emmes weblog

Middagskonversation

Det er en fornøjelse at spise til aften med min lillebror (13 år) og hans kammerat, når den høflige samtale drejer sig om antallet af spillere på World of Warcraft (8 eller 28 millioner?) og om det er sour cream and onion chips eller ostepops der lugter klammest på fingrene.

Drømmesyn

I nat drømte jeg, at jeg tog en masse billeder med en N73. Jeg tror min underbevidsthed forsøger at fortælle mig noget.

Ferie slow-flow

I dag har jeg sovet til middag 3 gange. Og jeg er ligeså langsom i optrækket som køleskabskold dansk lynghonning.

Hvem kommenterer på weblogs?

Jeg fik et spørgsmål fra en specialestuderende, om jeg kendte alle dem, der kommenterer på min weblog. Det er et spørgsmål jeg jævnligt får, gerne af nye læsere som f.eks. kolleger, der får det indtryk at kommentarfelterne er en noget indspist affære. Jeg kan godt forstå, at man nemt kan få den fornemmelse – hvordan man så hurtigt bliver familiær på skrift forstår jeg heller ikke selv, men fakta er, at jeg kun kender cirka halvdelen af kommentatorerne offline. Jeg forestiller mig dem i 4 grupper:

1. Ikke-bloggerne – dvs. mennesker, der ikke selv er bloggere og som kendte mig før jeg bloggede eller som kender mig via andre netværk, inden de fik at vide at jeg bloggede. I den gruppe tæller jeg mine nære venner, min familie og nogle kolleger. De kender til en meget større del af mig end de 2% som jeg viser på min blog. De kommenterer generelt set ikke ret meget. Når de gør, er det ret interessant, at mange af dem synes at skrive henvendt udelukkende til mig, hvor de andre kommentar-grupper henvender sig til alle andre i kommentarfelterne også. De er dialog-orienterede, men ikke samtaleorienterede, hvis den forskel ellers giver mening.
2. Webloggerne – i denne gruppe falder mennesker, som jeg kender gennem blogosfæren. En del af dem har jeg mødt få eller mange gange og nogle af dem tæller jeg blandt mine venner. De kommenterer en del og har jo også selv weblogs. De webloggere, jeg aldrig har mødt, kan jeg lære at kende via deres weblogs, og det gør at jeg har en generel tillid til dem. De er gode samtalere.
3. Kommentar-kendingene – den gruppe er ikke ret stor, men er til gengæld noget broget. Det her er mennesker, som jeg ikke kender og aldrig har mødt (og aldrig kommer til at møde), som kommenterer ofte og efterhånden har skabt sig deres eget genkendelige alias. De har ikke selv weblogs og efterlader ikke url’er. De fleste foretrækker total anonymitet, og det betyder, at jeg ikke har samme tillid til dem. De lever som regel i perioder med stor aktivitet, hvorefter de forsvinder. Nogen gange springer de ud som webloggere (som f.eks. A)
4. The one hit wonders – den sidste gruppe er også ikke-bloggere og indeholder både periodiske og trofaste læsere, som meget sjældent kommenterer. Men lige pludselig kommer de ud af busken efter års tavshed og efterlader en passioneret kommentar eller skriver mig en email. Det er den gruppe jeg ved mindst om, men som interesserer mig mest. De følger med i samtalen, men venter med at sige noget til de har et virkeligt guldkorn.

Har jeg glemt nogen?

Update 20/9-06: En ny kollega gør mig over frokosten opmærksom på, at jeg mangler en femte kategori: de, der kommenterer offline, ansigt til ansigt. Og det er naturligvis rigtigt – dem får jeg en del af i perioder, særlig når nogen jeg kender på den ene eller den anden måde har været involveret i indholdet af et indlæg.

Læsepres

Stenstrop peger på en artikel af Nick Hornby om at læsning ikke skal være tungt arbejde – et sted i artiklen fortæller Hornby om det, at mange læsere har en fornemmelse af, at de skal have læst nogle bestemte bøger inden de bliver 40, 50 eller bare inden de kradser af. Det er den kulturelle dårlige samvittighed, det er input-stresset og læsepresset. Jeg kender det godt.

Siden læsning blev min poison, har jeg følt mig evigt bagud. Der er ikke bare nogen bestemte bøger jeg skal have læst inden jeg bliver blind og døv, jeg skal have læst alting. Jeg har en følelse af, at når jeg nu elsker bøger så højt, så er det min pligt at yde dem fuld retfærdighed og få læst dem alle. Jeg har dårlig samvittighed over at jeg ikke kan lide horror, krimi og biografier og jeg ved, at jeg alt for længe har negligeret moderne dansk skrivning (at kalde det litteratur passer ikke med den danske folkesjæls selvforståelse).

Det værste er at være i en dårlig stime, som jeg er nu – jeg har ikke gjort en bog færdig i knap en måned. Jeg slæber rundt på adskillige æselørede paperbacks, men det er som om de alle gror flere og flere sider jeg skal igennem, før jeg kan nå slutningen. Måske har jeg fået ord-overload. Måske er der en bestemt kvote læste ord for enhver hjerne om året. Eller måske er læsepligten blevet større end læselysten.

Jeg overvejer at holde læsefri måned på et tidspunkt. Når jeg altså lige er blevet færdig med de bøger jeg er i gang med.

Dubletter

Igår bød på to bryllupper (ingen begravelser). Så jeg fik bryllupskage to gange. Desværre var vi til det første bryllup to, der var i den samme kjole – godt at jeg skulle videre til bryllup nr to. Ellers havde en af os nok være nødt til at lave toga af en dug for at undgå de mange medlidende blikke fra de andre gæster.

Nu er jeg draget til Århus med Krig & Fred i to bind for at holde ferie i to uger, inden jeg starter mit nye job, som er mit voksenjob nr to.

To er godt.

Farvelkage
Originally uploaded by emme-dk.

Med denne kage og dens chokoladetvilling sluttede den sidste dag på jobbet. Jeg fik så mange gaver og lykønskninger, at jeg må konkludere, at mine kolleger var lige så glade for mig, som jeg for dem.

Mange farvelkram giver en sjov duftpotpurri af aftershave og parfume. Og for meget kage giver flødeskumskvalme. På den gode måde, naturligvis.

Dyrene pakkes
Originally uploaded by emme-dk.

I morgen er det min sidste dag i Patent- og Varemærkestyrelsen. Jeg har fået nyt job – jeg kan desværre endnu ikke fortælle hvor, da jeg ikke kender deres blogpolitik. Så i dag er jeg endelig begyndt at pakke ned og rydde op. Min zoologiske have af plys- og plastikdimser er enten givet væk til evig arv og eje eller pakket i tasken – det var med vemod at Muldvarp lod sig tjekke ud, han kommer til at savne Kaj og al den sjov de har haft. Ligesom også jeg kommer til at savne det her sted.

Det er aldrig for sent at indfri sit løfte overfor kirken

Min gudmor bor på min sofa i øjeblikket, mens hun venter på at hendes lejlighed bliver klar. Hun er et år yngre end mig (go figure). Og nu hvor hun er flyttet herover, er hun blevet enig om, at det er på tide at hun tager sine gudmorpligter lidt mere alvorligt; det er jo hendes ansvar at introducere mig til kirkens verden. Lige nu sidder hun og råber til sin computer.

– “Årh ja, der er sgu en kirke mere i Bredgade og den er russisk!”

Hun er ved at planlægge en regulær kirkecrawl for os. Jeg tror ikke helt det var det, gudmoderrollen blev skabt for.

Mandagshybris

I dag har jeg sendt aber ud i verden, som var der intet i morgen. Jeg har bebyrdet folk med vedhæftede filer og opråb om hastig aktion, vredet armen om på kolleger og dunket leverandører i hovedet med massive deadlines. Nu venter jeg så i angst og bæven på tirsdagsnemesis, når de alle vender frygteligt tilbage med det, jeg bad dem om.

Generationer

Efter vi har spist, sidder vi og snakker, mine forældre og jeg. På et tidspunkt bliver der et naturligt ophold i samtalen og jeg kaster mig over at lave gymnastik med hundens ører. Da jeg ser op, sidder begge mine forældre og sms’er. Min mor med tungen ud af mundvigen og tohåndsgreb på nokiaen og min far tilbagelænet, med koncentrerede dobbelthager.

Nu vil jeg gerne bede mig fri for mere ‘de unge nu til dags med deres mobiltelefoner’.

Analogt spam

Tror I det er for sjov, at der står nej tak til reklamer på min dør?! Og hvorfor skal jeg partout have begge skodaviser? Kan ikke I ikke udkæmpe jeres bladkrig et andet sted end i min entré? Og kan I ikke forstå, at hvis I skal have mig til at elske noget der er gratis, så skal det være langt bedre end noget jeg vil betale penge for?

Surt slik

Surt slik
Originally uploaded by emme-dk.

Hrmf! Vi vil hellere have kage.

Remote magic presence

De fleste superbrugerhelte kender det fantastiske magic presence-fænomen – det, at ens blotte tilstedeværelse i nærheden af en vrangvillig computer, får den til at makke ret. Det er altid et hit, særlig blandt de, der har mange fejl 40.

Jeg har lige opdaget af min magic presence nu også virker per telefon.

Jeg kunne blive millionær på at have min egen support-hotline.

The Wonders of Weblogs

Se, så er det knap fire års netbårne skriblerier værd, når en læser emailer mig og spørger, om jeg stadig ikke har fået set det sidste afsnit af West Wing og om hun skal sende det til mig.

Bøj jer for mediet, vantro.

(Tak, Puk!)

Taxacaufføren må gerne fodres

Autoritetstro kan tage mange former – hvor jeg bliver kontrær, kæk og eksplicit ung overfor cheftyper i alle brancher, så nærer jeg en kolossal respekt for sekretærer, corporate handymen og taxachauffører. Det er mig magtpåliggende at opretholde gode relationer med dem, da jeg så udmærket kender omfanget af deres magt og muligheder for at udøve den.

Københavnske taxachauffører er et vigtigt folkefærd at være på god fod med, til trods for at overraskende mange af dem ikke kan finde rundt i byen. Men de kan køre bil, hvilket er mere end jeg selv kan prale af. Og da jeg altid har slik i tasken (det har jeg fordi… ja, det har jeg altså bare), så sørger jeg for altid at fodre dem lidt. Dels for at vise min venligtsindethed, dels for at bidrage til at de holder sig vågne – det sidste er vigtigt for mig, da jeg en gang kørte med en taxachauffør, der faldt i søvn bag ratten og smadrede et vejskilt, sin bil og min absolutte tillid til andres evner i en bil.

De blegfede og tobaksharkende chauffører fra tre generationer af sovs og kartofler, tager gerne imod alt hvad der ligner gajoler, selvom det er så pokkers svært at få fingrene ned i æsken. Chauffører af anden etnisk herkomst har jeg længe haft problemer med at få til at acceptere noget af min hånd, men i fredags havde jeg et break.

Tyrkisk peber et mit nye vidundermiddel – på en tur mellem Kbh og Hj. Taastrup røg der en hel pose, i takt med ild ud af chaufførens ører.

Først kiggede han mistænksomt på den blå pose jeg rakte frem fra bagsædet, men lirkede så alligevel et lille sortbrunt bolsje til sig. De første par minutter smaskede han afslappet, mens han spurgte om vi skulle tage motorvejen. Men så skete det, som altid sker med den slags bolsjer – der går hul på bylden, og det lede, krasse fyld angriber tungen. Jeg skal sent glemme det blik jeg fik i bakspejlet.

Hans brune, runde øjne poppede af skrækblandet fryd, mens han desperat sugede luft ind gennem næsen. Han hostede, så lungerne peb, men smilet var ren slikglæde. Pebertårerne stod ham i øjnene og jeg vidste at jeg havde skabt en sand slikfan, da han ivrigt rakte hånden ud efter endnu et tyrkisk peber.

Nu ved jeg hvad jeg altid skal have i tasken.

Sproghottentot

Jeg har længe haft en kedelig forkærlighed for “det er jo ikke rocket science” – i denne uge er jeg skiftet til “det gælder om at bide til bolle når man er i bageriet”.

Min chef er hårdt ramt af “whatever!” og “niiiice”.

Når man tænker på at vi arbejder i kommunikation, er vi nogen slemme sprogbarbarer.

Bøger scorer

Guardians Culture Vulture Blog har denne herlige artikel om, at læsning i det offentlige rum scorer (via) – der er en kæmpe bunke charmerende, snobbede og længselsfulde kommentarer, der også er læsning værd.

Jeg har desværre aldrig scoret med en bog som mellemand, selvom guderne skal vide at jeg flasher bøger nok i det offentlige rum. Men et hurtigt overblik viser, at jeg læser lige så meget af ‘det forkerte’ som ‘det rigtige’, og det har jo nok minimeret mine chancer ganske betydeligt.

Til gengæld lægger jeg i høj grad mærke til hvad andre læser – og jeg kan bliv ganske grøn i hovedet af irritation, hvis den der sidder overfor mig i toget holder sin bog på en måde, så jeg ikke kan se titlen. Viser det sig så at være en sølle horrortitel, så kan jeg garantere for, at end ikke modelansigt og fitnessrøv ville kunne få mig til at tage ham med hjem. Horror er et turn-off. Ja, jeg er en snob. Men ikke mere snob end at jeg selv nyder sølle fantasyromaner i kilovis og sætter pris på en mand, der gør det samme.

Ved skrivebordet

Efter omtrent 2 års grundig test, er jeg nu nået en konklusion: min analoge skraldespand skal være højrestillet.

Et liv med sang og dans

Da jeg for efterhånden nogen uger siden var på Cypern, fandt min søster en kakerlak. Stor rædsel. Resten af ugen sang vi for hende den nu udødelige Kakerlaksang:

Kakerlakker-lakker-lak
Kakerlakker-lakker-lak
Kakerlakker-lakker-lak!-lak!-lak!-lak!-lak!

Kakerlakker-lakker-lak
Kakerlakker-lakker-lak
Kakerlakker-lakker-lak!-lak!-lak!-lak!-lak!

Kaaaakerlaaaakerlak-lak
Kaaaakerlaaaakerlak-lak
Kaaaakerlaaaakerlak-lak (osv)

Problemet var, at ingen vidste hvad den imponerende irriterende melodi hed – men efter grundig research og efter at have sunget den for et utal af mine arme venner, så kan jeg nu belemre jer med The Chicken Dance! (nederst i artiklen kan man høre den skønne oom-pah). Tak alle, for jeres tålmodighed.

Relateret:

• Tak, Classy-Claus for de skønne dellesange.
• Gør dig selv en tjeneste og se den originale istedet for den Antonioserede version.