53 afsnit har vi lavet. Mere end 25 gange har jeg sagt ‘Kommunikationscast er et ugentlig podcast om kommunikation’ (jeg siger introen i de lige nummerede udsendelser, Mikkel i de ulige) og derefter forsøgt at mobbe Mikkel til at sige noget dumt.
Her er lidt ustruktureret fakta om Kcast, som det hedder i daglig tale:
- Den korteste udsendelse varer 12:05 min. Det er Kcast #04, hvor vi taler om tåbelige slogans.
- Den længste er Kcast #48 på 1:05:09, der blandt andet handler om hvordan Gallup måler radiolyttere – de er gået fra dagbøger til en digital dims.
- Vi har lavet 46 interviews med alt fra direktører til kunstnere, dog alt sammen med en kommunikationsvinkel. Inkluderet i de 46 interviews er ikke vores indslag med de 3 eksperter, som vi startede med at bruge i oktober 2007.
- Vi har kun fået interview-afslag fra Toms, OBH Nordica og Debitel. Blandt de, der sagde ja, var DSB, YouSee, Coloplast, Tulip, Ekstra Bladet, Urlyd og Gallup.
- Det første emne i vores første udsendelse var om ‘knus’ med z.
- Den mest downloadede udsendelse er Kcast #26. Ingen ved hvorfor.
- Vi har udviklet et simpelt tegnsystem, så vi kan kommunikere lydløst, når vi interviewer folk over telefonen. Det har to tegn: ‘min tur’ (pegefingeren i vejret) og ‘afslut interview’ (halshuggende bevægelse med den ene hånd). Nogen gange går det alligevel galt med turtagningen, som du kan høre i dette fraklip.
- Den mest upopulære udsendelse er Kcast #17, hvor jeg afslører hvordan den sidste Harry Potter bog ender, under et døgn efter dens udgivelse. Det inkasserede mig en spoiler-t-shirt fra en vred lytter.
- Vi optager i Mikkels hjemmestudie og vi har vores egen dedikerede telefonlinie.
Folk spørger ofte hvorfor vi gør det. Svaret er, at vi gør det for sjov. Vi bliver begge klogere på en masse bag scenen ude i virksomhederne – de fleste er ret villige til at fortælle hvorfor de nu engang kommunikerer som de gør. Det er interessant at opleve hvor forskellig en tilgang man har til det derude – nogle steder kan man komme til at tale med både direktøren og den medarbejder, der har haft ansvaret for et initiativ eller en kampagne, andre steder får man en pr-person, der aldrig har haft fingrene nede i skidtet.
Vi har forskellige typer indslag: det seriøse, hvor vi taler med en virksomhed om et produkt eller en kampagne. Og så er der de små skæve, hvor vi taler med et mikromedie, f.eks. en blog om piger på cykler eller en nettv-station om spil. Det er mine hemmelige favoritter, fordi det er folk der brænder for sagen ligesom os.
For god ordens skyld skal det nævnes, at KommunikationsCast er 100% uafhængigt af økonomiske interesser og hverken podcaster for penge eller produkter. Kærlighed modtages gerne, og det fik vi f.eks. i form at et nyt website fra Søren fra spiri.dk og andre, der glad og gerne gratis hjælper os, f.eks. med speak, jingler, trafiktekster og ekspertbistand. We loves u, yes!
Efter moden overvejelse har Mikkel og jeg besluttet at tage et år mere med Kommunikationscast. Vi håber at I hænger på og tak for al jeres feedback.
8 Comments, Comment or Ping
Rasmus
Hehe … ja, jeg var simpelthen så vred, at jeg blev nødt til at købe en T-shirt. Det viser hvor farlig jeg i virkeligheden er. Bøh!
Mar 30th, 2008
emme
Jeg turde også kun skrive om det, fordi jeg mener at kunne huske at du har tilgivet mig. Det har du, ikke?
Mar 31st, 2008
Søren H. M.
Tillykke med det! Det har været spændende at følge med, og jeg glæder mig til endnu et år
Mar 31st, 2008
Rasmus
Selvfølgelig. Nu har du jo fået T-shirten.
Mar 31st, 2008
emme
Så er jeg rolig igen
@ Søren: tak skal du have – ikk emindst for sitet
Mar 31st, 2008
Søren H. M.
Velbekomme
Apr 1st, 2008
Reply to “Kommunikationscast.com fylder 1 år”