emmes weblog

Nogen gange, så kommer man til at tænke på en rigtig ond sangtekst som man en gang har hørt, og så går man og griner lidt for sig selv. Som når jeg tænker på Denis Leary’s Asshole. Og så kan man godt få en craving, en trang, til ligesom at høre sangen.

I dag kom jeg til at tænke på Short People (af Randy Newman). Det er jo en dejlig tekst, ikke? Det ville selvfølgelig være sjovere hvis jeg postede dette og selv var underhøj, men jeg er nu en gang over female average, så bare kald mig evil. Jeg synes den her sang er så sjov.

Og teksten, den er lige her:

Short People

Short People got no reason
Short People got no reason
Short People got no reason
To live

They got little hands
And little eyes
And they walk around
Tellin’ great big lies
They got little noses
And tiny little teeth
They wear platform shoes
On their nasty little feet

Well, I don’t want no Short People
Don’t want no Short People
Don’t want no Short People
Round here

Short People are just the same
As you and I
(A Fool Such As I)
All men are brothers
Until the day they die
(It’s A Wonderful World)

Short People got nobody
Short People got nobody
Short People got nobody
To love

They got little baby legs
And they stand so low
You got to pick ‘em up
Just to say hello
They got little cars
That go beep, beep, beep
They got little voices
Goin’ peep, peep, peep
They got grubby little fingers
And dirty little minds
They’re gonna get you every time
Well, I don’t want no Short People
Don’t want no Short People
Don’t want no Short People
‘Round here

Bonusinfo: Der er al mulig grund til at holde af Randy Newman for mig – han har lavet musikken til adskillige Pixar-film, inklusiv Monsters Inc-hittet If I Didn’t Have You og det lidt ældre publikum vil nok bedst huske ham som manden bag You Can Leave Your Hat On.

Grann har mødt Bassett’s nye neonrædsler >

Grann, med den anmeldelse er du nu optaget som æresmedlem i SlikPolitiet. Vi arbejder for at bevare slikstandarder og nedbryde slik-skam.

I slutningen af november svor jeg, at det snart skulle være slut med nederen. For det er nederen at sige nederen. Det giver mig nederen på. Nederen er den nederste af de nederen-udtryk, som altid lyder nederen.

Siden den dag i november, har nederen spredt sig som ringe i vandet. Jeg kom hjem til jul, og der stod min mor og fortalte mig at et eller andet var nederen. Mine kolleger siger nederen. Og i morges kørte s-toget forbi en reklame, hvor der stod noget om situationer hvor det ikke var nederen når ens mobil løb tør for strøm.

Stop nederen nu!

Yesssss! Se også indlægget, en fortsættelse fra sidste år, slaget ved Helms Deep. (tak)

PS.. Serviceinfo: Jeg er uden mobiltlf i dag.

Update 21/1: Se også byen bygget i Jell-O > (via)

Argh! Hvem er den gris der har skåret af den uskyldige brie med den kniv, som har svælget i den blå ost? Det er ulækkert! Jeg vil have min brie ubesmittet og hvid, ligesom jeg foretrækker marmelade uden smørdafnier og smør uden birkesstøv og brødfragmenter.

Bvadr.

Jeg er den eneste i rummet. Jeg ler højt og grumt – lige fra hjertet. Det føles… bizart. Quazy, næsten. Jeg håber ikke at der var nogen der så mig.

(PS. Tak for din email)

“We seek to detain sweetness. That is why so many sweets are designed to be held in the mouth – or, in a perverse reversal of the perversity of the sweet, to melt, yearningly and disappointingly on the tongue. Sweetness is identified with the excess of taste over aliment, with prolonging itself. In learning how to make sweetness last, children learn on their tongues the lesson of deferment upon which all cultural life is based.”

Dejligt citat blandt flere i et transcript fra et BBC-program om slik og magi.”Sweets are of course beyond words”, skriver de, “they encourage the production of an alternative language, one made up of slurps and slobbers, suckings, dribbles, pops and crunches; all of this an oozing, elemental anti-language that is most of the time kept inaudible, or disciplined into speech.”

Oooooooozing. Det er et sindssygt godt ord. Det lyder som fornemmelsen af salmiakpulveret der siver ud af et tyrkisk peber-bolsje og ud på tungen. Mm.

(Tak til Lone K.H. for link)

Det var vinter. Det var gråt. Og der var ikke influenza-epidemi, fordi så mange var blevet vaccineret. Hvilket luksussamfund!

Men alligevel var der mange forkølelser. Hoste, uden feber. Ondt i ørerne, ondt i hovedet, ondt i maven. Det føltes som syg, men uden rigtig at blive til noget særligt. Først var det bare de sædvanlige der blev sløje, alle dem, der bliver ramt hvert år, som blev de betalt for at understøtte offentligt ansattes dårlige statistik. Men så sneg det sig videre. Pludselig så man helsefreaks bukke under, og de, der pressede 3 appelsiner hver morgen til at skylle kalktabeletterne ned med. Så ramtes motionisterne, og det tyndede ud i januars overrendte motionscentre. Og så til sidst, alle de normale mennesker, der ikke sådan gik og tænkte over det med helbred.

“De er syge”, sagde lægen, “og så alligevel ikke. Tilstanden varer mellem 3 og 5 uger. Og så kan den godt gentage sig selv”. Folk blev irriterede, var der da ikke nogen der kunne gøre noget? En lille vaccine, hvor svært kan det være? Men når det ikke var en rigtig sygdom, så er der heller ikke nogen rigtig kur. Staten satte sygedagsnormen op. Og anbefalede 7 istedet for 6 om dagen. Man lod de store mejerier lave mælk tilsat smertestillende medicin, og juice med opiumdråber blev den nye hotte drink i byen. Og langsomt vænnede folk sig til at der var flere snottede dage end dem uden. Hovedpine holdt aldrig op med at være irriterende, men det blev en accepteret tilstand, ligesom at fryse om fingrene. Alle arbejdede lidt langsommere, lidt mindre fokuseret de dage, det føltes som om der var glødende pinde i deres ører eller konstante afbrydelser for at hoste slim, men verden gik videre på trods af nedsat produktivitet. Og gradvist blev verden en lille smule dårligere, og alle dens mennesker var hele tiden en lille smule syge og sløje. Hele verden havde næsten influenza, men den vidste det ikke.

Der sker en stigende nørdificering af samfundet i disse år. Ikke fordi væksten af nørder er så markant (omend den er stigende), men flere og flere nørdfraktioner springer ud og siger: vi er ikke undermennesker, vi er nørder!

Flere og flere af mine kunder fortæller nu, i samme åndedrag som andre fakta, at 50% eller mere af deres medarbejdere er nørder. Og flere og flere reklamer fremhæver deres identitet som nørdbåren (eks. Cybercity, Punkt 1 og Toyota).

Hvor stor en del af din husstand er nørder?

RIP, splattergris

Min kollega Kristin havde givet mig sådan en dejlig gummigris, helt for mig selv, af den slags der er lavet af snotlatex, og som kan splatte ud i en pandekage, når man kyler den ned på en plan flade. Lige så afstressende som bobleplast. Men ak, den holdt kun en dag. I en pøl af vandigt blod tog den et sidste splat på mit skrivebord. Nu er det forbi.