emmes weblog

Jeg er bekymret for kagen

Julekagen er en forholdsvis ny tradition i min familie og den er mit ansvar. Kagen skal tynges af frugt og nødder og søbe sprut op igennem en måned, inden den svøbes i marcipan og sprød glasur. De sidste par år har jeg bagt den her i Kbh og passes og plejet den, som var den et helligt relikvie. Komme juleferien har den rejst i sin æske; bundet op i en separat brun pakke med sit eget håndtag, aldrig som fange i min kuffert. Sammen er vi ankommet til Århus, og til min familie, hvor den bliver fortæret henover juledagene. Det er kun en kage, men det er en kage, der kan holde en flok kulier gående henover Himalaya, så der er nok til min store familie.

I år er det anderledes; kagen blev i lørdags bagt hjemme i Århus ved min hånd, og lagt til hvile med sprit i den traditionelle dåse. Jeg vandede den selv, inden jeg tog hjem til Kbh om søndagen. Den så god ud. Men nu er jeg lidt nervøs. For nu kan jeg ikke holde øje med den selv, ikke nusse om den, som jeg ved man skal, for at den bliver lækker. Den skal være just so, du ved, fast og sød, stærk og tung, med et godt bid, fuld af frugt og krydderi. Man skal se til den ofte, og give den et skvæt sprut.

Mor, husker du nu at vande kagen?