Det blev ikke. Jeg nåede 43k og allerede der var emnet mere end skrevet ud. Jeg havde troet, at man kunne skrive uendeligt om hvad som helst, men det er ikke tilfældet. Så nu har jeg 43k ord, hvoraf jeg vil tro, at ca. halvdelen kan bruges til noget. Måske til 3 kortere tekster, måske samlet.
Det at marathon-skrive er i sig selv ret sjovt. Man tvinger sig selv til at gøre noget ved det (næsten) hver dag, og det er ret tilfredsstillende. Altså, lige pånær de der mange gange hvor man hader sin tekst og er overbevist om, at man aldrig skal skrive igen. Og de gange, hvor man står meget tidligt op eller går meget sent i seng, for at kunne nå dagens ord-kvote. Og pånær, når man tænker på, om der nogensinde er nogen der overhovedet gider læse teksten, inklusiv en selv.
Men ellers var det fedt. Jeg prøver igen næste år.
Der er noget ganske særligt over at flå døren op til nabokontoret og spørger om der er nogen der har et ekstra sæt værdier jeg kan låne (fordi jeg allerede har brugt mine egne).
(PS. Har i øjeblikket problemer med blogger.com, der ikke vil lade mig poste mine indlæg. De bliver gemt som drafts og vil blive glimtvis postet når jeg har et heldigt øjeblik med systemet)(Det er altid systemet skyld, ved du nok)
Mose, ase, mase; den drejer rundt om sig selv og finder balancen på puden i mit skød. Der skal jogges en plan flade at ligge på. Inden længe snurrer den som en fjern espressokande og varmer langsomt. Der er ingen som min lille skødehund, min trofaste følgesvend. Min bærbare computer.
Men nu skal brugerne – dvs. os der forurener nettet med alle vores billeder – til at gøre noget ved det. Google har startet et lille Image Labeler-projekt, hvor alle nettets billeder skal tagges. Det sker ved at sætte frivillige sammen to og to online og give billederne en kategori. Når to siger det samme ord, får billedet tildelt det som et tag. Det er, som alt med Google, supernemt at være med – man arbejder i 90 sekunder og så har man gjort sin del til at gøre nettet et bedre sted. Det er jo kønt, ikke?
Der er heldigvis også et konkurrenceelement, inden det hele bliver idealisme, blød hat og toupé – hvis man opretter et login, så får man tildelt point og kan komme på high score listen! Man kan desværre godt blive lidt bidt af det.
Det er blevet varm kakaosæson, næsten uden jeg har opdaget det. Officielt åbner sæsonen d. 1. oktober og lukker når bøgen springer ud. Resten af året må man drikke kold kakaomælk, den fesne version af den brune nektar.
Kakaosæsonen bringer naturligvis det ældgamle spørgsmål på banen, spørgsmålet menneskeheden har grublet over før de opfandt hønen og ægget-problematikken, nemlig det helt essentielle i al kakaodrikning: skal kakaoen primært være sød eller stærk?
Jeg kender en, der sværger til umådenholden svælgen i O’boy kakaodrikken, der er hvinende sød som et bolsje mod en nøgen tandhals. Uanset at jeg har umådelig sympati for det søde, så må jeg dog trække grænsen ved kakao. Jeg synes det er blasfemi at lave sukkermælk, når man kan lave en flydende krasser.
Min kakao skal være bittermørk, som en sort mands maveskind, og flødeskummet bliver så langt mere elegant i sin mono-smag, når det er i dette kontrastforhold. Mange tror at det, der mætter i god kakao er al den mælk, men kendere vil vide, at kakaoens intensitet i virkeligheden er det afgørende for den afslappede tilfredshed, der følger en god kop kakao.
Ønsker man i øvrigt sin kakao lidt mere eksotisk, så vil jeg anbefale at man tilsætter en knivspids kardemomme. Og i øvrigt husker, at god kakao nydes uden akkompagnement – til nød kan den følges på vej af hvide boller med tandsmør (og jordbærmarmelade).
Jeg åbner min post en gang om måneden. Tidligere var det hver anden måned, men det var lidt for dyrt i rykkergebyrer. De eneste undtagelser er naturligvis breve afsendt af mennesker (ikke robotter) og hent-mig beskeder, fra de pakker der venter på posthuset.
Inden e-mail var jeg så autoritetstro, at jeg åbnede enhver konvolut jeg fandt i entreen. Nu er post en slags corporate spam, afsenderorienteret information, fra de virksomheder, der gør forretning med mig. De glemmer the rubber band theory, der både gælder forhold og kunder: lad dem strække elastikken imellem jer til det yderste – og spidoing! Så trækker elastikken kunden tilbage i din favn. Kort sagt – lad være med at være needy og overdæng mig med jeres kærlige rudekuverter.
Post, jeg slet ikke åbner, er breve fra pensionselskaber (jeg er 28 – hvordan kan jeg have så mange pensionsselskaber?), fra banker (okay, så netbank er et PR-stunt?), betalingsservice (but why bother? det er jo for at slippe for breve at jeg har tilmeldt mig), teleselskaber (hvorfor ringer I ikke hvis I vil mig noget? antager at I har mit nummer?) og webhotelkædebreve (hvorfor er det de føler behov for at følge op på deres udmærkede digitale kommunikation? for at tjekke om JEG er en robot?).
Og hvor er post dog besværlig – fuld af emballage, der skal skilles fra indholdet, og omtrent lige så brugervenligt som appelsinskræl.
Ikke mere slendrian! Nu har jeg installeret mig på Diamanten, og jeg går ikke, før jeg er up to speed på min “bog”. Eller til biblioteket lukker kl. 17.
Har du nogen ord til overs, så efterlad dem gerne til mig i kommentarfeltet. Jeg tager alle slags skraldeord og bygger dem om til bog. Jeg kan ikke længere tillade mig at være kræsen, når jeg har været så doven den sidste uge. Ikke at andres skraldeord er dårlige, det er slet ikke det, ordene ved jo bare ikke hvilken funktion de skal tjene før de har været i min behandling.
Nå, ikke flere oversprings- og udenomsord. Jeg er i gang.
Det kradser og kriller, når jeg har siddet 10 minutter i systemet. Min tålmodighed – der ellers er indenfor normalen – er flået i bits, og jeg bliver nødt til at tage skoene af for at bevare jordforbindelsen. Det er som om der kravler myrer op ad mine ben.
Vores program til at registrere timer og udskrive fakturaer er ikke for min personlighedstype; når man åbner det, flitter 10 arbitrære popup-sommerfugle over skærmen. De har tekst, men man kan ikke nå at se hvad der står. Når man skifter imellem funktioner, får man samme epileptiske behandling. Bagved hver visning ligger 100 i minimeret dvale. Når man udfylder et felt, skal hele visningen gen-loades fra bunden af Hades. Når jeg lukker systemet, får jeg hver gang en fejlmeddelelse, hvor der står, at jeg har glemt at angive en kommentar. En kommentar? Her skal du få en kommentar, system: jeghaderdig!
Det skal være blah. Jeg tænkte længe, at bla ville være det bedste, da det jo er dansk og jeg normalt skriver på dansk. Men den internationale version – blah – blev det endelige, da jeg ikke vil afskære mig fra at blive en international bestseller.
Fåck. Jeg er bagud. Undskyldingerne er mange, lange og ligegydige.
Så nu vil jeg prøve lidt nye kreativitetstricks af – eller rettere, nogen klassikere. Alle ved, at de store forfattere drak. Så nu vil jeg skænke mig en stiv whisky og nikke bogen en skalle.
Update kl 23.47: 8 cl Lafroig + 1 t 20 min = 1270 ord, inklusiv ubetvingelig søvninghed.
Det kan være jeg skal prøve en pakke cerutter næste gang. Eller det kan være jeg kan nøjes med Kings uden filter. Jeg mangler også at prøve at sidde at skrive på en bodega eller trashy café.
“A search engine is what you use when you’ve lost something – shouldn’t you at least be able to find what you’re looking for on your own site?” (Alan Pelz-Sharpe)
“News sites are even more rigid in their design than newspapers – why can’t they have a new template every day? Content Management systems doesn’t allow for creativity and fun” (Ammar Bakkar)
(Og i går aftes – ved konferencemiddagen – var emnerne smelly food festival & mad marineret i mælk, Danmark som blog-uland, historien om Vatikanets content manager (der er kardinal), take-away whale og alle dem, der ikke var tilstede)
“At have en weblog er som at have en hund – den bekræfter dig, den er trofast og den gør hvad du siger det meste af tiden. Den gør at du kommer i kontakt med folk, og nogen gange er den fuld af crap.” (Jens Winther)
“Blogs and wiki’s are taking over the corporate web – the web is out of control” (Adriaan Bloem)
“Putting paper-based content directly on the web is like tearing the wings of a Boing and using it as a bus” (Ted Nelson)
“GUI? I prefer to call it the PUI – the PartPARC User Interface, because that’s what we’re trapped in. Nowhere does it say that God created the computer – but still all feel obligated to do things a certain way, according to his or hers particular religion.” (Ted Nelson)
Det er utroligt. Jeg bliver overrasket hver gang. Men det er ikke desto mindre et faktum, at får jeg ikke kaffe indenfor mine første vågne timer, så får jeg hovedpine, bliver irritabel og får synsforstyrrelser. Kaffemangel er min PMS. Og lige så snart kaffen rammer min mavesæk, så letter alle symptomerne. Hvis bare alle problemer kunne løses så let.
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Monday, 11 July 2011, 11:36 am Lovecraft: The Colour of Space & Forster: The Machine Stops Mini Modern Classics Box Set er klart værd at ønske sig, for hver af de små bogletter er nemme at have med og indeholder tyngde nok til at underholde en på rejser. Både Lovecraft og Forsters dyst. […]
Monday, 11 July 2011, 10:15 am Patti Smith: Just Kids Just Kids handler om Patti Smiths ungdom og coming of age som kunstner. Selvom jeg ikke kendte til Robert Mapplethorpe, som er bogens omdrejningspunkt og Pattis inspirator, så er det alligevel griben. […]
Monday, 11 July 2011, 10:09 am Sherry Turkle: Alone Together Meget amerikansk skrevet bog om robotter og den netbårne spilverden, med masser af illustrative anekdoter og vel-udfoldede argumenter. Dvs. den er amerikansk på den måde, at det er en fagbog, der e. […]
Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
