emmes weblog

Store spørgsmål

Dagen er fuld af store ekstentielle spørgsmål. Hvordan kan det være, at man bliver mere presset af at have lavet en projektplan i excel, det burde jo være rart at have det hele i små kasser og kunne tælle tern mellem milepælene? Har Microsoft haft det samme goodie-two-shoes image på et tidspunkt, som Google har nu, inden det kammede over og de blev de store bøvede bussemænd? Er det tegn på en ny brydningstid, når det kun er kvinderne i rummet, der forstå de lumre jokes? Og kan man godt læse på ITU og stadig have en hotmail som sit primære kontaktpunkt?

Hvasså, skal vi blogge sammen, eller hvad?

Nu hvor vi efterhånden er ovre de dage, hvor stort set ingen har hørt ordet blog, så er vi inde i en nydannelsesfase, hvor ordet får ny betydning, altsammen med mere eller mindre underholdende udfald.

Jeg er ret vild med DIs version, hvor man kan ‘blogge med’ bloggerne. Jeg ved ikke helt hvad det betyder, men man kunne godt oversætte det til, at det at kommentere er en så vigtig del af bloggens funktion, så når man ligger lægger en kommentar, så blogger man med.

Nogen gange er der også kolleger der spørger ‘hey, blogger du med [indsæt random blog-navn]?’, og jeg tror de mener om jeg læser/linker til/kommenterer på den blog, og ikke om jeg rent faktisk poster indlæg på den. Det er som om betydningen ‘at blogge med nogen’ er det samme som at kende nogen, hvilket jo ikke er helt i skoven. Så det varer nok ikke længe inden man kan blive samlet op i baren med linien ‘Sku vi to ikke blogge lidt sammen?’.

Det har også et stykke tid været sådan, at de færreste skelner mellem hele bloggen og indlæggene; de er alle sammen ‘blog’, på sådan en shop-in-shop (blog-in-blog) måde, dvs. en blog består af mindre blogs. Jeg håber at den formulering med tiden bliver mere divers, ellers er forvirringen total. Eller også overtager blogs bare dansk på samme måde som nogen længe har troet at engelsk ville det. Blangsk? Blogsk? På bloggen blogger bloggeren blogsk. Blogge-logge-log. Schmlog-blog.

Dårligt fix mix

Eucalyptusvingummier og friske appelsiner giver halsbrand, når de færdes i ens mave samtidig. Now you’ve been warned.

Natfilm

I år har jeg 15 film på programmet, fordi lidt for meget er lige præcis godt nok til mig. I aftes lagde jeg hårdt ud med Waiter (absurd morsom) og Dhoom 2 (hysterisk morsom), den første med verdens længste gaveindpakningsscene, der havde salen i tårer (af latter), og den anden en (for) lang musikvideo med så overlagt product placement, der ville få selv en amerikaner til at rødme. Jeg spekulerede også meget på, om anti-heltens mutant-tommel var hans skurke-mærke, men indernedded siger, at hans polydactyl er for real. Jeg må sande, at selvom Dhoom 2 var lidt mere godt var, så er retroflex-engelsk stadig fantastisk. Og jeg har aldrig set en Bollywoodfilm med så mange kodeskift mellem hindi og engelsk, ofte flere gange i en sætning, hvilket fuckede teksterne op, da det kun var ordene på hindi, der blev oversat.

Og nu må jeg fange nogen z’er, så jeg er klar til morgensdagens program (Four Minutes + A Battle of Wits).

Go-see

At gå til newbizz-møder er som at være model på go-see; det er ikke nok at være lækker, kemien skal også passe og man skal gerne have lidt kant.

Bookbrother

Stem din hadebog ud af bookbrother-huset! Jeg var desværre ikke med til at stemme The Da Vinci Code ud i sidste uge, men jeg har med glæde afgivet min stemme på Sushi for Begyndere i denne uge. Hvilket måske er lidt urimeligt, da der er flere af de andre jeg ikke har læst. Men hvad pokker, smag er alligevel en dejlig subjektiv størrelse, som man må slå om sig med til højre og venstre.

Slikkunst

Hotlips
Originally uploaded by emme-dk.

Slik er godt, slik er sundt, derfor spiser jeg det året rundt.

Nej, spøg til side; slik er en meget alvorlig sag, og jeg føler, at vi i lang tid har overset slik som kunst. Hos en kunde så jeg for nogen tid siden et sublimt kunstværk begået af et barn, med ingen andre remedier end en håndfuld vingummier og et stykke papir. Han havde ganske enkelt slikket på vingummierne, som man slikker på et frimærke, og pyntet sin tegning med dem. Vingummiernes kontakt med papiret var fast nok til at kunstværket kunne hænge på væggen uden tegn på tab af gummierne.

Jeg længes efter at prøve selv, og jeg tror helt sikkert, at vingummier er det rette medie, da de kommer i fine klare farver og ingen alligevel gider spise dem alle i matadormixposerne, fordi de er de med den kedeligste smag. I dag blev det kun til slikansigter, men vent bare – jeg udkommer snart med en serie slikografier.

Kadaver-Cronenbergh

Jeg tror nok, at man plejer at sige at det er godt, hvis man kan huske en films detaljer flere dage efter at man har set den. Men jeg er ikke sikker på at jeg synes det er fedt, at jeg lyslevende kan se de uhyggelig redskaber fra Cronenberghs ‘Blodbrødre’, som jeg så i lørdags. Hvad er grunden til, at hans goory detaljer altid har skruet op for lydsporet, så man virkelig kan mærke den lyd hud siger, når den bliver skåret i? Og Cronenbergh er rigtig sneaky, når han venter 2/3 af filmen med at kyle den første klamme drømmesekvens med den siamesiske sammenvoksning i hovedet på en; den, som elskerinden i bedste horrorstil forsøger at bide over. Yuk. Aldrig mere Cronenbergh til mig.

Sådan kunne Lars van het Erve have gjort mig glad

I kommentarerne nedenfor og hos Social Square diskuterer vi, hvad der skal til, for at en kommerciel henvendelse til en blogger som yours truly skal falde i nogenlunde god jord. Jeg blev ærlig talt noget citronmundet da jeg fik firmaets invitation. Men det havde ikke behøvet at gå så galt. Så her er en liste til dig, Lars van het Erve, over hvad du kunne have gjort for ikke at træde på mine mimosesarte blogger-tæer; og jeg mener dette oprigtigt og kærligt, da jeg tror at jeres hensigt er god (i den kommercielle forstand, forstås) og at jeg for i flint fordi jeg læste den som respektløs.

• Få adgang til mit netværk: hvis du, Lars van het Erve, havde startet med at skrive mig en mail i stil med ‘du virker som en aktiv blogger, kender du måske nogen bloggere, der er interesserede i biler og evt en prøvekørsel?’ Så havde jeg sendt dig videre og du havde muligvis ramt nogen, der faktisk gav mening for jeres fremstød og som ikke ville have noget i mod dealen
• Start en relation: hvis I i firmaet virkelig synes at det er min type blogger der skal prøvekøre jeres nye bil, så start med at skabe en relation til os. Start en blog, skab historier der har interesse for os, spørg mig hvorfor jeg synes at biler blot er noget der er i vejen for min direkte vej mellem hjem og arbejdsplads. Jeg har meninger, det har I også – det er da et sted at starte
• Vid at blogs ikke er øer: vi er flokdyr. Du kan selv regne ud vor kikset det var, da LineP og jeg sad lige ved siden af hinanden og åbnede enslydende emails med en dårlig undskyldning om ikke at kunne finde vores postadresser
• Vær ærlig: Hvis du, Lars van her Erve, havde skåret ned på de fine ord og bare skrevet og spurgt hvordan du fik hul igennem til blogland, så havde jeg hjulpet dig. Hvem ved, måske havde jeg skrevet om jer helt uden at få en tur i den fine bil?

Hvordan man IKKE skal markedsføre en bil

LineP har fået en invitation, og det har jeg også – en klam cadeau til blogosfæren. Læs LinePs indlæg eller mor dig med invitationen som pdf. Det korte resumé er, at en gruppe bloggere er blevet inviteret til at prøvekøre en eller anden bil, og at vi er velkomne til at skrive om det.

Et godt bevis på at det er rent spam og der ingen research er lavet er, at det fremgår af min blog at jeg ikke har kørekort. Til afsenderen, en Lars van het Erve, vil jeg bare sige; tro på det, fedtøre (Undskyld, Lars, men følelserne løb af med mig).

Update lørdag 12.37: Nu har vi fundet ud af hvorfor blogosfæren skal involveres i biler, det er Ploks skyld. Han har afsløret at bloggere tror alle mercedeser er taxaer. Så nu vil the rich boys have deres image tilbage.

Update lørdag 13.53: Jeg tænker lidt på, hvad journalisterne mon mener om dette? Er de vant til at få tilbudt den slags ting? Og hvordan håndterer de det? Og er der mon ikke en grundlæggende forskel på at en virksomhed (bilfirma) sender en anden virksomhed (avisen) invitationer, da de begge har et produkt at sælge, og så at sende det til en privatperson?

Jeg synes, at jeg personligt skal kunne stå inde for alting her – men dermed ikke sagt, at jeg ikke kan påvirkes. Jeg skriver jo gerne om mit arbejde, og de virksomheder jeg møder derigennem, men jeg bilder mig ind, at jeg gør det fordi jeg selv har besluttet om det er interessant. Jeg har igennem de sidste par år fået et sted mellem 15 og 20 henvendelser fra enkeltpersoner og firmaer, der har spurgt om jeg vil omtale deres site eller bog. Deres henvendelser har dog ofte været på baggrund af, at de kunne se at jeg interesserede mig for det emne, måske har jeg skrevet om en bog da den udkom på engelsk og nu udkommer den så på dansk. Jeg har takket nej, men deres henvendelser har jeg ikke tænkt nær så meget over som denne. Derudover så har jeg modtaget ting fra læsere eller andre bloggere; her tæller vi blandt andet det sidste afsnit af West Wing, en pose skumfiduser, en moleskin og 2 fribilletter til BogForum. Men alle disse ting har jeg modtaget af nogen, hvis blog jeg læste eller som jeg vidste ikke havde nogen kommerciel interesse i foretagenet.

Så hvad er det, der generer mig så meget ved denne henvendelse? For det første, den spam-lignende mangel på research; hvis nu jeg interesserede mig for biler, så havde jeg bedre kunne forstå det. Det er manglen på interessefællesskab og den klare kommercialitet. Jeg er klar over, at det muligvis er mig, der blot er naiv, det er sikkert hel almindelig praksis (blandt virksomheder). For det andet er der den lidt tvivlsomme indledning i emailen, hvor der står, at de ikke kunne finde vores postadresser (LinePs email og min er fuldstændig identiske bortset fra vores fornavne), så nu får vi det elektronisk i stedet; er det kalkuleret for at vi skal blogge det, eller fordi de ved at ingen åbner reklamebreve de får ind ad døren?

Det er dog tankevækkende, at de par bloggere jeg har talt med her til morgen, alle synes det er for åndssvag en markedsføring (lidt klodset web 2.0), hvorimod de ikke-bloggere jeg har vendt det med synes det er helt fint. Er bloggere for idealistiske? Eller er det fordi man som blogger ved, at alt hvad man skriver, det bliver man ti-fold konfronteret med i den virkelige verden, så man skal være helt 100 % sikker på, at man kan forsvare det nu og om 3 år?

Reboot 9.0

Reboot-sitet er oppe, dog i pre-beta. Det er bedst at kigge på det i firefox. Vi ses d. 31. maj, mon ikke?

Spam kan også være smukt

Splogs (spam blogs) er blogs fyldt med vrøvleord og links til reklamesites (klik ALDRIG på et link i en splog, for så tjener the bad guys penge). Men nogle gange er teksten så smuk i al sin nonsense, at jeg næsten kan acceptere sploggens eksistens – tag f.eks. denne bid fra sploggen ‘spare parts’ *:

Ah, the spare parts is more avowed than a beauteous spare parts. Dear me, this blind spare parts regretfully mowed excluding one tyrannical spare parts. Um, a spare parts is much more pathetic than a neurotic spare parts. Ouch, a sour spare parts eclectically gnashed off that whimsical spare parts. Um, the spare parts is less ignorant than the innocent spare parts. Jeez, some beguiling spare parts amiably rid excluding the piquant spare parts. Uh, this spare parts is more eloquent than a occasional spare parts.

* Bloggen er en tidligere dansk blog skrevet af en Ulla, der efterfølgende har nedlagt den. Sploggere elsker nedlagte blogs, fordi der er en chance for, at der allerede er nogen der linker til den. Og nu linker jeg så også til den. Måske er det lidt dumt, men hey – det er kunst!

Hvordan kan man kende et mobilnummer?

Jeg synes ofte jeg får spørgsmålet om man kan sende sms til min telefon, og jeg har selv lignende problemer; jeg kan ikke umiddelbart se på talrækken om det er en fastnet eller mobiltelefon, medmindre den starter med 2. Men en artikel i Business giver svaret (via):

En tommelfingerregel for at »afsløre« et mobilnummer er, at det begynder med tallet 2, 30, 31, 40, 41, 42, 50, 51, 52, 53, 60 eller 61.

Så skal jeg bare lære det udenad. Jeg håber at der snart kommer en huskeremse på en catchy melodi. Eller alternativt at man kan få lov at sende sms’er til fastnettelefoner.

Tyggegummiopsamlingspapir

gumwrap
Originally uploaded by emme-dk.

På byens cafeer kan man nu få små pakker med papir man skal pakke sit tyggegummi ind i, når man er færdig med at gnaske på det. En smuk tanke, omend jeg ikke kan forstå hvordan det skåner miljøet at man bruger endnu mere emballage på. Og tanken bliver lidt mindre laber, når man går ind på deres hjemmeside og opdager at gum-wrap.dk bare handler om at sælge annonceplads på gratis papirdimser.

Morfarudtryk

Manger du et sted at gøre af dine morfarudtryk inden de gror fast? Well, nu er det her – morfarudtryk.dk (via). I skarp konkurrence med min BandBedre-portal, naturligvis.

Hvor kavt!

Jeg er åbenbart inde i en stime af sprogundren for tiden, men efter at have talt med en masse nordjyder i weekenden (de færdes mest i flok), har jeg nu taget at nyt udtryk til mig: kavt. Det udtales mere som om at v’et er et u, så der er masser af swung i det. Betydningen er nedarvet fra akavet, og det betyder noget i retning af besværligt og irriterende, men det kan vist også være noget pinligt. Jeg skal se om jeg snarest kan tage det i brug.

Og apropos pinligt, så har jeg en hade-kæphest; når folk siger ‘så blev jeg helt vildt pinlig!’, istedet for ‘pinlig berørt’ eller ‘flov’. Men måske er det bare mig der er ved at sprogfossilisere, jeg siger jo også både ‘topnice’ og ‘okay cool’, som om jeg stadig var ung i slut-90′erne.

Christian Bering i Riyadh

For nogle dage siden kom jeg får skade til i høfligt selskab at sige, at jeg ikke læser rejseblogs, fordi de er ofte er kedelige på den der lidt for logbogsagtige måde. Men jeg vil godt tage det i mig igen, ved at anbefale Berings blog og fotostrøm fra hans nye job i Riyadh – jeg synes det er dejlig skæbneironi at manden, der var medvært på syndige fester som Corporate Business og Religion & Terror Themeparty, nu spiser Lurpak-smør i evig aircon, tager på ørkenræs og bliver bevogtet af kampvogne i Saudi. Flere indlæg, tak, Bering.

Nye klamme udtryk i dansk

– ‘Kan du ikke bare suge filerne fra hans computer?’, spørger min veninde. Oh yuk, tænker jeg, hvad er det dog hun foreslår mig? Jeg har hørt flere tale om at suge filer de sidste par uger, og jeg må blankt indrømme, at de associationer jeg får enten handler om noget jeg ikke vil bringe på skrift eller om blodsugende igler.

Kender du udtrykket at ‘massere organisationen’? Jeg forestiller mig altid, at man skal massere de bebumsede skuldre på en sumobryder så stor som et hus – en sumobryder, der kun er kridhvide valker af fedt, uden ansigt, arme og ben.

Nå, sådan kan associationer være så skræmmende.

Mekanisk syg

Jeg bliver urolig for printeren, når den begynder at lugte af opkast. På den anden side er den jo vant til at spytte en del ud i timen.

Hvor mange krydser må man sætte?

Jeg har lige fundet ud af, at min sprogfornemmelse tager fejl. Det er hårdt. Den har ellers altid – ALTID – ret. Men vidste I, at man kun må sætte 2 kryds, ikke 2 krydser? Så ‘kryds’ er lige som ‘tog’, ingen flertalsendelse (ikke en synlig en, ihvertfald*). Det er mig meget imod.

* Havde jeg været ægte lingvist, så havde jeg sikkert kunne underholde længe om forskellen på nul og ingenting, eller rette null- og zero-morfer. Det er sindsoprivende nørdet.