Den vandrende hund
Hunden er begyndt at udvandre på sine gamle dage. Den har ellers altid været en matrikel-hund, men nu er den i gang med at udvide reviret. Hvis vi ikke klapper den nok eller giver den saftig morgenmad, så damper den lige så stille af, ud gennem hullet i hegnet bagest i haven. Hårdt presset kan den sikkert også mose sin runde krop under lågen, men jeg tror nok det er under dens værdighed. Eller også er den klog nok til ikke at lade os se, at den kan.
Som regel kan jeg finde kræet hos den frække finske genbo-hund Olli. De kan godt lide at tisse på de samme pletter græs. Når hunden ser mig komme, er den straks brødebetynget. Brødebetynget som intet andet væsen i universet. Den giver mig flade undskyld-ører og kuglerunde hængeøjne, mens den nervøs skifter vægten fra forben til forben. Den krabber hen og sætter sig ved mit ben, mens den ser tilbedende og angerfuldt op i mit ansigt. Og så går vi hjem.
Faktisk er den så ked af det på vejen hjem, a jeg helt får ondt af den. Det kan heller ikke altid være sjovt at være en lille hund og oven i købet have korte ben. Den er jo sød. Og så får den lige en lille smule morgenmad – sådan til velkommen hjem.
Jeg tror den hund manipulerer med mig. Det er godt gået.
No Comments, Comment or Ping
Reply to “”