emmes weblog

Krisekage

Vi er en del kvinder i min ende af arbejdspladsen. Vi har naturligvis en overordnet strategi om at støtte hinanden i at leve sundt. Men vi ved også godt, at sukker kan redde verden. Derfor har vi et begreb der hedder krisekage. Det betyder, at i tilfælde af force majeure og kritiske peaks i vores arbejdsrutine, så kan man påberåbe sig retten til krisekage. Man kan også tilbyde en fortvivlet kollega en krisekage, for at vise sin støtte og sympati.

Der er bare det kringlede ved krisekagen, at det er en social forteelse. Man kan ikke spise krisekage alene. Og da vi arbejder i en enhed, hvor der mildest talt er knald på, så er der perioder, hvor der er hektisk stemning og krisekage en gang om ugen. Vi har efterhånden en uformel kode for det.

– ‘Vi går CC’, siger min ene kollega til juristen.
– ‘CC – er det Crisis Cake?’, spørger juristen.
– ‘Nemlig – det er næsten ligeså godt som når vi går BCC: Big Crisis Cake’, ler hun, mens hun elegant ledsager et saftigt stykke chokoladekage over på sin tallerken.

Vi har også en kriseskuffe. Den er opholdsted for små nødrationer, alt efter hvad der bliver doneret af kontorets beboere. Den indeholder i øjeblikket en pakke hovedpinepiller, en pakke knækbrød og noget tørret frugt. Imorges indeholdt den også en kage, en af den slags, der kan holde i månedsvis i sin knitrende indpakning. Men inden dagen var omme, var den væk. Der var blevet erklæret krise.

Jeg er ikke visuel, jeg er ortografisk – jeg kan ikke se det for mig i billeder, men jeg tænker: Dét ville se godt ud i ord!

En rigtig mandag

Yes, den er god nok, det er mandag. Jeg er helt sikker, for jeg har hovedpine, en vabel på den ene tå, de er ved at bore store huller i væggen inde ved siden af og efter en halv time på kontoret kom der vand ned fra loftet. Nå ja, og så har jeg en bad hair-day, ondt over lænden og en dårlig smag i munden. Resten af ugen kan kun blive fantastisk.

Alle de store må med på bølgen

Disney har også podcasts.

Madpakkehetz

Vores kantine er under ombygning. Det er noget forstyrrende for produktiviteten i en forsamling, der er vant til at styrte ned i kantinen i 20-25 minutter, kyle mad i det sorte hul og gå glade og tilfredse tilbage til dagens opgaver. Vi er tvunget ud i madpakker. Der er langt til nærmeste 7-11, ja til hvad som helst der sælger mad. Så nu står den på hjemmebragt.

Det positive er, at vi kan spise sammen i større grupper end før – vi har et stort bord i et åbent område, hvor vi kan sidde 30 mennesker. Og så sidder vi der og øjer hinandens mad nidkært. Før vidste vi, at der ikke var andet en kantinens sædvanlige på sidemandens tallerken. Nu er vi tilbage i 1. klasse, hvor et menneske bedømmes på madkassens beskaffenhed og saftige indhold.

Det bliver indgående diskuteret hvordan madpakkerne bliver til. Laver man den selv eller har man folk til det? Hvis man er en af dem, der laver madpakker til hele familien, giver man så sig selv eller de andre det bedste med? Er det en købesandwich, vi ser der, eller har han selv lavet den? Og hvorfor har juristen kun en tør pakke rugbrød og et glas karrysild med? Man bliver målt og vejet af skarpe øjne, og selvom købemad er acceptabelt, så er god hjemmelavet mad det der giver flest point.

De sidste to dage har der været hetz på min madpakke. Godt nok havde jeg selv lavet den, men det var også det mest positive der var at sige. 4 tomater, en skoleagurk og en skive rugbrød med gummiost faldt madpakkejuryen noget for brystet. Der var tung påtale, rynkede bryn og overvejelser om jeg skulle sættes under forvaltning. Jeg har nu følt gruppens pres til mit eget bedste og jeg ved, at jeg ikke kan sætte mig til bords igen uden at have noget ordentligt at vise frem. I morgen står jeg en halv time tidligere op og laver en ordentlig madpakke. Så jeg kan bevise at jeg er et madpakkekvalitetsmenneske.

Brølenys

Jeg får nyst en del denne sommer. Først var der græspollenallergi i en festlig periode på en måned. Og bedst som jeg troede at det var ovre, viser det sig at bynke også kildrer mine sarte slimhinder. Men jeg lader mig ikke sådan slå ud – jeg har lært at man skal få det bedste ud af situationen.

Derfor har jeg udviklet brølenyset.

Brølenyset betyder i al sin enkelhed at man bare giver den hele armen når man nyser. De fleste mennesker er så høflige at de holder lidt igen eller måske forsøger at lave et implosionsnys*. Nogen vælger bare at lade stå til når de nyser, en slags laissez-faire nys uden saft og kraft. Brølenyset er anderledes – her giver man nyset en akustisk hånd med, så tilfredsstillesen er så meget desto større. Brølenyset er også en sikkerhedsventil for alle vi høflige mennesker, der normalt ikke opløfter vores røst unødigt højt – her har vi chancen for at få afløb for spændinger i kroppen og råbe vores nys ud i verden. Det gode ved brølenyset er, at det er så positivt. Folk synes nys er sjovt. Man fornærmer ikke nogen, faktisk trækker mine kolleger på smilebåndet og roser mig efter et særligt flot brølenys. Så idag vil jeg gerne opfordre alle til at gå ud i verden og prøve brølenysets healende kraft af.

(Husk dog at holde dig for munden)

* Et implosionsnys er et nys, der kvæles, men alligevel sker ganske lydløst inde i kroppen. Det kan gøre ret ondt i næsen.

Dellebil

– ‘Hvis jeg vinder væddemålet, så må jeg give dig en dellebil!’, siger min lillebror til min lillesøster. Han glæder sig allerede.

Jeg er jo gammel og mit sprog er ganske fossiliseret, så jeg må pænt spørge hvad en dellebil er. Tilsyneladende gælder den regel, at hvis man ser en Fiat Multipla med den karakteristiske delle under forruden, så må man ruske sin sidemands kærlighedshåndtag. Er det ikke fantastisk? Et bilmærke har virkelig slået an, hvis det giver anledning til sådan en leg.

Nattesur

Min taber-nabo holdt sin faste torsdags-ølfestival med hornmusik i nat. De plejer at være flinke og stoppe festlighederne ved 02-tiden. Men i nat kunne jeg ikke falde i søvn, da der først blev stille. Jeg var simpelhen for sur. Det føles ikke særlig konstruktivt at ligge der med dynen op til hagen og syde. Tælle får har jeg ikke koncentration til, så i stedet fantaserer jeg om hævn.

At spille en rockplade på fuld udblæsning morgenen efter, når jeg står op 05.15, er den mest nærliggende løsning. Men det er ikke rimeligt overfor de andre naboer, der nok heller ikke synes at øl-aben er en flink fætter. Jeg synes heller ikke det er elegant nok. Jeg fik mange gode ideer i nat, men favoritten i øjeblikket er at lempe to velhængte rødspættefiletter ind ad brevsprækken inden jeg går på arbejde. Med velhængt mener jeg 3 dage i en plastikpose i solen. Jeg tænker også, om man mon kan melde nogen til Jehovas Vidner?

Komma

Min chef siger, at jeg sætter for få kommaer, og at jeg til gengæld nogen gange, sætter dem ret umotiveret. Jeg siger til hende, at det er fordi de hober sig op i mig og jeg ikke helt ved hvordan jeg skal komme af med dem. Og så nogen gange kommer der et lille komma-host det forkerte, sted. Hvad skal, jeg gøre?

,,,,,,, , ,,,, , ,,,,,,,, (host, hark!!)

Argumentationsteknik for let øvede

Som garvet mødedeltager støder man ofte på det der ligner universalt anvendelige argumenter. Dem hader jeg. De stopper al dialog og synes at sige ‘om vi gør det ene eller det andet er lige fedt’. Alligevel – er der mon noget i dem? Har de faktisk værdi i et begrænset rum og er så blevet misbrugt på alle andre?

Et af dem jeg tænker på er ‘… så bliver det en selvopfyldende profeti’. Udsagnet siger, at alle holdninger og handlinger påvirker verden så kraftigt, at vi faktisk kan styre verden. Det er jo mærkeligt. At verden er af lave skyldes så nok, at der er så mange holdninger og handlinger i kraft, at verden er ganske forvirret over hvilket program det skal køre sin kausaliteter efter. Selvopfyldende profetier findes ganske vist. Den rolle man tildeler en kollega inde i sit hoved, påvirker den måde man behandler kollegaen på, som så igen påvirker dennes opførsel. Men er det ikke kun hvis han accepterer den rolle? Gælder selvopfyldende profetier-argumentet i erhvervspolitik? I et parforhold?

Man kunne godt lave en selvopfyldende profeti-stikprøve på DSBs køreplan, kunne man ikke?

Argumentationsteknik for begyndere

Gentag det samme tørre argument langsomt igen og igen – og igen – indtil din opponent bliver paralyseret af kedsomhed og falder i søvn. Imens han sover erklærer du din sejr.

Vridemaskinen

Kender du de der gamle rullemaskiner, som mormors generation brugte til at rulle tøj i? Når jeg har været ved husets massør, så er det som om jeg har været en tur igennem den. Min krop er igen symmetrisk, væk er krøller og buler der opstår på ryg og skuldre, når man kombinerer stillesiddende arbejde med at sove i tåbelige stillinger i toget. Jeg føler mig lige så lækker som en nystrøget skjorte.

Togsøvn

Jeg elsker at sove i toget. Og jeg gør det godt. Lige meget hvor dårligt et sæde jeg har fået, så er der plads til en lille morfar. Jeg falder fra vågen og i søvn på 7 sekunder.

I S-togene lader folk en sove til verdens ende. Men i regionaltogene er der altid et velmenende sjæl, der pligtskyldigt vækker en blidt og spørger ‘undskyld, men skal du af her?’. Den velmenende sjæl er aldrig en rigtig pendler – pendlere ved jo, at kroppen er fintunet som en dues finde-hjem-radar til netop den station, hvor man skal af, så der er ingen grund til at vågne på hver station. Min underbevisthed reagerer på suset, når toget kører ind i mørket under Nørreport. Så vågner jeg uanset hvor langt væk jeg har været – nogen gange lettere krøllet og med et aftryk af togets vinduesramme i panden. Og meget forfrisket.

The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy

Der er ikke noget bedre end når filmen lever op til bogen – nu er det også nogen år siden jeg læste den, men jeg blev lige så glad og forundret over at se filmen, som jeg husker mit første møde med bogen.

Eller bøgerne, er det jo faktisk. På dansk blev de først udgivet i flere bind. Galakseblafferbiblen og jeg mødtes første gang da jeg var 12 år. Jeg havde lige fået job på skolebiblioteket og tænkte at jeg ville fejre det med ganske enkelt at starte ved A og læse mig metodisk igennem hele biblioteket. Når jeg havde fri fra arbejdet, havde jeg således altid en bid af alfabetet med hjem under armen. I en af de første bidder var Douglas Adams og ‘Farvel og tak for fisk’. Jeg kan huske at være lige dele mystificeret og begejstret. Og at jeg følte mig hjemme ved Adams absurde verdensopfattelse. Socialrealisme kan være fedt, men det er hvad der findes mellem magisk realisme og surrealisme, der gør mig virkelig godt. Måske er det fordi jeg ikke er religiøs at jeg har brug for en lille smule der-er-noget-derude som krydderi.

Det lover godt for efterårets filmsæson – først Hitchhiker’s Guide og senere Charlie & Chokoladefabrikken. Skynd dig ind i biografen og bliv i godt humør!

K?

Hvad står k’et for i København K? København Kity? København Kentrum? Eller betyder det København København? Som når man siger funny-funny, not funny-peculiar? Så man kan sige ‘jeg bor ikke bare i København, jeg bor i København-København’?

Gæt en lyd

Kan du gætte hvad der foregår på lydklippet her? Ja, det er ganske rigtig mig der ler hjerteligt til slut, men det er min kollega der foretager sig noget sjovt.

Gæt en lyd – som wav-fil.Beklager den håndholdte kvalitet.

Geopolitik

Under det nye .eu-domæne kan medlemslandene forlods fritage navne, der ikke må registreres af nogen, under hensyn til geopolitiske, nationale og territoriale hensyn. 6 lande har valgt at gøre brug af denne mulighed. Tyskland har en lang fritagelsesliste, der indeholder navne, som (neo)nazister kunne tænkes at ønske at markedsføre sig under. Danmark har en liste med et punkt: Kongehuset.

Perfekte Gajoler

Imorges rodede jeg rundt for at finde noget plaster (vabler, de ledeste blodvabler) og ved den lejlighed opdagede jeg en sjælden skat: en halv pakke lakridser! Jeg ved normalt hvor meget slik jeg har i huset og nøjagtig hvor det befinder sig (som regel i min mave), men her var en lille gave fra et uopmærksomt slikoveropsyn.

Nu ved jeg jo ikke hvor længe Gajolerne havde henligget i mit skab (det var de gule Gajoler – sukkerfri saltlakrids), men de var blevet helt perfekte! Jeg har tidligere udbredt mig om smamret slik, og her var et godt eksempel. De tidligere hårde negle af lakridser var blevet bløde som vingummier, næste så bløde som skum, uden at der var begyndt at gro grønt på dem. Faktisk var de stadig matte på overfladen og blanke på undersiden, som de type Gajoler jo normalt er, et tegn på deres gode præservering.

At sætte tænderne i dem var himmelsk – saltlakridssmagen var klart intensiveret efter, hvad jeg vurderer, omtrent 3 måneder i mit klædeskab. Det stærke kombineret med det bløde var mere end jeg kunne stå for – jeg spise dem alle til morgenmad.

Nu tror jeg at jeg vil til at eksperimentere lidt mere med smamrede lakridser, på videnskabelig vis. Det må være muligt at afgøre hvor langt de ideelt skal henligge. Måske skal jeg søge en sponsor? Det her må jeg lige tænke over…

Værd at huske når man krydser gaden

Hvis du går diagonalt igennem krydset er der altid grønt.

(via BWIII)

IT/it?

IT eller it? Jeg er begyndt at se den ‘lille’ version rundt omkring, men den er ikke almindeligt anerkendt, vel?