emmes weblog

Dagens mest højfrekvente udsagn

“Skal vi lige gå i meta?”

Ræk fanden en time

Det var så drøjt, dengang, at stå op mellem 5 og fandens snøresko, for at tage rejsen til arbejde og mine dage var tidsplaner og tunge øjne og tidligt i seng, men der var styr på det, var der, og jeg var effektiv inden 8 – så det sku være så nemt, nu, at stå op når trafikken vågner, for at følge med strømmen hen forbi søerne, jeg har tid, tid som jeg kan disponere (istedet for at deponere det hos dsb) og der er rum til 8 timers hvile, så hvorfor, hvorfor mon, er jeg blevet natteravn igen?

Svag teknologi

Efter demonstration af systemet, indstiller kollegaen blikket på uendeligheden og mumler “vi lever i et landskab af svag teknologi”.

Jeg læser bedst siddende

Jeg læser bedst siddende, for så er hovedet opad og enhver ved at ordene stiger fra papiret som mosekonens bryg, op igennem næsen og ind til de sultne celler, der sluger dem hele uden at kløjs; jeg læser bedst siddende som en damet havfrue, selvom jeg ikke har nogen hale, og min krop skal proppes op ad puder, til jeg selv bliver en slags sækkestol som bogen hviler på og jeg bøjer mig over den, så ingen ord damper forbi mit ansigt; jeg læser bedst siddende som en damet havfrue med begge hænder på bogen, selvom jeg ikke behøver dem begge for at styre fra den ene side til den næste, men det føles godt, som om vi holder hinanden i hånden, bogen og jeg, til døden eller slutningen skiller os ad.

(inspiration)

Gåddersgadø

Nu er det ikke fordi jeg partout altid skal tage en æresrunde i spinaten, vel, og karte rundt i den her Jylland-Kbh diskurs, men her den anden dag, ikk, da jeg kørte ned til Cinemateket, ikk, der kom jeg sådan lige til at tænke på navnet Gothersgade – ‘hvad er der med ham Gothers’, tænkte jeg, ‘har der virkelige været en københavner der hed sådan’, tænkte jeg videre, og så var det at det slog mig: der var ingen Gothers, men der har en gang været et Godthåb, og så kom det til at hedde Godthåbsgade, ikk, og så begyndte de lokale at sige det på den der henkastede måde, som man reserverer til ting man synes holder ethundrede, men som skal være lige så casual som stylet morgenhår, and there you have it, Godthåb blev om-stødt til Gothers, og Gothersgade var født.

(PS: Velkommen til en-sætningsuge, der skal begrænse mig til et punktum per indlæg og måske lære mig at være lidt mere generøs med mine kommaer. Maybe. Og denne parantes er en fodnote, SÅ DEN GÆLDER IKKE, fluekneppere)

Smagen og lyden af København

Osen fra bilerne krasser bagest i munden, når jeg trækker vejret ind. Jeg krydser byen på cykel. Jeg holder mig pænt til højre og dukker mig for kamikaze-cyklisterne, der schwusser forbi i skyer, som irriterende myg. Jeg holder med dem ved lyskryds i tavse klynger, mens vi alle kigger fremad, artige børn som vi er.

Morgensirenerne starter ved 9-tiden og der er altid ballade på H.C. Andersens Boulevard, når ambulancerne skal konkurrere med bilisterne om hvem der kan komme hurtigst igennem lyskrydset. Det virker som om der er sirene-myldretider, men jeg har ikke helt fået fastslået deres ebbe og flod. Jeg ved heller ikke endnu om der er forskel på ambulance- og brandudrykninger lydmæssigt, jeg ved kun at de brøler ind ad vinduet og bryder trafikmonotonien og husker mig på, at jeg sidder midt i København.

Ordfertilitet

En af mine nye kolleger er skruk – han skrev det ganske eksplicit i dag, men det giver sig til udtryk hver gang han åbner munden. Jeg har sjældent oplevet nogen, hvis sprog er så frugtbart.

– ‘Denne model er tre boller, der skal befrugte hinanden og bære os nye versioner. De ligger ind over hinanden, smelter sammen – og sådan får vi det bedste af alle verdner…’

Det bedste er, at det hele siges på ærkekøbenhavnsk. At udtale ‘boller’ med stød er ikke nogen ringe kunst og det lyder så herligt useriøst. Det er lige som at sige bar’sel – på jydsk er det bløde ord barsel (med en lidt forlænget første vokal) noget der lover en rar og kærlig tid, mens det med stød lyder som en væmmelig tarminfektion.

Flydende ord

Han kunne snakke. Jeg kunne høre strukturen i argumentationen og de velvalgte bullets, de stærke modsætninger og det store overblik. Ord er ikke blot ord – i den rette mund hører man ikke sproget, men flowet. Det var bare et internt møde, men det var en fornøjelse.

Det mærkelige er, at mennesker, der ikke kan snakke, ofte giver mig mere viden om hvad de tænker. Når de sidder der og hakker i det, mumler i ring og kradser ubehjælpsomme noter ned, så er de mere åbne end de aner. De efterlader tusindvis af spor til det, der er udfordringen i mødet, selvom de sikkert gør deres yderste for at undgå at komme til sagen. De der kan tale er en nydelse, og de der kegler rundt er en lidelse – men det er med de sidste at man tvinges til at arbejde med sagen og derved kommer man længere. Mit interne møde var fedt – men nåede vi nogen vegne?

Farvesorterede bøger
Originally uploaded by emme-dk.

The Laundromat Café i Århusgade er fyldt med fedtede paperbacks. What is not to like, tænker du nok. Det må da gøre Emme tilfreds. Men nej. For bøgerne er sorteret efter farve! Det er bog-apartheid, er det.

En biks af Kloge-Åger

Mine nye kolleger er nogen hjerner – jeg har glædet mig sådan til at lære en masse af dem. Og selvom jeg kun har været der 4 dage, så kan jeg allerede se resultater – jeg har lært 3 nye ord af min nye makker: flarf, hættemågeledelse og newbizz. Det er dejligt at være i selskab med mennesker, der elsker ord lige så meget som mig. Nu skal jeg bare lære dem at spise slik og mime pixar-figurer, så er den hjemme.

Designer søges

Jeg elsker slik. Det er der mange danskere der gør. Faktisk er vi den mest slikædende nation i europa. Jeg har også en del venner, der er slikentusiaster i varierende grad af fanatisme. Sammen med en af dem har jeg startet et idealistisk projekt – og nu mangler vi en designer.

Projektet hedder Slikleksikon og er, som navnet antyder, et netbårent leksikon, udformet som en low-key wiki. Her skal man kunne ose i beskrivelser af alverdens slik og man skal kunne slå op, hvad det nu er, den der lille runde lakrids med sukker på hedder. Der skal være masser af inspirerende billedmateriale, og ingen løftede pegefingre om huller i tænderne og de onde e-numre.

Vi føler at verden mangler viden om slikket på dets egne præmisser. Vi vil hylde kærligheden til slik på Slikleksikon. Og sammen med brugerne vil vi afdække det danske slikmarked uden om en branche, der endnu ikke har lært at tænke på tværs.

Vi har allerede en informationsarkitekt, en programmør og en til at lave radioreklamer. Vi briefer programmøren på onsdag med udgangspunkt i det første set wireframes og så mangler vi bare en designer. Vi skal have udviklet Slikleksikons grafiske identitet. Vi kan ikke tilbyde andet end behørig kreditering og del i eventuelle sliksponsorater. Til gengæld tror vi det bliver sjovt. Smid en kommentar eller en email til katrine (at) thielke (prik) dk.

Mentale kort

Jeg for vild igen på cykel, lige midt i Kbh. Faktisk blev jeg væk imellem Jarmers Plads og Wildersgade. Så nåede jeg også lige at se Danisco-hovedkvarteret i dag. Nydeligt.

Men det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvor jeg er, når jeg farer vild. Jeg kan genkende de fleste steder jeg forvilder mig hen, de hænger bare ikke sammen med de andre steder, jeg kan genkende. Her og der er ikke relateret. Når jeg står på Christianshavns Torv, så ved jeg jo godt, at lige derovre er Lagkagehuset (yum) og metroen er henne i det der hul. Men udenfor en radius af 50 meter er det fog of war. Mit hoved er fyldt med små mentale kort, men hvis de mentale kort ikke overlapper, så kan jeg ikke komme fra her til der uden at det går galt.

Jeg lærer det nok snart. Trial-and-error, learning by doing, look-and-feel… Jeg nægter i hvert fald at køre rundt med mit taske-krak mere, det er for pinligt.

Man tror det er løgn

Men det er sandt. Nyt design, råt og brutalt lånt fra sønder (tak), med hakket hæl og afskåret tå og alt det der.

Brok modtages. En rentegning af Oskar (det er den lille sorte logo-tegning i højre hjørne, red.) modtages også med glæde. Ligesom overvejelser om linkfarver og om jeg skal have en af de der moderne, monumentale topbarrer, der æder en tredjedel af vinduet.

Overglad

Okay, det kan godt være at den er gammel, men mangler du lidt super-duper-ding-dong-godt humør, så se dette klip med den syngende hjemmehjælper Hannibal. Han må sgu sove godt når han rammer dynerne, med det tempo!

(Tak Jesper N – tror jeg nok)

Lektier – og fossiliseret lærdom

Det er nu uge 2 af 2, hvor jeg er reservemor for to af mine søskende, mens mine forældre er på ferie. Det går nu meget godt med de to teens, selvom de altså var lidt sjovere da de var små. Nu bruger de bare en hulens masse tøj og er aldrig hjemme. Men de er gudskelov ikke teen-sure – det er nok fordi de ved, at jeg kun er en overgangsordning. Det er ligesom med lærervikarer; enten får de det glatte lag eller også er man sød ved dem, så de i lettelse giver tidligt fri.

Jeg har opdaget, at jeg ikke er så god til at hjælpe med lektierne. Jeg kan spiffe brormands powerpoint-show op og svare på de mest basale spørgsmål (’hvad betyder social?’, ‘hvad hedder opdyrket land på engelsk?’), men så begynder det også at blive svært. På spørgsmålet om hvordan universet udvider sig, var jeg lige ved at henvise til Nørretranders, og til spørgsmålet om, hvad en presbyritaner var, måtte jeg melde pas. Gad vide om jeg vidste det den gang jeg gik i skole? Og i hvor kort tid befandt den viden sig i mit hoved? Der må være en hel del der går ind gennem det ene øre og ud gennem det andet. Hvad er succesraten? Hvor mange procent fakta skal sidde fast før man er vellykket?

I kan ikke owne mig endnu, punks

- ‘Så blev han bare owned’, skråler min lillebror på vej ned ad trappen.

- ‘OWNED!’, stemmer kammeraten begejstret i.

Nu har jeg hørt om at owne i en uge og ingen har endnu kunne forklare mig præcis hvad det betyder, inklusiv de to 13-årige knægte, der trods alt bruger det i flæng om alt fra mad der er blevet frådet (=spist med gusto), om kammerater, der har fået nederen-meget skæld ud af læreren og om spil-karakterer, der er blevet sprængt til arme riddere.

Her er det så, at jeg får min hårdt tiltrængte streetcred: først præsenterer jeg dem for Googles define-funktion og siden til Wikipedias omfattende artikel om ‘owned’. Til trods for at de kan tvære mig ud i et hvilken som helst computerspil (måske lige bortset fra oldtussepillet HOMM4), så ved de forbavsende lidt om hvad man kan bruge nettet til. Da jeg har forklaret dem owneds historie helt tilbage til hackerland, griner de til hinanden og siger i kor:

- ‘Hun owner!’

Yeah. Jeg er stadig nede med næste generations in-crowd.

Den vandrende hund

Hunden er begyndt at udvandre på sine gamle dage. Den har ellers altid været en matrikel-hund, men nu er den i gang med at udvide reviret. Hvis vi ikke klapper den nok eller giver den saftig morgenmad, så damper den lige så stille af, ud gennem hullet i hegnet bagest i haven. Hårdt presset kan den sikkert også mose sin runde krop under lågen, men jeg tror nok det er under dens værdighed. Eller også er den klog nok til ikke at lade os se, at den kan.

Som regel kan jeg finde kræet hos den frække finske genbo-hund Olli. De kan godt lide at tisse på de samme pletter græs. Når hunden ser mig komme, er den straks brødebetynget. Brødebetynget som intet andet væsen i universet. Den giver mig flade undskyld-ører og kuglerunde hængeøjne, mens den nervøs skifter vægten fra forben til forben. Den krabber hen og sætter sig ved mit ben, mens den ser tilbedende og angerfuldt op i mit ansigt. Og så går vi hjem.

Faktisk er den så ked af det på vejen hjem, a jeg helt får ondt af den. Det kan heller ikke altid være sjovt at være en lille hund og oven i købet have korte ben. Den er jo sød. Og så får den lige en lille smule morgenmad – sådan til velkommen hjem.

Jeg tror den hund manipulerer med mig. Det er godt gået.