Jeg er den udvalgte
I morges på vej til arbejde fik jeg en kastanje i hovedet på vej under træerne. Jeg følte mig meget heldig. Hvor tit er det lige at naturen således udpeger en til noget særligt? Det føltes som et tegn fra oven.
“Plånk”, sagde det da kastanjen ramte, og jeg tænkte på, at bliver jeg i dag også ramt af en fugleklat, så er det på tide at gå til numerolog. Alle disse tegn i naturen omkring os. De skal skam ikke ignoreres, nej de skal ej.
Sep 25, 2007
Ting, der gør ting
Jeg gør ikke noget, hvis det ikke står i min kalender; venter på at den skal fortælle mig hvad jeg skal gøre. Observerer, at maskinen gør kaffen færdig. Venter på, at Facebook skal gøre noget godt for mig. Håber at frokostens ruskomsnusk ikke gør mig ondt.
Sep 24, 2007
Smalltalk – fra halvfemserne
Sally Kommunikation har lavet en lille sur smalltalktest, som ganske rigtigt får en til at fremstå som en der virkelig har brug for professionel hjælp. Har man ikke lyst til at hyre Sally til den opgave, så kan man nøjes med deres lille ’10 gode råd’. Jeg hæfter mig ved nr. 6, telefonsælgerens alfa og omega:
“Brug personens navn, hvis det falder naturligt”
No, don’t. Really.
Sep 24, 2007
Pengetræersites
Hvad er en menneskeskabt version af splogs og linkfarms? Og er agurken.net noget sådant? Eller er det i virkeligheden bare et privat, kommercielt site? Jeg tror bare jeg opfatter et kommercielt site som et, der har noget at sælge/give, dvs. at der er en reel udveksling. På agurken.net får ejeren penge når der bliver klikket på nogle af de mange reklamer (og måske også partnerlinkene?), men det er ikke meget læseren får igen. Måske er det sådan en god linkfarm bygges; indholdet er så ligegyldigt at brugeren er villig til at klikke på et tydeligt reklamelink bare for at komme væk.
Jeg blev opmærksom på sitet fordi vi diskuterede blograngeringen, og det gik op for mig, at der var rigtig mange blogs på den liste, som jeg ikke kendte, hvilket fik mig til at føle mig meget gammel og udenfor. Og allerede ved nr. 3 på listen er jeg nu skuffet. Ikke vred, men skuffet.
Måske skulle jeg bare stå af ræset og få mig en tøseblog.
Sep 18, 2007
Konsulentmænd
Konsulentmænd er det hoved man har på efter en uge hvor man har konsulentet en masse – ligesom tømmermænd. Det giver dog primært kvalme hos dem man taler med, ikke hos en selv.
Sep 15, 2007
Emmes top 3 over de bedste blogs lige nu
Nå, men siden der er gået listmania i den, så vil jeg være seriøs (jo, for fanden!). Så her er min top 3 over de blogs jeg synes er bedst lige nu:
1. Overskrifts underskrift – der er de bedst opdaterede, og har nye emner og data på banen, som ingen af os andre kunne drømme op
2. Ida Jengs blog – min kollega er taget til NY, men har ikke mistet det skarpe kommunikationsblik
3. Okay, jeg ville gerne finde på en tredje, men det kan jeg ikke. Alle de andre blogs læser jeg fordi det er nogen jeg kender eller fordi jeg bør følge med fagligt. Altså, de er gode, bevares, men gode for mig. Ikke nødvendigvis kanoniserbare.
Sep 14, 2007
Timme Bisgaard Munk!
Timme, du er den eneste skyldner der mangler at betale for at vi kan få TrustyBoxen tilbage. Pay up!
(Dette er et tjek af, om jeg har nogen som helst indflydelse. Det har jeg ikke ifølge bloggerlisten. Skulle det lykkes mig at få TrustyBoxen tilbage med dette indlæg, så er listen invalid)
Sep 13, 2007
Transparente mødelokaler
De fleste af vores mødelokaler har en væg af plexiglas. Det volder mig store fristelser, for hver gang jeg ser en derinde som jeg kender, så får jeg lyst til at klaske mig op ad glasset og skære grimme ansigter til dem i akvariet. Ikke så heldigt hvis de sidder der med en kunde.
Det er ligesom da jeg var barn og absolut skulle vinke til gud og hver mand jeg kendte, også selvom det kun var fem minutter siden jeg havde set dem sidst. Kombineret med barnets trang til at sætte fedtede fingre og ansigtsaftryk på alle blanke overflader.
Jeg er en sucker for plexiglazz, det er bare zådan et dajligt materiale.
Suk.
I dag tror jeg bare jeg vil sidde ligeså stille på min plads og arbejde.
Sep 10, 2007
Betalt blogging – og det omvendte problem
Betalt blogging giver – udover de åbenlyse problemer om de betaltes troværdighed – også et afledt problem. Hvad nu hvis man har lyst til at blogge om noget, som der er en bunke betalte indlæg om? Så vil jeg være meget bange for at blive slået i hartkorn med de andre bavianer. Som nu i kcast, hvor vi har omtalt blondinesiden fra Danske Spil. Det ville jeg måske have genovervejet, hvis jeg vidste at de betalte bloggere for det. Af den simple årsag at jeg ikke vil forveksles med bannerblogs.
Sep 10, 2007
Slikkredit
Receptionisten har inddraget TrustyBoxen indtil alle har betalt deres slikgæld. Alle kigger anklagende på mig. Men jeg har stort set aldrig gæld i TrustyBoxen og da slet ikke nu. JEG ER USKYLDIG! Bare fordi jeg er storforbruger behøver jeg jo ikke at være kriminel.
Sep 6, 2007
Business of the Flies
Ulempe ved ny økologisk firmafrugt-ordning: omsiggribende bananflueinvasion. Alle vifter random med armene, et vanvittigt glimt i deres øjne. Helvede er ikke de andre, helvede er de mikro-andre.
Sep 5, 2007
Lagenfold
Jeg har altid undret mig over den der lagenkonvolut, som mange hoteller reder deres senge med. Men under firmaturen til Spanien slog det mig, at det naturligvis er for at undgå kryb i sengen. Hvis man strammer overlagnet nok til at en femmer vil boomerange tilbage fra overfladen når kastet, så er man fri fra de store kryb. Kamæleoner og biller og den slags. Desværre tror jeg nok at edderkopper kan gøre sig selv meget flade. Jeg mødte heldigvis ikke nogen i min lagenfold.
Sep 4, 2007
Det bedste af to verdner
Vi cykler ud ad en grusvej mellem marker og æbleplantager, lige nord for Barcelona. Vi ser en fårehyrde og hans flok nærme sig i en støvsky, holdt sammen af en ivrig hund. Det ser rustikt og idyllisk ud – hyrden har endog en stok af den slags hans type er afbilledet med i børnebiblerne når de ser den sagnomspundne stjerne i det fjerne.
Tæt på er det tydeligt at hyrden ikke holder øje med hverken fåreflok eller den dejlige udsigt. Han er klinet til skærmen på et håndholdt tv.
Sep 3, 2007
Buttcracks
Morgenmødet her i firmaet fik mig til at tænke på Joy of Techs personlighedstyper – blot er vores buttcracks ikke fyre, men piger.
Sep 3, 2007