emmes weblog

Det var vinter. Det var gråt. Og der var ikke influenza-epidemi, fordi så mange var blevet vaccineret. Hvilket luksussamfund!

Men alligevel var der mange forkølelser. Hoste, uden feber. Ondt i ørerne, ondt i hovedet, ondt i maven. Det føltes som syg, men uden rigtig at blive til noget særligt. Først var det bare de sædvanlige der blev sløje, alle dem, der bliver ramt hvert år, som blev de betalt for at understøtte offentligt ansattes dårlige statistik. Men så sneg det sig videre. Pludselig så man helsefreaks bukke under, og de, der pressede 3 appelsiner hver morgen til at skylle kalktabeletterne ned med. Så ramtes motionisterne, og det tyndede ud i januars overrendte motionscentre. Og så til sidst, alle de normale mennesker, der ikke sådan gik og tænkte over det med helbred.

“De er syge”, sagde lægen, “og så alligevel ikke. Tilstanden varer mellem 3 og 5 uger. Og så kan den godt gentage sig selv”. Folk blev irriterede, var der da ikke nogen der kunne gøre noget? En lille vaccine, hvor svært kan det være? Men når det ikke var en rigtig sygdom, så er der heller ikke nogen rigtig kur. Staten satte sygedagsnormen op. Og anbefalede 7 istedet for 6 om dagen. Man lod de store mejerier lave mælk tilsat smertestillende medicin, og juice med opiumdråber blev den nye hotte drink i byen. Og langsomt vænnede folk sig til at der var flere snottede dage end dem uden. Hovedpine holdt aldrig op med at være irriterende, men det blev en accepteret tilstand, ligesom at fryse om fingrene. Alle arbejdede lidt langsommere, lidt mindre fokuseret de dage, det føltes som om der var glødende pinde i deres ører eller konstante afbrydelser for at hoste slim, men verden gik videre på trods af nedsat produktivitet. Og gradvist blev verden en lille smule dårligere, og alle dens mennesker var hele tiden en lille smule syge og sløje. Hele verden havde næsten influenza, men den vidste det ikke.