emmes weblog

I Dødekælderen

Jeg bestyrer fredagscafeen på mit arbejde. Det betyder, at jeg bestyrer en kassebeholdning og et køleskab fuld af øller og sukkervand. En gang om måneden kører jeg med min lille vogn til en af de udvalgte fredagscafé-lokationer og stiller mit grej op. Nogen gange er der forskellige aktiviteter – andre gang er det bare helt ‘plain’ (alt efter mit travlhedsniveau).

Min køleskab står i kælderen. På den månedlige festfredag henter jeg øl der og bringer resterne tilbage. Jeg har endnu ikke lært at finde rundt i kælderen, jeg farer altid vild. Det er en stor bygning vi har til huse i, og kælderen er en labyrint at hvide gange med ens blå døre og en masse rod i dekorative bunker i alle krydsene. Mit køleskab står i et aflåst abebur i Dødekælderen. Et abebur er et rum, hvis ene væg er tykke tremmer med en dør i – der er en lang gang med dem, et abebur per afdeling i huset. Dødekælderen hedder området, fordi der efter sigende en gang var døde sager hernede. Jeg tror godt jeg ved hvad en død sag er, men jeg kan forestille mig så mange andre ting, det også kunne være. Det er lidt en ulempe med en livlig fantasi, når jeg ruller afsted med min lille ølvogn i et tomt hus fredag eftermiddag.

Jeg kan altid høre en dør der smækker, eller en maskine, der pludselig summer højere end den plejer. Men det er når der er helt stille, at det er værst. Der er noget uhyggeligt ved stilhed. Som om omgivelserne holder vejret. Så rasler jeg lidt ekstra med vognen, så de døde sager kan høre, at det bare er mig der kommer.