emmes weblog

Den socialdemokratiske algoritme

I dag ved frokosten afslørede Timme navnet på Kforums profil-cred-system: den socialdemokratiske algoritme. Det hedder den fordi den bygger på det princip, at jo mere man bidrager til fællesskabet, jo højere rangerer man. En af programmørerne, Shah, beskriver principperne i al sin enkelhed, og så er det bare om at komme i gang.

Update 31/1: Diskussionen foregår hos LineP >

At sparke digitale dæk

“Hvasså, Emme, har du set den nye wordpress 2.26′er med wysiwyg?”, spørger kollegaen.

Tillad mig at forsikre dig om, at selvom det lyder som en bil, så var det en blog, der var på tale. Der er vist en gang en der har udtalt, at hvis dine potentielle kunder ikke kan føre en meningsfuld samtale om dit produkt, så har du tabt. Jeg vil påstå, at det modsatte også kan være tilfældet – jo mere sort vi kan få lov at tale, jo gladere bliver vi. Geek gør glad.

Reklamehenter / anti-bud

Der er mange, der synes det er dejligt at læse reklamer, men ingen der synes det er dejligt at gå ned i skralderen med dem. Derfor udviklede min bror og jeg i går et koncept, der modsvarer avis- og reklamebudet, nemlig reklamehenteren. For et beskedent beløb hver måned bliver dine reklamer og gamle aviser afhentet ved døren – vi overvejer lidt om de kan tage flasker med også, men logistikmæssigt er det en lidt andet type opgave. Vi sørger for at aviser og reklamer bliver sorteret korrekt og bliver afleveret rette sted. Så med reklamehenteren kan I nyde jeres elskede reklamer, uden at have babelslignende dårlig-samvittighed bunker i entreen. What’s not to like? Nu mangler jeg bare at organisere et landsdækkende netværk af anti-bude, og nogle gode aftaler med lossepladserne.

Bøger vi lyver om at have læst

Her er en top 10 liste over de bøger vi, i følge en britisk undersøgelse (via), lyver om at have læst:

1. The Lord of the Rings – J.R.R Tolkien
2. War and Peace – Leo Tolstoy
3. Wuthering Heights – Emily Bronte
4. Men are from Mars, Women are from Venus – John Gray
5. 1984 – George Orwell
6. Harry Potter and the Philosophers Stone – J.K Rowling
7. Great Expectations – Charles Dickens
8. Jane Eyre – Charlotte Bronte
9. The Da Vinci Code – Dan Brown
10. Diary of Anne Frank – Anne Frank

Til det vil jeg bare sige, at havde jeg læst nr 4, så ville jeg aldrig, aldrig indrømme det!

Keramisk iPhone

Ceramics iPhone in child’s hand
Originally uploaded by nordic_embassador.

Total limited edition, noget begrænset funktionalitet også. Men den er da lækker, ikke?

(Den keramiske iPhone er blevet lavet på bestilling, som gave til en bekendts geekolleger)

Ting der siger klik

Mmmbbbbzzzzim, nynner videokameraet på min kollegas bord. Hvis en maskine kunne lyde tilfreds over udført arbejde, så er det sådan det lyder. Havde den ben og kunne gå, ville det være sådan nogen korte skæve bulldogben og den ville helt sikkert gå pasgang.

Mekanisk lydfeedback er noget af det lækreste i verden. Spejlreflekskameraets udløserklik. Køleskabets sugeluk. DVD-drevets fjederåbning, der siger spoing. Tastaturets knappers bløde svar, når man ikke presser dem for hårdt. Det lette klonk, når man lukker låget på den bærbare. Plastikklanket når man smækker røret velrettet på den stationære telefon. Det rene klik, når man sætter hætten på fyldepennen.

Gnaverinvasion i supermarkedet

Der lugtede af savsmuld, der var blevet tisset på af en lille gnaver. Lige der ved mælkekøleren. Jeg kunne intet mistænkeligt se, men der er bare nogle steder, hvor der skal meget lidt til, førend ens fantasi ræser derudaf. Det lokale supermarked er et af de steder, hvor der kun må lugte af supermarked.

Hvad er K-forum algoritmen?

Kommunikationsforum er launchet deres eget profilnetværk, hvor kommunikationsbranchens folk kan blogge, linke og få visualiseret deres netværk. På profil-forsiden er der, i k-forums kendte stil, 4 kolonner af lister, hvor den til venstre straks er blevet inficeret af konkurrence, da den er en top 20 over mest populære profiler. Jeg har i et par dage haft en konkurrence med en kollega om, hvem der kunne komme højest op (eller bare være over den anden) og mit højdepunkt var et par timer i torsdags, hvor jeg lå nummer 3. Jeg baserede min indsats på gensidige links, som jeg fejlagtigt troede var algoritmen for rang. Men nu skuer mit øje en ny personage på 3. pladsen, en Bjarke Guldand, som kun har 3 gensidige links til andre profiler, men som linker til alle, uanset om han kender dem eller ej (Guldanden en ny Gus?). Kan det virkelig passe at det er så enkelt som samlede antal udgående links fra profilen? Jeg havde håbet på noget lidt mere Googleagtigt, komplekst og uigennemskueligt.

Iøvrigt tror jeg, at jeg har nået mit maks af profiler; hvis min blog tæller som en profil, og jeg har en LinkedIn-profil, en Kforum -profil og en arbejdsprofil, så kan den vist ikke trække mere før min onlineidentitet bliver skizofren. Tænk, der var en gang, hvor man bare skulle tænke på at ændre sine data i telefonbogen for at være tilgængelig. Akkeja.

Den pæne danske blogverden

Vi er så pæne her i blogland*. Vi siger pæne ting til og om hinanden, og nogen gange kan vi godt finde på at sige noget surt om medierne, de sjufter. Derfor er det en fornøjelse at læse et godt gammeldags surt opstød fra Jeppe Kabell >

* Ja, det begreb er hæsligt og infantilt. Blogosfæren er kun lidt bedre. Skal man måske til at sige ‘her på internettet’?

Mine drømmes superhelt

En del af mine drømme er meget realistiske, de kunne meget vel være sket eller komme til at ske snart. Jeg foretrækker dog at drømme de mere sælsomme drømme, fordi det er sjovere end at vågne og være i tvivl om man lige drømte onsdag eller om den virkelig er overstået.

I de realistiske drømme kan man gøre alle de svære ting uden at det gør ondt, hvilket naturligvis nedsætter realismen, men alligevel. I drømmene kan jeg være en superhelt, der ordner alting uden tårer, hverken mine eller de andres. Jeg overvejer, om mine realistiske drømme er mit sinds visualiseringsøvelse af de svære ting. Så drømmen får mig til at fokusere på at det kan gøres, ikke på at det kan gøre ondt. En noget tricky mental overlistningsmanøvre, synes jeg.

Exciteability

Der er et nyt ord i omløb blandt mig og mine digitale kolleger. Jeg har lært det af Mr. Ph.d Martin Sønderlev, som har opfundet det og lige nu passer det på alting.

Ordet exciteability findes i en anden betydning end den vi bruger det som nu – nemlig hypersensitivitet i en del af kroppen. Men i Martins version læner det sig lidt op af det at gøre brugeren glad og begejstret, og det er koblet til en eller flere funktioner eller features i et stykke software eller på et site (hence familieskabet til usability), der er brugervenlige, intuitive* og overraskende labre. Som f.eks. ekstra lir i Google Analytics eller mini-gestikken i billedinteraktionen på iPhone. Exciteability – mere af det. Så bliver jeg glad og køber flere dimser. Desværre er mange gadgets bare et ingeniøragtigt forsøg på exciteability – de lover exciteability på overfladen, men leverer ikke.

* Der er i virkeligheden ikke noget der er intuitivt. Der er kun konvention.

Regler for blogging

Så skete det – nogen tager stilling til ansvar, regler og lovhjemmel i forhold til blogs. Nitte. Nu er det ikke sjovt mere.

(via)

Google life-ads

Jeg bliver både bange og imponeret når Googles gmail-ads passer på den faktiske situation, ikke kun i emailen, men helt uden for computeren. Som nu, hvor jeg spiser morgenmad med min far og hører guitar klimpre-klimpre, og alle gmails reklamer handler om spansk dinner musik og brunch catering.

I skole på en helligdag

Gangene er tomme og rummene mørke. Der er stille, ingen vante tastaturklank og råben i telefon, ingen høje hæle på trappen og tumult om den skrattende kaffeautomat. Jeg er på arbejde, og det føles som søndag.

Er der en helligdag jeg har misset, en landsdækkende epidemi eller demonstration? Ud af mine godt 35 kolleger har jeg i dag kun set 3. Det er lidt uhyggeligt. Hvor er alle de andre?

Næsten-neologismer

Word Spy er det site jeg besøger, når jeg skal spiffe mit vokabular op. Det er jo supervigtigt, at jeg også kan tale, så ingen kan forstå det. Ellers er der ingen streetcred i min branche.

I dag har jeg samlet brand slut op, der nok bedst kan oversættes med logo-luder. Fantastisk ord for alle os, der er ligeglad med om der er Coke eller Pepsi i glasset.

Wikiality glæder jeg mig allerede til at bruge i løbende tale, når jeg skal forklare den folke-konsensus, som man skal være varsom med sin fortolkning af.

Og så vil jeg gerne have noget sne, istedet for det her season creep, hvor den varme regn fortæller mine biorytmer at vi stadig er i november. Selvom jeg da godt kunne snuppe en runde jul mere, hvis det skulle være.

Jeg spørger bare

Var det ikke noget med, at der var nogen derude, der var i gang med en undersøgelse af, hvem der læser blogs, hvordan og hvorfor? Hvordan går det med den? Er der noget jeg nogen kan gøre for at den kommer videre? Jeg står lige og skal bruge resultaterne, såmænd.

Hvilken Seinfeld-person er du?

I dag er jeg Kramer. Jeg flår alle døre op og kræver rummets udelte opmærksomhed. Because I’m worth it. Og fordi jeg har en bad hair day.

Relateret: “Never use hair dryer while sleeping”. Tåbelige amerikanske produktadvarsler i konkurrence (via).

Glosuppe med kigboller

Jeg kan ikke skrive på cafeer. Man har jo hørt om hvordan mange af de store har siddet der mellem kaffekopper og cigaretskodder og skrevet bøger. Jeg kan dårligt skrive et blog-indlæg, endsige en nogenlunde email.

Alle de mennesker, der er at glo på og lytte til og spekulere over, der er kaffe, der skal drikkes på den rigtige måde (først hælde sukker på mælkeskummet, så spise sukkermælkeskum, så drikke 2 slurke varm kaffe, dernæst vente til den er lunken før det hele bundes. Sluttelig skrabes al overskydende skum op med en ske), og de fleste steder kan man også få kage. Det er ligesom at være på stranden; sukkersøde fristelser og et konstant brusende, altoverdøvende lydbillede, der gør det umuligt at tænke to sammenhængende tanker. Og derfor er man tvunget til at slappe af.

Hvis det ikke var socialt uacceptabelt, så ville jeg bare sidde og glo. Men man skal jo helst have en grund til a være på café, enten for at mødes med nogen, for at læse avisen eller for at arbejde. De to sidste ting er nu udemærkede skalkeskjul for at observere andre, men alligevel. Hvorfor skal man skjule, at man bare godt kan lide at være der?

Bedøm ord og støt grundforskningen

Min veninde Laura er ved at skrive phd om … etellerandetjegikkeheltforstårmendeternogetmedord, og hun har brug for dig. ja, dig. Dig og dit naturlige sproginstinkt. Alt du skal gøre er suse igennem et spørgeskema, hvor man skal rate ordpar efter, hvor tæt relateret de er. Jeg afslører vel ikke for meget, når jeg siger, at nogle af dem er lidt tricky (eller måske er det bare min sprogsans der er fossiliseret).

Støt grundforskningen – bedøm ordpar her >>

PS. Bor du i Århus, så skal hun også bruge nogen mennesker irl til flere eksperimenter – der er kontaktdata i spørgeskemaet.

Et nyt år

Næh, tak skal du have! Et helt nyt år, til mig alene. Tusind tak. Hele 365 dage at fucke op, spilde og fare igennem. Hvor er det lækkert.

Jeg får næsten helt præstationsangst.

Men heldigvis, når man får noget nyt, så er det kun de første 5 minutter man glæder sig, så har man vænnet sig til det. Inden 1. januar er omme, synes jeg allerede at 2007 føles helt hverdagsagtig.