Word-value
Yes, rigtig word-value for money: John Irvings nye roman Until I Find You, 820 siders hardback, 199,-. Det er sådan det skal være, hvis vi vil acceptere høje hardbackpriser, kære forlag. Men lad Jer nu ikke friste til at lave amerikanerdeals, hvor forfatteren aflønnes per side han producerer (eller er det kun i faglitt. de gør sådan?) – more is less.
Aug 10, 2005
En ny dims
Jeg flår pakken op og ud vælter en håndfuld små poser, en masse ledninger og selve dimsen, skinnende og fuld af knapper. Jeg karter rundt i manualerne og får liv i de områder på dimsen, der kan lyse selv i mange farver. Det kan godt være, at det bare er en ny digital diktafon jeg har fået, men at pakke den op er ligeså fornøjeligt, som når man som barn fik en af de store Lego-pakker til jul. Mine kolleger ser medlidende på mig, mens jeg fægter med knaphulsmikrofonen, høredutterne og den jomfruelige software. Først når jeg har trykket på alle knapperne er jeg glad og tilfreds.
Aug 9, 2005
Karrieresøvn
Hvis jeg bad min krop om karriereråd lige i minutterne efter vækkeuret ringer, så ville den svare, at søvn er den bedste levevej og helst skulle være min hobby også. Når jeg forsøger at få øjne der alt for tidligt, så er min hedeste fantasi at sove hele dagen og næste nat med, selvom mit forsvindende lille rationelle jeg godt ved, at jeg ville blive muggen af at ligge der og rode i sengen hele dagen. Men hvor er det tiltrækkende og næsten fornuftigt bare at rulle mig ind i dynen igen. Det er så lystfyldt, at jeg kror mig af fornøjelse når jeg vælger at snooze den 5 minutter mere. Årh, hvem der bare kunne sove hele dagen!
Men jeg kom op. I dag var der kun 15 minutters snooze. Vent bare, en skønne dag bliver jeg A-menneske.
Aug 9, 2005
EU-publikationer = den visse død
Og så var kl lige halv 3 og så landede der en EU-publikation på mit bord med ordene: skal skimmes. Nu vil de der kender mig vide, at jeg er sublim til at skimme. Men EU-rapporter er en kategori for sig. Usexede forsider, alt for mange tal og ingen konklusioner i overskrifterne. Jeg dør. Desværre har mange EU-rapporter meget vigtige konklusioner gemt i overdådigheden af ord, så jeg må lede.
“…While the average annual growth of labour productivity per hour declined in Europe by a full percentage point from 2.5% in the first half of the 1990s to 1.5% over 1996-2003, productivity growth in the US rose by a similar amount to 2.4% per year…”
Aaaargh! Jeg kan bare ikke med makro-økonomi og R&D så sent på eftermiddagen. Jeg synes nogen skulle lære EU om nyhedstrekanten. Selv deres executive summary er 15+ sider langt. Jeg græmmes.
PS. Hvis der er nogen der vil læse med, så hent Key Figures 2005 on Science, Technology and Innovation Towards a European Knowledge Area her.
Aug 8, 2005
Palle alene på kontoret
I hele denne uge har der kun været mig i fælleskontoret. De andre bavianer er stadig på ferie. Til at starte med synes jeg det var dejligt med lidt ro, me nu synes jeg det er lidt tamt. Jeg liver op, hver gang jeg kan høre nogen nærme sig kontormatriklen og håber, at det er nogen der vil tale med mig. Den eneste lyd i rummet er computerens summen og urets tikken – det er næsten ligesom at være studerende igen og sidde og skrive opgaver midt i nattens ro. Kom nu tilbage og larm på kontoret, kolleger!
Aug 5, 2005
Mere ferie til folket
Nu er der kun 2 dage til weekend – men uendeligt til ferie. Jeg har været på arbejde i 3 dage og jeg trænger allerede til fri. Jeg har skærmhovedpine, skrivebordsskrutryg og en 4 siders to-do-liste, som jeg har lyst til at æde som en anden lille fed hamster. Jeg glæder mig til juleferien. Imellem mig og den er der 20 weekender. Jeg må have mig en nedtællingskalender, fyldt med Summerbirdchokolader.
Aug 3, 2005
Det er globaliseringens skyld
Jeg lærte noget vigtigt over frokosten idag: globaliseringen er en valid undskyldning for alting i politik. Jeg tror det snart vil sprede sig til resten af samfundet. Forvent at høre ting som ‘jeg er så globaliseringsstresset’, ‘jeg gjorde det for globaliseringen!’ og ‘globaliseringen tog min kontanthjælp’.
Globaliseringen spreder sig over hele verden – stop globalisering nu!
Aug 3, 2005
jPod
Oh, noget at glæde sig til; Coupland skriver en fortsættelse af Microserfs (1995) – den hedder jPod. Den bliver efter planen udgivet i foråret 06.
Aug 2, 2005