De bedste sælgere
Jeg havde lovet mig selv en ny slæbbar i lørdags, nu da den gamle var død. Jeg har meget nemt ved at shoppe når jeg først har taget beslutningen – jeg bruger ikke ugevis på at researche og overveje, jeg går bare ind i den første og bedste butik og vifter med dankortet. Jeg er enhver sælgers drøm.
Men faktum er, at det nu er mandag og jeg har stadig ingen computer. Miseren startede allerede i sidste uge, da de gode råd om computerkøbet begyndte at strømme ind. Nu er jeg ikke for fin til at lytte til eksperterne, men det gik hurtigt op for mig, at de alle var enige om en ting: jeg har for lave computerambitioner.
- ‘Et delt grafikkort duer ikke’, siger kollegaen, ‘ og det skal helst være 128mb.
- ‘Radeon!’, fastslår min far, ‘og det skal være PRO, ikke SE’.
- ‘Du bliver ked af det hvis du går under 15,4 tommer og 1680×1050′, siger vennen til mig.
Alligevel går jeg fredag aften efter arbejde ind i en stor computerbiks med det formål at have en computer med hjem samme aften. Men her møder jeg den sidste hurdle: sælgeren er en gammel studiekammerat. Jeg forklarer ham at jeg bare skal have en maskine, som jeg kan skrive på, spille på og se lidt film på. ‘Hvad med den der Acer’, spørger jeg og peger. Han smiler venligt og siger med et diskret blik over skulderen på sine kolleger, der heldigvis ikke er inden for hørevidde:
- ‘Emme, du skal jo ikke have en Acer! Tro mig, du vil ikke have nogen af de maskiner vi sælger her’.
Godt så, I get it. Kære venner – I, der alle må få bonusser fra computerindustrien – jeg vil gerne bede om jeres tilladelse til at købe denne Zepto. Jeg lover at shoppe op i RAM, harddisk og processor (som en anden en af vennerne sagde: ‘Ingen Celeron-processor, min pige, ingen Celeron!’). Må jeg så godt få en computer snart?
Om hvorfor jeg var væk
Faktisk har jeg aldrig været væk – ikke sådan rent skrivemæssigt. Jeg har holdt en lille blogpause, men til gengæld har venner og familie måtte lide under meget lange og meget anekdotiske emails. Jeg kan glæde dem med, at det er slut nu, for denne gang. Men jeg er alligevel lidt i en underskudssituation, rent ordmæssigt – jeg er ikke kommet af med nok af dem, mens jeg holdt pause. Derfor har jeg meldt mig til NaNoWriMo – eller kort fortalt: skriv en roman på 50.000 ord på en måned.
Men hvorfor holdt jeg pause? Tja, jeg synes jeg havde fået for travlt, jeg lå i flytterod af flere omgange og havde ikke adgang til indernettet privat. Pausen var nu ikke produkt af en stor gennemtænkt revision af mit liv, hvis det er det I fisker efter – næh, der er mange år endnu til jeg bliver 30! Til gengæld er der sket nogen ting, mens jeg har været væk:
- Min elskede bærbare Karybdis er død – det er ikke første gang, det er sket, men denne gang kan hun ikke reddes. På lørdag skal jeg have mig en erstatning
- Jeg er flyttet to gange, har malet to lejligheder og slæbt en del rundt på kasser. Men nu bor jeg et fast sted. De næste knap to år, ihvertfald.
- Min blog har haft fødselsdag. 3 år, kære venner!
- Jeg fik igår en ny kollega på arbejde, som jeg skal dele mine opgaver med – dvs mindre travlhed til undertegnede. Det er et hit
Fra mødet med Salg/Marketing:
– ‘… så gælder det om at holde tungen lige i bukserne!’
I’m back!
Yes – så er jeg her igen! Hurra! Hvor er det dejligt. Jep, jep, jep…
Nå, men såeh… Ja, vi skal jo i gang.
Hrm.
HVAD SØREN SKAL JEG SKRIVE? JEG VED IKKE HVAD JEG SKAL SKRIVE! ÅH NEJ! KRISE!
Okay, okay, rolig nu – hæng lige på en time eller to, så må jeg da kunne finde på noget (BARE ET ELLER ANDET!)…. (nogen forslag?)….
, Previous
