emmes weblog

Pause

Denne blog holder pause. Jeg regner med at vi ses igen, men jeg ved ikke hvornår.

Madpakkenitten

Det bliver en ærgerlig frokost, når alt man har er den madpakke der var for kedelig i går til at spise. Den var ikke blevet mindre kedelig af et døgn i køleskabet.

Måske skulle jeg bare booke take-away pizza* til hele næste uge. Så kan det være at jeg lærer det.

* Bemærk venligst, at købepizza/take-awaypizza er den største madstraf der findes, lige efter blodpølse i levertranssauce.

Det lyder som om vi laver noget

Mens jeg hænger i røret hos IT, der skal redde noget html-ged ud jeg har lavet (minor calamity), spekulerer jeg over de fleste menneskers trang til at lade os vide, at der er aktivitet i den anden ende af røret. Ham her brummer som TV-køkkenet. Det er meget hyggeligt. Men jeg håber ikke at han er ved at lave den svenske kok på min fil.

Kaffesangen

Kender I kaffesangen? Det er den man synger, når man får dagens første kop. Den går nogenlunde sådan her:

Kaffe-kaffe-kaffe-kaffe-kaf!
Kaaarfe-kaffe-kaffe-kaffe-KAF?!
Kaffe-kaffe-kaffe-kaf-kaf-kaaaaf! Kaffe-kaffe-kaffe-kaf!

Kaaaaafffeeee …. kaafffeee … kaaaaaaarrrrf!

Kaffe-kaffe-kaffe-kaffe-kaffe?!
KAFFE!! KAFFE!! Kaaaafffeeeeee …. !!

Ja, det var naturligvis frit fra hukommelsen, men det er jo også en sang der varierer regionalt.

Den lille sorte

Jeg har spillet squash før – og nu er jeg tilbage. Jeg havde glemt hvor dejligt det var at tæske den lille sorte bold rundt. Desværre har jeg igen en makker, der har arme og ben der er dobbelt så lange som mine, så jeg må piske rundt i manegen for at følge med. Jeg vil have en ketcherforlænger. Eller måske en armforlænger? Hvorfor kan man kun få stylter til benene?

Mord på kontoret

Gulvplanten, der stod mellem direktionsassistenten og jeg, er død. En lang lidelsesfuld druknedød. I den sidste uges tid er bladene blevet gradvist mere slatne og gennemsigtige som æblegele – mange af dem har helt opgivet ævred og er faldet til gulvet i små sørgelige bunker. Det har været trist at bevidne.

Vi vander ikke selv vores planter her i biksen – det har vi et firma til. Det betyder, at vi UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER selv må vande den grønne dekoration. Det ved vi godt alle sammen. Men alligevel er planten druknet – og plantevanderfirmarepræsentaten har ikke vandet den i mange uger, jeg så det selv! Han delte sin bekymring over dens tilstand med mig og jeg lovede at vogte over dens vandstand helt personligt. Alligevel har nogen sneget sig forbi mig og voldvandet den. Det får mig til at føle mig meget utryg.

Jeg har sendt en mail til de nærmeste kolleger og opfordret plantemorderen til at overgive sig. Vi må til bunds i den her sag.

Flick, flick, flick

Der sidder en pige foran mig i bussen med langt lyst hår. Det er klippet i en Aniston-frisure, de der superfeminine lokker i forskellige længder, der ligger halvt ind over ansigtet. Der bliver ofte bliver skubbet hår på plads. Hvert andet øjeblik lader hun fingerspidserne stryge langs lokkerne, så vedbliver at tegne det gyldne snit på hendes ansigt. Og når hun ikke skubber det på plads med fingrene, så ryster hun det på plads. Et lillebitte tic – flick – med nakken. En minimal rykken med hovedet for at mærke om håret er der endnu. Det er det.

Pigen taler også i telefon:

– ‘Jarh, jarh, jarh (flick-flick-flick). Det er han bare slet ik klar til endnu!’ (flick!)

Hun kærtegner sin billige Gucci-replika (flick-flick) og spejler sig i bussens rude (FLICK!).

Jeg får en frygtelig trang til at lægge min tunge hånd på hendes hoved og skrue det ordentligt fast til hendes skuldre.

I Dødekælderen

Jeg bestyrer fredagscafeen på mit arbejde. Det betyder, at jeg bestyrer en kassebeholdning og et køleskab fuld af øller og sukkervand. En gang om måneden kører jeg med min lille vogn til en af de udvalgte fredagscafé-lokationer og stiller mit grej op. Nogen gange er der forskellige aktiviteter – andre gang er det bare helt ‘plain’ (alt efter mit travlhedsniveau).

Min køleskab står i kælderen. På den månedlige festfredag henter jeg øl der og bringer resterne tilbage. Jeg har endnu ikke lært at finde rundt i kælderen, jeg farer altid vild. Det er en stor bygning vi har til huse i, og kælderen er en labyrint at hvide gange med ens blå døre og en masse rod i dekorative bunker i alle krydsene. Mit køleskab står i et aflåst abebur i Dødekælderen. Et abebur er et rum, hvis ene væg er tykke tremmer med en dør i – der er en lang gang med dem, et abebur per afdeling i huset. Dødekælderen hedder området, fordi der efter sigende en gang var døde sager hernede. Jeg tror godt jeg ved hvad en død sag er, men jeg kan forestille mig så mange andre ting, det også kunne være. Det er lidt en ulempe med en livlig fantasi, når jeg ruller afsted med min lille ølvogn i et tomt hus fredag eftermiddag.

Jeg kan altid høre en dør der smækker, eller en maskine, der pludselig summer højere end den plejer. Men det er når der er helt stille, at det er værst. Der er noget uhyggeligt ved stilhed. Som om omgivelserne holder vejret. Så rasler jeg lidt ekstra med vognen, så de døde sager kan høre, at det bare er mig der kommer.

Sving katten

Vi sidder i en bette mødelokale, faktisk er det nærmest en mødesauna med de temperaturer.

– ‘Her er jo ikke plads til at svinge en kat’, siger en af cheferne.

Svinge en kat? Dét har jeg aldrig hørt før! Svarer det til at afgrænse sin privatsfære? Lige som flodhesten, der spreder gylle med sin propelhale? Eller er vi ude i ‘this-is-my-dancespace, this-is-your-dancespace’?

Taste, taste, taste

Noge gange når vi sidder her og taster løs på vores små staveplader, så gad jeg godt vide, hvor mange tegn jeg egentlig producerer om dagen. Hvor mange tast om dagen? Hvad er gennemsnittet for en almindelig kontor-dansker? Og hvad var det mon dengang man havde skrivemaskiner?

Selv er jeg en email-person. Står valget mellem at skrive en mail eller gribe knoglen, så skriver jeg. Der er naturligvis ting, der kun kan klares over telefonen eller ansigt-til-ansigt. Men jeg finder, at det ofte er nyttigt at have tingene på skrift – så kan folk vende tilbage til det jeg har skrevet til dem, længe efter en telefonsamtale er forgået i hukommelsen. Og man kan præcist referere til det, der er skrevet – det står jo lige der, pixel på pixel. Man får dog ofte hurtigere folk i sving, hvis man har talt i telefon med dem, så haster det, må jeg ty til kagle-apparatet.

Så måske er ens taste-rate afhængig af om man er til tale eller skrift. Gad vide om det vil få indvirkning på den fysiologiske evolution? Vil vi med tiden få fladere fingerspidser af al den tasten? Måske gror vi en dag en ekstra tommelfinger til space-tasten. Og en ekstra lillefinger til return. Vi bliver kønne, gør vi.