Jeg hader min nabo
Kras-kras-kras. Kras-kras-kras. Jeg kan genkende lyden, den er ikke til at tage fejl af – lille spatel mod panel med 50 års lag-på-lag maling. Min nabo har besluttet at renovere lejligheden. Han er omhyggelig, kan jeg høre. Hver kvadratcentimeter af vægge og paneler skrabes fri for fortiden med entuiastiske små krat. Hvor er det bare ærgerligt at det skal ske lige imens jeg læser til eksamen…
…
… Der var engang en Nabo, der var så glad for sin lejlighed. Den havde boet der i mange år med sine cigaretter og anden letlevenede adfærd. Så en dag fandt den ud af, at den rigtige måde at leve var økologisk og så tænkte den, at den hellere måtte skille sig af med al sin fortid. Men de mange år med cigaretterne havde sat sit spor – vægge, paneler og loft var brune som et herrelokum af al den tjære den ikke havde fået filtreret fra i lungerne. Og selvom brun nok var dene sommers sort i beklædning, så gjaldt det samme ikke interiør. Det brune skulle væk og der skulle males grønt og hvidt, rustikt og crispt.
Naboen vaskede først ned, men ak, det rakte ej. Så fandt den spatelen frem og begyndte at skrabe i det brune lag. Kras-kratte-kras. Det faldt i flager og klumper og fyldte luften med brunt støv. Kratte-kras-kratte. Lag efter lag måtte lade livet og det slap vægge og paneler som den fedtede remonce i en jysk brunsviger. Kras-kras-kras, naboen arbejdede til den svedte brunt.
Dage og nætter gik og stadig arbejdede naboen sig igennem årringe af brunhed – som en arkæolog, der sikkert arbejder sig igennem jordens lag for at finde skatten. Naboen havde forlængst nået laget af mursten, men selv her var alt det brune trængt ind. Det skulle væk, skulle det, for når naboen gjorde noget, gjorde den det ikke halvt. Kraskras. Kras. Vægge og loft blev tyndere og tyndere og til sidst var der kun en brun membran mellem den og resten af verden. Men stadig havde den ikke fået krasset sit gamle brune liv væk.
Og så en dag brød naboen igennem med spatel og sandpapir – først krassede den væggene væk til gården og gaden. Vinden føg igennem lejligheden, for uden skillevægge, der for længst var krattet væk, var der intet der kunne stoppe vinden i at fyge i det brune støv. Men netop som naboen krassede igennem de papirtynde brune vægge til sine naboer – ja, der faldt hammeren. Eller rettere, bygningen. Uden de bærende vægge, holdt den ikke længe. Naboen blev en lille brun pandekage under de faldende sten, et fladt monument over hyperomhyggelighed og renovationstrang.
Og så byggede de en ny og frisk bygning – grøn og crisp og lækker. Af plexiglas og gummi, som ingen spatel kan bide i.
…. Nå, måske skulle jeg gå ud i gården og læse. Jeg ved jo godt det bare er mig, historien fortæller at jeg ikke er særlig tilgivende overfor mine medboere. Og naboen har jo lov at lave sin bolig lækker. Men jeg hader ham alligevel.
