Infrekvens
… Og ja, denne blog lider af infrekvens. Jeg skammer mig, gør jeg. Men jeg har mistet lysten til slik og nu aner jeg ikke hvad jeg skal skrive om.
Infrekvens
… Og ja, denne blog lider af infrekvens. Jeg skammer mig, gør jeg. Men jeg har mistet lysten til slik og nu aner jeg ikke hvad jeg skal skrive om.
Hvordan er det nu det er med det der ophavsret?
Sværere er det såmænd ikke (via), og det fik mig til at tænke, at vi snarest muligt skal have det lille ‘copyright’ fjernet i bunden af slikleksikon.org, som er intet mindre end totalt misvisende. Vi ejer ikke noget af indholdet – og brugerne ejer det heller ikke, som sådan. Jeg tænkte lidt på, hvor meget der skal til, for at en tekst har værkhøjde, da jeg har lagt mærke til, at nogle af skribenterne derinde sætter deres navn eller initialer på. Men måske bunder det mest i, at det stadig er svært at aflæse, hvad det er en wiki kan. Vi får en del emails fra folk, der ønsker at oplyse os om en slags slik der mangler, som de så beskriver omhyggeligt med navn og det hele… oh well, der er lang vej endnu til drømmewebsamfundet.
Emmes mangel på mad
Det kan jo ikke blive ved at gå; jeg har bildt mig selv ind, at det er Kreativ Klasse (selvom det mere er Bænken) og at jeg støtter de lokale erhvervsdrivende (aka cafeerne og take-away-stederne). Jeg glæder mig over, at jeg aldrig vasker andet op end glas og kopper (hvilket alligevel ikke sker så tit, da jeg har pænt mange glas). Og over, at jeg aldrig spilder tiden som en sorry husmor i forklæde, forkætret af mig selv og med et kønsrollemønster tatoveret i ansigtet. Men nogen gange kan man også tage konstruerede principper for vidt og gøre dem til dårlige vaner. Sandheden er, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har lavet mad – sidst jeg var i køkkenet i mere end 10 minutter var da jeg bagte kager til min fødselsdag d. 4. februar.
Jeg trøster mig med, at der varm mad på arbejde til frokost og at jeg når det de fleste dage (de bedste dage er i kundernes frokostordninger; jeg kan ikke stå for en fremmed kantine), men alligevel er jeg begyndt at synes det er lidt sølle. Jeg gider ikke engang koge pasta mere (jeg HAR ikke noget pasta) og jeg bliver irriteret når den lokale bagelshop har lukket inden jeg når hjem. Jeg er en mad-taber. Min mor ville græmme græmmer sig. Jeg køber nogen gange ind, og hælder så tingene ud i vasken 2 uger senere når det blå og hvide hår der gror på varerne er blevet flydende. For ikke så længe siden tømte jeg mit tørfoderskab (aka müsli & mel) pga af små brune abrikosbiller.
Det er for trist. Jeg tror jeg har brug for hjælp. Kan man få en madcoach?
Personlig spam på Slikleksikon
I onsdags fik jeg en tidlig sms fra min slikleksikonmakker Jesper Sidor – der stod at vi var blevet saboteret og at jeg måtte forvente at det kunne se grimt ud. En eller anden person havde auto-genereret 1000 opslag med et lidt klamt (og forsøgt personligt) indhold (screendump er worksafe, men ikke pretty) i løbet af morgenen, og imens vores udvikler pillede det ned og fik sat midlertidig captcha på artikel-oprettelse, så kom der yderligere et par angreb med nogle klodsede scripts, der dumpede indhold om ting, som ingen ønsker at børn skal udsættes for (omskrivning af hensyn googlesøgninger hertil – det faktiske indhold var sygt).
Sagen er jo den, at Slikleksikon er meget åbent. Vi har bevidst valgt at man ikke skal logge ind og at barrieren for at bidrage med indhold skal være så godt som ikke-eksisterende. Brugergeneret indhold kan være svært at få i gang, hvis brugerne skal tage stilling til alt mulig andet end det, de er der for. Desværre gør det os utrolig sårbare overfor angreb. Vi var klar over, at vi naturligvis med jævne mellemrum skulle rydde op i indlæggene (hvilket heldigvis er supernemt takket være Christoffer Hoel, vores udvikler), og det har vi allerede gjort noget af, særlig i de perioder vi havde medieomtale – f.eks. gav Casper Christensen diss af os i TV2 Radio lidt oprydning. Vi er klar over, at der nok vil komme perioder, hvor vi skal fjerne links om viagra og ringetoner, og al den slags mærkelig markedsføring, som wiki’er bliver udsat for.
I den her situation undrer jeg mig allermest over, at nogen gider rette spammet mod mig. Hvad er pointen? Var det et show-off? Eller var det bare et fordi-jeg-kan-så-I-ikke-skal-tro-I-er-noget(spam som Jantelov?)?
Vi fandt de 3 ip’er der blev brugt på scriptene og to af dem var kendte, bannede proxier, det sidste var ikke. Jeg har det sådan, at jeg ikke ønsker at hænge en enkeltperson ud for det skete – på den anden side, så accepterer jeg det ikke som den slags sjov og spas man bare må tage med fordi “man er på nettet”. Finder vi personen, så kan det meget vel være, at jeg ringer vedkommende op, så han eller hun har en fornemmelse af hvordan det bliver opfattet i den anden ende. Muligvis falder det her under selvtægt, men hvis nogen spytter dig i ansigtet på gaden, kan det så ikke være umagen værd at svare igen? Ikke med samme redskab, men med det redskab, som du ville ønske den anden havde tyet til?
Jeg ringede til it-bestyreren på den sidstnævnte ip, og han ville kigge på sagen – de er muligvis også blevet brugt som proxy, og i det tilfælde bør de nok se på noget sikkerhed. Det var en meget rar mand jeg talte med, og det lød som om han var klar til at rode alt igennem til han fandt noget.
Btw: Dorte Toft har skrevet om det her >
Non-ord
Non-ord er alle de potentielle ord i dansk, som morfologisk er tilladt, men som ikke er i brug. Kombinationsmulighederne er kolossale, så hvis man er bange for at dansk er ved at blive overtaget af engelsk, så er det bare om at komme i gang med at realisere mulighederne. For de angste er her et lille sample (tak, Laura) af non-ord i dansk, som bare mangler at få tilknyttet en betydning:
fevlagtig flibelagtig kløgnagtig mulkagtig mæltbar vulbar berfbar lalmbar illeptere prolletere tyngsteri skaseri byrberi dvolleri talmhed rakshed korfhed tærpshed mibantisk dollisk skotisk pjultisk hanorlig kegnelig timmerlig vuktmæssig mofitmæssig vyndskab jængerskab prølsom svusom beløtte benævle behuste genfjang genpevle genlælfe mismovn misplyd uglakke ufroks undplippe afsmaffe bagtvide bagvajf efterkrøn medtvarke medyrf opknatte opfilge opspingst overtapse overfygge tilstralle tælke grones gnøk mæne vrende pjakke blimst martiffel smastne mølke maber pejfe plaft smægl sofe rylte krong briske kloppe drynke mufte plyrke rølke fegn glette folme halpe juske kvæmme svukke putse skjælf knile brømme ylke jersk klørk solf fjærk glundbemple pjandelmern gnoholje plivebolf jækkehuft rålgnast svættegøve
Jeg kender adskillige mennesker der er mulkagtige om morgenen, jeg tror det er den der hængemuletilstand, der viser at morgensurheden er ved at lette. Afsmaffe må være det man gør, når man med en våd klud forsøger at tørre et bord af, hvor krummerne bare bliver til vådt mudder i striber. Og jeg er meget partial for fevlagtig, jeg ved bare ikke helt endnu hvad jeg synes det betyder.
Hm.
Jeg vil gerne tilstralle at mølkerne ikke overfygger den bagtvide krong.
,
Senest på Twitter: There are no items in this feed.
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Kommunikationscast er vores ugentlige podcast om kommunikation
KommunikationsCast »Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
Sweet Christmas »