emmes weblog

Blogger-bange

Når mine kolleger siger noget pinligt eller har danset grimt, så kigger de på mig og beder mig om ikke at blogge det. De holder øje med min kamerafon og siger ‘gad vide om vi nu kommer på nettet?!’. Og når de har fortalt en rigtig sjov historie eller kommet med et guld-citat, så spørger de, om jeg ikke snart skal blogge det. Måske tror de, at en blogger er en livspaparazzi, der dænger nettet til med pinligheder og konfliksstof. Det er vi måske også, men det er i de fleste tilfælde os selv vi paparazzier.

Kære kolleger, jeg lover kun at skrive pænt om jer og fremstille jer fra jeres mest sympatiske side, medmindre I eksplicit beder om noget andet. Som f.eks. vores kollega Mark, der har sagt at jeg må skrive lige hvad jeg vil om ham, hvilket gør mig præstationsangst, så nu kan jeg slet ikke finde på noget. Jeg lover at respektere vores arbejds-privatliv og kun dele ud af erfaringer, der ikke af udenforstående kan hægtes op på bestemte personer. Jeg lover kun at udlevere mig selv.

Tænk på, at på skrift, på nettet, er historien om os meget mere gennemtænkt end den, som vi alle fortæller mundtligt hver dag i bussen, i toget og i telefonen, hvor fremstillingen er ufiltreret og fuld af fjer der bliver til flokke af høns. Når jeg skriver noget forkert her, så bliver jeg rettet inden du kan nå at sige ‘autokorrektur’. Så frygt ikke bloggen, kollega, jeg tager vare på vores ry & rygte, selvom jeg distribuerer det på en anden kanal end du er vant til.