Det var vinter. Det var gråt. Og der var ikke influenza-epidemi, fordi så mange var blevet vaccineret. Hvilket luksussamfund!
Men alligevel var der mange forkølelser. Hoste, uden feber. Ondt i ørerne, ondt i hovedet, ondt i maven. Det føltes som syg, men uden rigtig at blive til noget særligt. Først var det bare de sædvanlige der blev sløje, alle dem, der bliver ramt hvert år, som blev de betalt for at understøtte offentligt ansattes dårlige statistik. Men så sneg det sig videre. Pludselig så man helsefreaks bukke under, og de, der pressede 3 appelsiner hver morgen til at skylle kalktabeletterne ned med. Så ramtes motionisterne, og det tyndede ud i januars overrendte motionscentre. Og så til sidst, alle de normale mennesker, der ikke sådan gik og tænkte over det med helbred.
“De er syge”, sagde lægen, “og så alligevel ikke. Tilstanden varer mellem 3 og 5 uger. Og så kan den godt gentage sig selv”. Folk blev irriterede, var der da ikke nogen der kunne gøre noget? En lille vaccine, hvor svært kan det være? Men når det ikke var en rigtig sygdom, så er der heller ikke nogen rigtig kur. Staten satte sygedagsnormen op. Og anbefalede 7 istedet for 6 om dagen. Man lod de store mejerier lave mælk tilsat smertestillende medicin, og juice med opiumdråber blev den nye hotte drink i byen. Og langsomt vænnede folk sig til at der var flere snottede dage end dem uden. Hovedpine holdt aldrig op med at være irriterende, men det blev en accepteret tilstand, ligesom at fryse om fingrene. Alle arbejdede lidt langsommere, lidt mindre fokuseret de dage, det føltes som om der var glødende pinde i deres ører eller konstante afbrydelser for at hoste slim, men verden gik videre på trods af nedsat produktivitet. Og gradvist blev verden en lille smule dårligere, og alle dens mennesker var hele tiden en lille smule syge og sløje. Hele verden havde næsten influenza, men den vidste det ikke.
4 Comments, Comment or Ping
Kristian Beyer
Det er jo det væmmeligste scenarie du skitserer der…men det værste er jo at det virker ikke urealistisk (bortset fra det med opiumsdråberne). Jeg har fundet ud af at man sagtens kan fungere på jobbet med maveinfluenza sålænge man afsværger næring;-)
Lad mig vide når bogen kommer – Blade Runner nu med influenza
Jan 9th, 2008
emme
Vent du bare – jeg har både scnearie 2 og 3 på bedding. Jeg er overbevist om en konspiration, hvadenten det er på bacille- eller alienniveau!
(Btw: bogen findes allerede – Greg Bear: Blood Music)
Jan 9th, 2008
Jonas
Fin historie! Den gjorde mig glad midt min vægelsindede småsygdom.
luv
j.
Jan 9th, 2008
Henriette
Og præcis sådan render jeg rundt og har det… Symptomatisk. Og befriende at se på ord, på skrift, i stavelser.
ahhhhhh
Jan 12th, 2008
Reply to “Dårligdom”