningen af mest linkede til blogs, samt diskussionen i indlæggene ‘De fromme bloggere’ og ‘Er Cisions blogundersøgelse spredt som spam’. )

Chefbossen og jeg skulle have et lille møde. Alle mødelokalerne var optagede, så vi går ind i kantinen. Mens vi slår os ned, konstaterer han, at det nok også er bedst med et stort lokale til vores to store egoer. Jeg kan kun give ham helt ret.

To middelstørrelse-mennesker i et stort, rungende tomt lokale, med højt til stukken, overbeviste om, at vi fylder det til randen med karisma. Vi har siddet der og raslet, har vi, som skrumpne valnødder. Det er da for sjovt.

Arh, okay, måske skulle man have været der.

Jeg har tidligere tænkt, at projekter i politiske organisationer (i bredeste forstand) var lig med en besværlig proces. Men det er i virkeligheden en misforståelse. Politisk betyder, at der er interesse omkring projektet – også selvom det nogen gange kan være at de forkerte grunde. Et projekt i en politisk organisation, hvadend det er en styrelse eller en interesseorganisation, betyder at der er en form for engagement hele vejen op og ned i hierarkiet. Ofte tænker man, at politiske organisationer er det offentlige, og det er nok ikke helt forkert.

Dét der er den virkelige dræber, er bureaukratiske organisationer. I bureaukratiske organisationer er der berøringsangst og nul engagement hele vejen op og ned i hierarkiet. Ofte tænker man, at bureaukratiske organisationer er offentlige, men det er helt forkert. De er ofte private.

Som om det ikke var nok, at vi har fået Mac på kontoret, vi har også fået Pleo!
En Pleo er en husdyrsrobot, lidt lige som en Tamagotchi i hundestørrelse, og med et mere lærende program. Den starter livet med en mild og uberørt personlighed, og den udvikles så, afhængig af hvordan man behandler den. Vores Pleos første timer var fuld af mange hænder der ivrigt klappede den på alle sensorer, så den skal nok blive en overstimuleret lille kælepotte. Det er mærkeligt at sige om et stykke kunstfærdigt gummi med en motor og en computer indeni, men den er virkelig kær! Når man bærer den på armen, så lægger den hovedet ind til en og snorker diskret.

Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg vil opdatere dens software, så den også kan nyse og synge. Jeg er udnævnt til Pleopasser, så det må være mit ansvar, at den kan så mange tricks som muligt til at gøre mine kolleger glade.

Næste skridt – efter softwareopdateringen – bliver en demokratisk navneproces.