Jeg elsker slik. Det er der mange danskere der gør. Faktisk er vi den mest slikædende nation i europa. Jeg har også en del venner, der er slikentusiaster i varierende grad af fanatisme. Sammen med en af dem har jeg startet et idealistisk projekt – og nu mangler vi en designer.
Projektet hedder Slikleksikon og er, som navnet antyder, et netbårent leksikon, udformet som en low-key wiki. Her skal man kunne ose i beskrivelser af alverdens slik og man skal kunne slå op, hvad det nu er, den der lille runde lakrids med sukker på hedder. Der skal være masser af inspirerende billedmateriale, og ingen løftede pegefingre om huller i tænderne og de onde e-numre.
Vi føler at verden mangler viden om slikket på dets egne præmisser. Vi vil hylde kærligheden til slik på Slikleksikon. Og sammen med brugerne vil vi afdække det danske slikmarked uden om en branche, der endnu ikke har lært at tænke på tværs.
Vi har allerede en informationsarkitekt, en programmør og en til at lave radioreklamer. Vi briefer programmøren på onsdag med udgangspunkt i det første set wireframes og så mangler vi bare en designer. Vi skal have udviklet Slikleksikons grafiske identitet. Vi kan ikke tilbyde andet end behørig kreditering og del i eventuelle sliksponsorater. Til gengæld tror vi det bliver sjovt. Smid en kommentar eller en email til katrine (at) thielke (prik) dk.

Designer søges
Sep 11, 2006
20 Comments, Comment or Ping
Claus
Det I mangler er kort sagt eyecandy?
Sep 11th, 2006
emme
Heh. Ja, lige præcis.
Sep 12th, 2006
Lars
Lyder som et spændende projekt, men da min kreativitet er bundet til kodelinjer – ikke former og farver, vil jeg nøjes med at følge det fra sidelinjen..
..og i radiospots?
Sep 12th, 2006
Kristoffer
Jeg vil rigtig, rigtig gerne have dybdeanalyseret, ikke bare sammensætningen og konsistensen, men hele slikkets ‘væren’. Jeg ser frem til det.
Jeg vil ikke undlade at tippe den encyklopædiske redaktion, at ham der forfatteren, der kører rundt i futtog på DSBs regning og skriver om det i Ud&Se… nå ja, Kristian Ditlev Jensen, faktisk havde nogle eminente slikanmeldelser i Berlingske Tidende for nogle år siden. Han havde endda titlen ‘slikredaktør’! Anmeldelserne var til tider lige i skabet, men indimellem også lidt sluddervorne. Som en Adam Price på en OD af Lange Jan, eller noget. Måske en protektor?
Har lige googlet ‘kristian ditlev jensen slikredaktør’ – gi’r ik noget, men de findes på Infomedia, er jeg sikker på. Tip slut.
Sep 12th, 2006
emme
Tak for dit input. Nu er det jo så heldigt, at slikleksikon bliver en wiki, så du kan selv være med til at påvirke indholdet… jeg håber at se dig som fast bidragsyder
Sep 13th, 2006
Susanne
Se her http://www.typetive.com/candyblog/
Sep 13th, 2006
Trine-Maria
Interessant – men det jeg bare ikke forstår er følgende: Hvis du er så glad for slik, hvorfor er du så alligevel så pæn og slank? Jeg er jo opdraget med, at man bliver tyk af slik, tænderne falder ud og håret falder af i store totter – og så får man selvfølgelig også uren hud og bliver meget, meget ensom?
Men hvis det alligevel ikke passer, så vil jeg da gerne være med?
Jeg kan desværre ikke designe noget, men jeg skal gerne spørge i netværket om der er nogen slikentusiaster derude?
Og hvad med en sponsor? Toms? Lagerman? Haribo – den er go? Så man lige kan smage, mens man udvikler?
Sep 13th, 2006
Trine-Maria
Og det med sponsoren var selvfølgelig inspireret af det her indlæg hos Claus Buhl: http://www.buhl.dk/blog/?p=154
Sep 13th, 2006
Elin
Jeg fik for meget chokolade som barn, da min mormor arbejdede på Elvirasminde Chokoladefabrik i Aarhus.
Det betyder at jeg idag kun elsker lakrids!
Og helst Haribo’s Matador mix, med de gule og orange vingummier sorteret fra, tak!
Nå, det jeg ville sige var: Hvad med (også) at lave en slikblog!
På det Los Angeles baserede website Journalspace.com, som er verdens bedste blog platform p.t.
Her er (i blogregi) det suverænt bedste software og options indenfor design. Faktisk kan man opbygge en ‘rigtig’ website som man ønsker den, det er ovenikøbet nemt og gratis!
Se: http://artforum.journalspace.com/
Sep 14th, 2006
Anne Lindholt Ottosen
Prøv at spørge Liselotte på http://www.slagtenhelligko.dk. Hun laver eyecandy, så man kunne komme til at slikke på skærmen.
Sep 14th, 2006
emme
T-M, vi søger masser af flere frivillige kræfter – måske kan vi bruge dig til en test af sitet inden vi går i luften?
Sponsorer er noget vi overvejer nøje; vi tænker, at vi først vil i luften med et site, der giver mening for alle slikelskere. Dernæst vil vi søge sponsorater til slik-konkurrencer og evt til belønning til meget aktive bidragdsydere i leksikonnet. Hvad der så sker efter det, vil tiden vise. Men jeg har haft en enkelt føler ude og de bed ikke meget til bolle. Så nu ser vi…
Vi skal klart have en blog på slikleksikon – den skal selvfølgelig ikke stjæle billedet fra wiki’en, men det skal være her de to stiftere skriver om løst og fast. Og måske lidt subjektivt om vores yndlingsslik. Måske interviews med slikudviklere og lignende.
Sep 14th, 2006
emme
Ang. designer, så har vi et møde med en på mandag, som vi lige skal bejle lidt til. Vi håber meget at vedkommende tager opgaven. Ellers vil jeg da prøve at fedte for Liselotte på slagtenhelligko.dk, for hendes design er bestemt appetitligt
Sep 14th, 2006
Kirsten Marie
Eurowoman har da vist slikanmeldelser hver måned. Eller havde i hvert fald en gang.
Sjovt projekt
KM
Sep 14th, 2006
smorum
jeg vil da godt melde mig som prøve smager …. ;o))
Sep 14th, 2006
en fan
Det bedste slik i verden (tak for linket, Susanne) er de såkaldte UHA puccho’er – eller mere mundret chewy-chewy’er.
Specielt blåbær-chewy-chewy’en kan anbefales.
http://www.typetive.com/candyblog/item/uha_puccho/
Uhmmmmmmmmmmm
Sep 14th, 2006
Jakob
Da jeg var dreng i svømmehalskvarteret på Frb., ku man få nogle salmiakbolcher for 5 øre, og de hed rottegift og var så stærke, at for en krone ku man få blodtrykket op i det felt, hvor man susede rundt i cirkler i gården og troede man var Allan Simonsen. Nu kan man købe nogle, der ligner i Tigerbutikkerne, så jeg fiser stadig rundt i gården – i en anden bydel – og desværre tror jeg, jeg er Thomas Gravesen.
Sep 14th, 2006
jesper
De – vistnok udgåede? – “Afskylia” bolsjer, kunne jeg i hvertfald godt tænke mig at skrive en artikel om/deres bortgang researche. Bedste bolsjer nogensinde. Basta.
Sep 15th, 2006
Suzy
Min kollega kan seriøst smage forskel på Pingvin og Haribo. Nogle gange tar vi en pause, hvor vi tager en kritisk, semi-professionel tilgang til fx lakridser, og så får den ellers een over nakken med “Katjes er alligevel for kønsløse i eftersmagen, men konsistensen er uforlignelig” og i den dur.
Det værste jeg ved er lakridskonfekt. Jeg blir nærmest syg af det.
Det bedste jeg ved er SALMIAK-SKUM. Uhhhmmmm
Sep 23rd, 2006
Kristian Ditlev Jensen
Hvad er projektet, og hvordan kan jeg hjælpe?
K
Oct 8th, 2006
Rasmus
Det skal vel hedde “Slixikon” eller “Slikipedia”?
Apr 10th, 2007
Reply to “”