Det er klistret. Blødt. Og det sidder fast i tænderne. Det er med andre ord smamret.
Jeg kan for det første konstatere, at det er draculaerne og lakrisbogstaverne, der gør alt arbejdet – det er deres villighed til at mænge sig med alle de andre, svede på dem, så slikmembranen opløses, og deres tiltrækning af andet sliks sugarcoating, der gør at lige netop denne pose slik overhovedet er blevet smamret. Chokoladesvampene har også gjort det godt, men primært fordi de selv er gode til at se hærgede ud – den måde pseudochokolade sprækker og afslører de hvide skumindvolde er ægte slikdrama. Junglevrælene ser desværre kun forsuttede ud – ligesom mine elskede krudtugler.
Alt i alt er der alt for lidt af slikket der er blevet smamret – jeg er meget skuffet over heksehylene f.eks., som jeg mener har stort smamringspotentiale qua deres rouladeindhold, der jo er smamret fra naturens hånd. De store blåbærvingummier, med deres dejlige al dente viskositet, var også overraskende resistente overfor nærkontakt i posen. Det er som om slik ikke er så socialt mere – det vil ikke blande sig med hinanden. Er der mon opstået etniske eller religiøse uoverensstemmelser i det utopisk lykkelige slikunivers? Må lakridserne ikke længere kysse med romkuglerne? Vil sismofytterne ikke længere ligge skulder ved skulder med elefantfødderne? Er der opstået en slikkløft?
Hvad skal der til for at gøre slikket mere smamret? Der er nogle enkle retningslinier man kan følge (se nedenfor), men på den lange bane skal vi have slikindustrien i tale og få dem til at forstå, at slikmembraner skal være mere intregrationsdygtige og at der skal større fokus på klæghed og viskositet i indholdet. Vi siger nej til tørt slik!
Sådan får du smamret slik:
- Bland mange forskellige typer slik – sørg for at mindst en af smamrekatalysatorerne* er i blandingen
- Tilsæt den menneskelige faktor til posen inden den lukkes – man skal rode i den, ånde i den og jeg er sikker på at en lille spytklat heller ikke vil være af vejen, hvis du ikke er sart
- Massér posen blidt en gang i døgnet – det fremmer slikintegrationen, selvom det ikke burde være nødvendigt
- Udsæt posen for en times sollys om dagen – men kun hvis du vurderer at der er fugtighed nok i blandingen til at det giver mening. Meget slik nu om dage er så tørt, at det bare vil forstøve ved en sådan behandling
- Hold posen hermetisk lukket i hele smamreperioden – tab af væske er fatalt
- Lad det smamre så længe du kan magte at vente – jeg vurderer dog, at der er en maksimal smamreperiode på et år
* Slikministeriet har en officiel liste over smamrekatalysatorer, som kan rekvireres, men sikre vindere er lakridsbogstaver, draculaer og chokoladesvampe – du vil opdage at der er mange flere, når du laver din egen smamreblanding.


12 Comments, Comment or Ping
Esben
“Pseudochokolade” er et storartet udtryk. Tak for det.
Jun 5th, 2006
regitze
her sidder jeg fuldstændigt slikdesperat med smertende kæber og savlet drivende.. på landet langt fra alfarvej og slikmutre.
akkeak emme.
det næste bliver vel, at du laver en blog med duft på.
Jun 5th, 2006
Jeppe
Jeg må en tur i møgnetto..undskyld døgnnetto og købe bolsjer.
Nu går den ikke længere.
Mmm…bolsjer
Jun 5th, 2006
Puk
Må jeg godt få lidt samme fornemmelse, som når jeg læser Harry Potter?
Jun 5th, 2006
emme
Heh – jeg fik kun en lille smule ondt i maven. Men på den gode måde, naturligvis
Tak, Puk!
Jun 5th, 2006
Mikkel Frandsen
Draculaer smamrer nemlig helt vildt. Fik en hel pose til at smamre påén gang sidste år på Skanderborg Festival. Ved dog ikke om det kan kaldes smamring når der ikke var andet slik i posen). Til gengæld gik det stærkt….kun få timer…..og smamrede draculabolscher er iøvrigt fantastiske i vodka. Der skal de bare ligge og smimre i 12 timer….så er der sorte shots…
Jun 6th, 2006
en fan
Har altid hold på, at paradis må være sådan et sted, hvor man står op om morgenen og sætter sig i en kæmpe sækkestol midt i et landskab af slik til alle sider, så langt øjet rækker. Har været min drøm siden jeg var ganske lille. Hvornår går den mon i opfyldelse?
Jun 6th, 2006
Suzy
Nu er jeg ramt af smamringsfeberen, og jeg har en udsøgt skuffe i en skænk, hvor der til daglig kun ligger 3 fjernbetjeninger. Der er rigelig plads til et smamrings-miljø, med humidor og masser af blød plastic. Og måske lidt stråling fra fjernbetjeningernes batterier? Hurra!
Jun 7th, 2006
biplingen
Det der bekymrer mig mest er egentligt den mæmgde slik du der har indkøbt for at glo en film i biffen.
Det bekræfter min teori om at kvinder er ude af stand til at begrænse sig når de ser et Bland-Selv-paradis.
Susan har samme syndrom. Her er det endnu mere skræmmende bare at det meste ER indtaget inden salen forlades. :O)
Jun 7th, 2006
EatmyShorts
Jeg mener, der er foretaget en undersøgelse lavet på alt for lille empirisk grundlag og derved kan den ikke kalde sig valid rent videnskabeligt – hvor er testposen og hvad med pose B, der gerne skal indholde slik med en eller to katalysatorer udeladt?
Jeg vil på det kraftigste advare mod sådanne pseudoforsøg og deres udbredelse. Den slags populærvidenskab er kun ude på at ødelægge seriøse smamringsundersøgelser. Skam dig emme, jeg havde forventet mere seriøsitet fra din side.
Dont panic – it’s just bad science – it’s just BAD science!
Jul 25th, 2006
emme
Undskyld.
Du har ret. Jeg har selv tænkt det samme. men frygt ej – jeg lover at komme på banen med et seriøst opstillet eksperiment inden året er omme.
Jeg lover. Jeg har jo min stolthed!
Jul 25th, 2006
Reply to “Slik til smamring – den officielle morgenmad”