emmes weblog

Det har jeg lært i 2006

Well, man kan vel ikke lukke året uden en slags status, så her er min; hvad har 2006 lært mig?

- Selvom jeg hader synet og lyden af mig selv, så er videoblogging ret sjovt. Primært for os der er med i videoen
- Jeg har lært at sætte komma. Jo, sgu! Hvis I ikke synes jeg gør det godt nok, så skriv til min lærer LineP
- Berusede mennesker opfatter ikke ironi
- Jeg holder af Kbh nu – virkelig. Nu siger jeg ‘hjem til Kbh’, og ikke kun ‘hjem til Århus’. Det er en stor ting. Og ret vigtig for at trives her
- Forandringer kan godt gå hurtigt. Sådan rigtig hurtigt. Som når man skifter job, ændrer mening og bryder vanen (som når jeg på mit nye job bliver nødt til at kunne sige brændende platform i ramme alvor)
- Det ér virkelig de små glæder, der gør en forskel
- One (wo)man, one blog – ellers bliver det for svært. (Min bogblog gælder ikke, den er blot en forlængelse af denne)
- Fantastiske chefer findes; jeg har en eks-chef af den slags, der oven i købet ikke er blog-bange og gerne stillede op for at indrømme udfaldet af det tabte væddemål. Heinz rocks.
- Verden er i sandhed forunderlig; i år lærte jeg om teposefoldning, marsmallow calzone, meta, Gothersgade, bandeord, bogier, og det, at være mødelagt. Man bliver klog af at have en blog.
- Jeg har i år erkendt at jeg spiser for meget slik. Næste år skal bruge på at udtænke en handlingsplan. Måske.

Dialekttjek

Er det kun i region ‘mit barndomshjem’ at man kalder remoten for bestemmeren, eller er der et større sprogområde end os, der benytter denne sigende betegnelse?

Endelig

Min marsmandrobot
Originally uploaded by emme-dk.

Jeg har set ham i øjnene mange gange gennem butiksruden, når jeg er gået forbi en sen aften efter lukketid. Jeg vidste straks jeg så ham, at ham måtte jeg have. I dag blev det en realitet.

Min marsmandrobot. I am your Claw.

Årets bedste analoge julekort sviner

I dag fik jeg et julekort med svar på tiltale. Ofte er julekort sådan noget ‘tak for i år – mere af det samme næste år, please’, eller en af et utal af variationer over temaet høflighed.

Hvert år sender min nye arbejdsplads analoge julekort ud, og i vores akademiske askese, så deler vi aldrig vin eller chokolade ud i den forbindelse, men faglige refleksioner. De kommer i form af et juleskriv, i år manifesteret i hæftet ‘Udfordrende tanker’:

I år handler det om det nye mediebillede, employer branding, etik og innovationsprocesser. Heavy stuff.
Tilbage fik jeg fra Social Square dette fantastiske hæfte, lavet på fedtet papir, med titlen ‘Uopfordrede tanker’:

Emnet er naturligvis blogging og for ikke at stå tilbage for os, så viser de både modeller, citater og grafer. Min yndlingslinie er ledsageteksten til en generisk graf, hvor der står ‘Internationale undersøgelser viser at vi bliver ældre som årene går! Men er dit brand parat til det?’.

Tak for julekortet! Jeg føler den samme ære, som jeg forestiller mig at de kendte føler, når de bliver karikeret af Strid.

Sooo 5 minutes ago

Kan I huske den gang noget var so last year? Når man sagde at noget var so yesterday, så mente man det ikke så konkret. Det gør man i dag – hvis man ikke sender linket til alle sine venner på den dag, hvor der er viral release, så risikerer man sin digitale cred. Så hvis du sendte Elf Yourself til nogen i dag, så er det altså nederen.

(Ja, jeg vil jo ikke hænge nogen ud. Men du ved hvem du er)

Julegaver light

Efter at have fået gorilla-arme af at slæbe tunge julegaver igennem byens gader, er jeg klar med konceptet til næste år: alle får ørenringe.

Blogger-bange

Når mine kolleger siger noget pinligt eller har danset grimt, så kigger de på mig og beder mig om ikke at blogge det. De holder øje med min kamerafon og siger ‘gad vide om vi nu kommer på nettet?!’. Og når de har fortalt en rigtig sjov historie eller kommet med et guld-citat, så spørger de, om jeg ikke snart skal blogge det. Måske tror de, at en blogger er en livspaparazzi, der dænger nettet til med pinligheder og konfliksstof. Det er vi måske også, men det er i de fleste tilfælde os selv vi paparazzier.

Kære kolleger, jeg lover kun at skrive pænt om jer og fremstille jer fra jeres mest sympatiske side, medmindre I eksplicit beder om noget andet. Som f.eks. vores kollega Mark, der har sagt at jeg må skrive lige hvad jeg vil om ham, hvilket gør mig præstationsangst, så nu kan jeg slet ikke finde på noget. Jeg lover at respektere vores arbejds-privatliv og kun dele ud af erfaringer, der ikke af udenforstående kan hægtes op på bestemte personer. Jeg lover kun at udlevere mig selv.

Tænk på, at på skrift, på nettet, er historien om os meget mere gennemtænkt end den, som vi alle fortæller mundtligt hver dag i bussen, i toget og i telefonen, hvor fremstillingen er ufiltreret og fuld af fjer der bliver til flokke af høns. Når jeg skriver noget forkert her, så bliver jeg rettet inden du kan nå at sige ‘autokorrektur’. Så frygt ikke bloggen, kollega, jeg tager vare på vores ry & rygte, selvom jeg distribuerer det på en anden kanal end du er vant til.

Få nu fart på

Kopimaskinen kopierer for langsomt, vandet kommer for langsomt ud af hanen og lydens hastighed, fra ordene forlader mig til de opfattes af andre, virker som var den under vand.

Verden er for langsom. Jeg er for hurtig til det her sted.

Hemmelig besked

01001010011001010110011100100000011001110110100101100100011001010111001000
10000001101001011010110110101101100101001000000110000101110010011000100110
0101011010100110010001100101001000000110100100100000011001000110000101100
11100101110

Slushvejr

I dag regner det slush-ice med smog-smag.

Fredag morgen

Der står en og stirrer på et whiteboard i et mørkt mødelokale. En kollega holder shift nede på den bærbare til maskinen begynder at hyle. Rundkredsen om kaffemaskinen er tavs.

Det er fredag morgen og vi trænger til weekend.

Rod er kreativt, ik’?

Mit skrivebord
Originally uploaded by emme-dk.

Please, sig at det er sandt, at rod er kreativt.

Jeg er bekymret for kagen

Julekagen er en forholdsvis ny tradition i min familie og den er mit ansvar. Kagen skal tynges af frugt og nødder og søbe sprut op igennem en måned, inden den svøbes i marcipan og sprød glasur. De sidste par år har jeg bagt den her i Kbh og passes og plejet den, som var den et helligt relikvie. Komme juleferien har den rejst i sin æske; bundet op i en separat brun pakke med sit eget håndtag, aldrig som fange i min kuffert. Sammen er vi ankommet til Århus, og til min familie, hvor den bliver fortæret henover juledagene. Det er kun en kage, men det er en kage, der kan holde en flok kulier gående henover Himalaya, så der er nok til min store familie.

I år er det anderledes; kagen blev i lørdags bagt hjemme i Århus ved min hånd, og lagt til hvile med sprit i den traditionelle dåse. Jeg vandede den selv, inden jeg tog hjem til Kbh om søndagen. Den så god ud. Men nu er jeg lidt nervøs. For nu kan jeg ikke holde øje med den selv, ikke nusse om den, som jeg ved man skal, for at den bliver lækker. Den skal være just so, du ved, fast og sød, stærk og tung, med et godt bid, fuld af frugt og krydderi. Man skal se til den ofte, og give den et skvæt sprut.

Mor, husker du nu at vande kagen?

Læseafstand

Kender du det, at man bliver lidt tunghør af at have spist rigtig meget? Og det, at man bliver lidt fatsvag af at være søvnig?

Jeg synes, at jeg bliver nærsynet af at have travlt. Jeg skal have mine egne kragetæer-noter helt op i ansigtet og hovedet helt ned til skærmen, når jeg er på arbejde. Men når jeg søndag morgen drikker kaffe i sengen, så kan jeg læse hvad som helst i en arms længde.

Så er vi pinlige igen

LineP og jeg kan bare ikke holde op med at gøre os selv til grin. Måske fordi vi ikke helt kan forstå, at det er det, vi er. Det er ligesom med blogging, man bliver afhængig af det.

Så da vi så, at Pollas har lavet en video-julekalender, hvor alle kan bidrage med indholdet bag lågerne, så var vi straks i gang med det håndholdte kamera.

Det er os der er bag den første låge. Og måske bag nogen af de andre.

Jeg håber at der er flere der vil bidrage – så vi ikke er alene om at være pinlige. Selvom vi godt kan lide det.