Jaaarrrrhhh! Tag mig! Mig! Migmigmig! Jeg vil være den bedste til at sitte din hunni.
(Det bedste er faktisk Cute or Brute-sektionen, hvor man kan få lov at rate dyrene cutes eller brutes. Desværre dukker der også menneske-profil billeder op, hvilket lidt ødelægger oplevelsen. Nej, jeg ved ikke om Tatjana er cute eller brute. Og jeg ønsker ikke at vide det)
Når nye medarbejdere bliver vist rundt for at hilse på, inde på Advice, så bliver jeg tit præsenteret – blandt andre tilskrivninger – som sliknørd. Jeg tror nogle af mine kolleger undrer sig over, at man kan have et så lidenskabeligt forhold til slik, at man ligefrem laver et website for at hylde det.
Måske tror de, at der kun findes en som mig, der går så meget op i det. Det er ikke tilfældet. Se f.eks. denne tekst, der er hentet fra anmeldelserne omkring Kloak Slam:
“Tilgiv stavefejl i det følgende – mine fingre dirrer af harme! Det er just kommet mig til kundskab, at TOMS har købt Bonbon – og UDRENSET ALT på nær Lossepladsen og slikkepinde! Det følger logisk, at det er SLUT med Kloakslam, Mågeklatter, Ørevoks osv. i enkeltposer! Mit tastatur ruster under bombardement af salte mennesketårer!”
Anmeldelsen er blot en af mange af mange, fra mine lidelsesfæller på Slikleksikon. So there. Det er alle jer andre den er gal med.
Torsdag er kagedag. Det er godt, for det er også pastadag, hvilket er kedeligt, medmindre man er ræddi glad for penne.
Som regel får vi pladekage (aka. bradepandekage) med varierende bismag, men ind i mellem skal vi have os en lille overraskelse.
I dag var det kanelsneglsmutanter. På lang afstand lignede det klejner, men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at der var glasur på kagerne, hvis former var forvredne som i smerte. Noget tyder på at en plade kanelsnegle var gået helt galt.
Kagernes primære problem er deres hårdhed. Hårdheden er tydeligvis fremelsket vha. ikke-nænsom brug af vegetabilsk fedt af den værste skuffe. Et øjeblik troede jeg, at de var blevet friturestegt. Men det jeg tror der i virkeligheden er sket, er en semi-friture stegning, fremkommet ved for mange små margarinesnegle i en højsidet bradepande. Fedtet er simpelthen smeltet, og siden der har været meget af af det, er de små snegle svømmet hjælpeløse rundt i det. De høje temperaturer og fedtet har været for hårdt et pres for sneglene, der er gået op i limningen. Ved tørring er de hærdet og de uhyggelige mutanter blev garneret med lidt glasur for at skjule deres skam.
Heldigvis bevarer kanelsneglemutanterne en smag af kanel, så har man først vænnet sig til, at de yder modstand når man bider i dem, så er det ikke nogen ubetinget dårlig oplevelse. Dog er den æstetiske oplevelse af lidelsefulde mutanter en så voldsom oplevelse for de fleste, at de lader dem ligge i deres massegrav af en bradepande.
Men det er okay, så er der flere til mig.
Unmentionables er et lille sæt kort, med alt det du har lyst til at sige, men ikke rigtig får sagt.
Kirsten Kollega og jeg skal have et sæt hver, det er et absolut must for enhver, der er bare en lille smule hæmmet. Og hvem er ikke det?
Hvorfor er det, at gammedags musik, som nu Sinatra og Andy Williams, er så meget hyggeligere end alt det nye, som man kan høre i radioen på nettet? Det må være fordi de gamle bare ville underholde, mens de nye vil brage deres identitet ud. De gamle var meget mere modtagerorienterede, var de, selvom man sikker stadig kan sige om ny musik at ‘det er det, de unge vil have’.
Jeg er stadig med Chabon på, at det er legalt bare at ville underholde.
Jeg har tidligere foretaget en test af Karen Volfs små kagehapser.
Siden da tyder alt på, at der er sket en udskiftning i sortimentet. Man ser ikke længere så ofte de meget hidsige varianter, som jeg aldrig nåede at teste, f.eks. blåbærvariationen. Måske har de opdaget at danskerne mest er til en klassisk kage.
Men i weekenden opdagede jeg en ny variant: bananbidderne. Og de kan varmt anbefales. De er milde som choko-mazarinen, men er smagt til med et knivspids moden banan, der virkelig er prikken over i’et. Der er naturligvis ikke skyggen af ægte banan, men den kendte Karen Volf-konsistens minder allerede så meget om frugtens viskositet og fylde, at det er et godt bytte. Banansmagen er også vel balanceret mellem en syntetisk smagskvalitet og en smagstype, som vil opleves som “ægte”. Med andre ord kommer den tilsatte banansmag ikke i vejen for oplevelsen af kagens krop - som jo er det vigtigste - modsat deres flop af citronbidder, hvor smagen var voldsomt dominerende.
Bananbidder kan – som sine søstre choko-mazarinen og brownien – med fordel nydes med et glas kold mælk, en kop sort kaffe eller sød sprut, som f.eks. portvin.
Man bør opbevare sine kagehapser på køl ved siden af mælken.
Ms Slikleksikon melder: nul huller.
Men betyder det mon – i forlængelse af mit indlæg nedenfor - at jeg ikke får nogen hunni? Eller nogen Batman?
Jeg er i øvrigt blevet en kendis hos tandlægen efter jeg gav dem mit Slikleksikon-visitkort. Selv vikarerne har hørt om galningen, der både går sygeligt op i slik og bekymrer sig om sine tænder. De bliver ved at tale om tandtråd.
Konflikten (hvis det er en konflikt?) optrappes. I dag da jeg mødte på arbejde, var min stol pakket ind i plastikfilm.
Jeg er lidt i tvivl om hvad budskabet er. Jeg håber ikke at optrapningen ender med at jeg en morgen finder mig selv pakket ind i plastikfilm. Det er altså lidt for 80′er.
Hvad angår de(n) skyldige, så fyger beskyldningerne allerede tæt på Jarmers Plads.
1. Batman
2. En hund
3. Nul huller
Da punkt 2 faktisk er det mest realistiske, har jeg fået sat en hundefælde op foran min dør. Nu er det bare at vente.
Jeg håber lidt på sådan en plettet pølsehund, eller et stort skrog med et firkantet hoved og flapreører. Det gør ikke noget hvis den snorker, larmer og fælder.
Men tænk lidt over det: folk får rask væk både 1 og 2 børn i i to-værelses lejlighed som min. Men at få en hund i en to-værelses er næsten dyrplageri.
Det er naturligvis upraktisk at have en hund på så lidt plads, men jeg kunne jo bare lukke den ud i gården, så kunne den hyle om kap med karréens unger.
… hedder det i det seneste indlæg fra Afskaf Provinsen. Nyd konklusioner som “Det er i menneskehedens interesse at fratage Folket ansvaret for verdens fremtid, idet dets problemløsningskompetence beviseligt ligger på niveau med en lidt udviklingshæmmet Golden Retrievers”, mens det går op for dig, at manden har ret.
Manden der skriver Afskaf Provinsen hedder Peter Andreas, og han har min støtte, når han stiller op som Despot for Danmark.
Jeg kommer tilbage til mit skrivebord, og finder min telefon pakket ind i plastikfilm. Jeg håber ikke at det er starten på et nyt gidseldrama.
Men plastikfilm. Hvorfor lige plastikfilm?
Jeg er tilbage fra ferie. Det virker nu som om verden godt kunne have undværet mig en uge til, da den først officielt går i gang igen på mandag. Her sker jo ingenting. Verden er en træg dej.
,
Senest på Twitter: There are no items in this feed.
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Kommunikationscast er vores ugentlige podcast om kommunikation
KommunikationsCast »Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
Sweet Christmas »