emmes weblog

Torsdag er kagedag. Det er godt, for det er også pastadag, hvilket er kedeligt, medmindre man er ræddi glad for penne.

Som regel får vi pladekage (aka. bradepandekage) med varierende bismag, men ind i mellem skal vi have os en lille overraskelse.

I dag var det kanelsneglsmutanter. På lang afstand lignede det klejner, men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at der var glasur på kagerne, hvis former var forvredne som i smerte. Noget tyder på at en plade kanelsnegle var gået helt galt.

Kagernes primære problem er deres hårdhed. Hårdheden er tydeligvis fremelsket vha. ikke-nænsom brug af vegetabilsk fedt af den værste skuffe. Et øjeblik troede jeg, at de var blevet friturestegt. Men det jeg tror der i virkeligheden er sket, er en semi-friture stegning, fremkommet ved for mange små margarinesnegle i en højsidet bradepande. Fedtet er simpelthen smeltet, og siden der har været meget af af det, er de små snegle svømmet hjælpeløse rundt i det. De høje temperaturer og fedtet har været for hårdt et pres for sneglene, der er gået op i limningen. Ved tørring er de hærdet og de uhyggelige mutanter blev garneret med lidt glasur for at skjule deres skam.

Heldigvis bevarer kanelsneglemutanterne en smag af kanel, så har man først vænnet sig til, at de yder modstand når man bider i dem, så er det ikke nogen ubetinget dårlig oplevelse. Dog er den æstetiske oplevelse af lidelsefulde mutanter en så voldsom oplevelse for de fleste, at de lader dem ligge i deres massegrav af en bradepande.

Men det er okay, så er der flere til mig.