emmes weblog

Nørdlejligheden

Jeg er nu flyttet ind det nye sted. Alt vel. Der er kun en ting der undrer mig – det høje antal af mærkelige stik. Der er heldigvis masser af strømstik, men det sære er, at der er et sted mellem 25 og 30 udtag, der ligner antennestikudtag, men ikke er det – de går indad istedet for udad. De sidder i clusters af fem, pånær i køkkenet. Der er også udtag til en projektor og på loftet står en rack-server.

Gad vide hvilken forretning den tidligere ejer har drevet hjemmefra.

Update 3/9: Nu med billede (det ene af 2 stue-clusters):

Dårlige præstationer giver glade lyttere

Kommunikationscasts succeskriterier er svære at ramme; når vi har været trætte, uoplagte og dårligt artikulerede, så synes lytterne at det var en god udsendelse. Når vi selv har haft det sjovt, så er lytterne indifferente eller synes vi burde oppe os. Jeg ved ikke hvilken af de to typer succes vi bør gå efter, men jeg hælder mest til den sidste. Så må folk da bare høre DR.

Den udsendelse vi lavede i går, synes jeg selv var ret sjov. Men måske var det bare fordi jeg fik lejlighed til at kalde Mikkel for onkelagtig.

Vægt i ølkasser

Her i Advice vejer vi os i ølkasser. Jonas vejer 6,5 kasse øl (vi kalder ham letøl), Martin er 10+ og en af de gravide kolleger har taget 2 kasser øl på uden at have fornøjelsen af at være fuld.

Bogens feedback

Nu er der snak om at give små kratte-plader med duft med til e-bøger (via), så selvom man læser sin bog på skærmen, så kan man stadig få papirduften. Jeg er enig så langt, at bogens duft af nostalgiske grunde er lækker, men er det ikke lige så meget en feedback-feature? Jeg mener, ting har mange måder at give feedback om deres eksistens på, og de fleste kan ikke lide hvis den feedback er helt fraværende. Jeg kan godt lide min ipods klukken, når den tilsluttes itunes, men det er ikke en nødvendig navigationsfeedback. Det der er nødvendigt, er lækkerhed i look-and-feel. Og bøger dufter dejligt. For at jeg skal elske en e-bog, skal den have en anden dejlig eksistens-feedback, ikke den samme som den analoge bog.

Et definitionsspørgsmål

Jeg ville have skrevet et indlæg om brøndbypalmen og ishøjspringvandet, to 80′er-frisurer, som har meget regionale navneforskelle. Brøndbypalmen er den sjællandske version af det århusianske tøseflap, og sådan kunne jeg blive ved. Men jeg blev selv nødt til at skrive de to wikipediaopslag, som jeg skulle bruge istedet for fodnoter i teksten, så nu er jeg inhabil. Jeg kan jo ikke konstruere hele verden i min forståelse, vel?

Second wrong

Når man siger ‘corporate blogs’ til nowuseit, så hører han cowboyderblogs. Når man siger ’sick and wrong!’ til mig, så hører jeg ’second wrong’. Jeg forestiller mig at cowboy-blogs er en slags skarptskyende polititiske blogs, men jeg har haft virkelig svært ved at knække second wrong.

Men nu har jeg den; metalbandet From Autumn To Ashes har fat i noget, når de siger at the second wrong makes you feel right. Det forholder sig nemlig sådan at second wrong er den wrong, der bekræfter den første wrong. Second wrongs er for de omhyggelige – ‘er du helt sikker på at det gør ondt når jeg vabber dig en? Lad os lige teste, baby!’.

Second wrongs bliver det næste store i analytiske kredse. Tidligere har man været meget opmærksom på at eftertjekke om tingene nu er RIGTIGE. Men for fremtiden vil man bruge mere tid på at tjekke, om de afkræftede hypoteser nu virkelig også raller for alvor.

Random pricing

På KUA koster en kop kaffe kr. 3,25. Både med og uden mælk.

Håndtryk-kulturforskel

Teknikere giver ikke hånd. Altså, de der hardcore nogen af typen, der er allerbedst til at fifle med knapper, dimser eller hvad det nu måtte være. Måske er de bange for at jeg knuser deres fine knappetunende hænder med min jernnæve.

Sukkerslave
Originally uploaded by emme-dk

Ja, jeg er sukkerslave

Vores vicedir gav mig denne; han er sundheden selv. Når jeg går ombord i slik eller kage, så driller han mig, men hans øjne suger samtidig hvert gram sukkersmag fra det jeg spiser. Jeg fortæller ham at man skal huske at nyde. Han siger at han også nyder sine spinningklasser. Det tror jeg er rigtigt. Jeg kan bare bedre lide slik.

Hellere en computer i hånden, end 10 ringeklokker på væggen

Taxa ud. Møde. Taxa tilbage til kontoret. Det er blevet sent. Jeg går op ad trappen, og opdager at jeg har glemt min nøgle og at receptionen er gået hjem. Min computer kan dog komme på netværket, så i løbet af kort tid spammer jeg halvdelen af mine kolleger med mails om at komme ud og lukke mig ind. Jeg skal lige til at poste en besked på intrabloggen, da jeg opdager at vi har en ringeklokke. Jeg har ikke engang overvejet min telefon.

Jeg blev lukket ind 5 sekunder efter at have ringet på klokken. Lidt flov.

Trend #2

Myggestik er de nye silikonebryster* – minimalisme er retrohot.

* Hør kcast 20 for ploks take på brystomtale

Trend #1

Malerrullefregner er det nye tandsmykke.

Røvhulsportrætter

Det er da et værdigt projekt – kendisser(hvoraf jeg kendte stort set ingen) tegner et selvportræt af deres ***. (via Nick Hornbys blog, som ellers er jævnt kedelig). Jeg vil overveje om jeg er kendt nok til at gøre det samme.

Og nu vi er ved højpandethed, så er Literature-Map en slags mindmap-thesaurus over forfattere, dog med en del fejl. Men bygget op om relaterethedideen, og meget enkelt udført.

Lugtezoner

Dagens løbetur med kollega gennem H.C. Ørstedsparken bekræftede en teori, jeg har talt om før (offline) om lugtezoner.

Lugtezoner er en væmmelig, men helt naturlig ting, som man ofte bliver udsat for om sommeren. Det svarer lidt til, når man er ude og bade i havet om sommeren, og opdager små områder i vandet, hvor der ligesom er lidt mere lummert. Man tænker på, om solen har varmet lidt mere her, eller om nogen mon har tisset i vandet.

Det samme gør sig gældende i luften; når man bevæger sig gennem byen, går man ofte gennem små luftlommer, hvor der lugter særlig tungt af tis, kebab eller hundelort. Tit er luften der også lidt varmere og man har fornemmelsen af, hvordan lugten ligesom er steget op fra asfalten, som dis fra mosen.

Lugtezoner er som sådan noget ganske unikt; de opløses hurtigt og der er aldrig to der er ens. Tit er lugtezoner også så små, at man kun kan være en eller to personer i den, hvilket kan have et sært romantisk skær. Man passerer igennem lugtezonen ligeså hurtigt som et glimt af lykke, og så er man videre i trædemøllen. Hil lugtezonerne, de der husker os på, at vores næser er levende væv.

Jeg drømmer om kokostæpper

Kokostæpper fra gulv til loft i et lille mødelokale, og kokostæppepuder på kokostæppesofaen. Kokostæppet skal være groft og rustikt, som det var i 70′erne, sådan noget der laver omvendt bas-relief i din hud, hvis du ligger på det. Og i kokostæpperummet vil jeg være tæt på kokostæppet, rulle mig i det og richocettere af kokostæppevæggene. Med fryd vil jeg omfavne kokostæppesofaen, trille af den og lave rullefald på kokostæppegulvet. Ah, kokostæppe.

For det klør. 15 myggestik kræver mere end to hænder at klø simultant. De anatomisk ukorrekte buler driver mig til vanvidsfyldte kokostæppefantasier. Giv mig kokostæppe. Bare en kokostæppekløpind. Jeg beder ikke om så meget. Andet end at få lov at klø igen.

Mutanthobby

Uli kan godt lide mutant-grønt. Derfor har Uli lavet en oversigt over alle de fordrejede og krøllede stykker frugt og grønt, som Uli kunne finde i det lokale supermarked. For Uli er mutanter også smukke.

(Jeg er stadig meget i tvivl om Uli er en mand eller en kvinde, derfor den kejtede tekst. Navnet er for mig ikke kønsbestemt. Research viser, at Uli sandsynligvis er en mand. Men når nu Uli arbejder med mutanter, så bør man ikke tage noget for givet)