emmes weblog

Sommeren er forbi

Så er min ferie næsten slut – 3 ugers dovenkrop skal igen lære at stå tidligt op. Jeg har brugt min ferie godt, på at læse, dase, spise en masse brunch og generelt hænge en hel masse ud i min mest dovne positur. Så jeg er godt tilfreds, bare ikke med at det nu er slut.

Iaften tager jeg hjem til Kbh – der venter mig en travl august på arbejde, og sådan bliver det resten af året. Jeg skal også have fundet en ny bolig inden 1. september, da mit Nørrebrofremleje ophører der. Jeg ville så gerne blive i ansvarsfrie ferieland bare lidt længere.

Suk.

Mr Darcy – with a vengeance

Jeg har lige set Bride & Prejudice – en pink pastiche over Austens Pride & Prejudice. Bollywood møder Danielle Steele. Det er helt skønt, når man overgiver sig til den ny-kitchede stil, hvor Baywatch-klædte statister agerer i indisk inspirerede musicalscener og Mr Darcy har Tom Cruise-hår. Bollywood og amerikansk drama har i det mindste det hyperromantiske tilfælles, men udover det, så er det noget af et kultursammenstød. Men se filmen for dens meget konsekvente stil, det er ren tøsehumor og Austen-kult.

Lev billigt – køb flere sko

“Hvis jeg nu bare kan leve for 100 kr resten af måneden”, sagde veninden, “så kan jeg få de guddommelige sko!”.

Det er ikke første gang vi har været ved tankeeksperimentet – hvor lidt kan man leve for? For lever man billigt nok, så frigøres finanserne jo til forbrug, ægte hardcore shopping. Skråt op til opsparing, det er for dem med æblekagerasp i skabet og 3 slags sæbebehandling til plankegulvene.

Personligt ved jeg, at det kan gøres for 250 om ugen, med en enkelt gæst i ny og næ. Men det var altså den gang jeg lige var begyndt at læse og fast besluttet på at bevise at man kunne leve på SU. I en periode hvor jeg boede i London klarede jeg mig for £1 om dagen, og der skulle der også købes drikkevand. Jeg spiste ris med mangochutney i en måned. Men den tid er fordi, jeg har ikke længere overblik over mit madbudget, fordi det er begyndt at falde sammen med forbrug. Jeg spiser meget ude og er det godt, så rangerer det for mig på linie med at købe et par sko eller en lækkert indbunden bog.

Min veninde mener det seriøst med de 100 kr resten af måneden – 100 kr per uge, siger hun det kan det gøres for, hvis bare der er nogen der vil invitere en på mad en gang eller to om ugen. Indkøb begrænses til havregryn, pasta, ketchup, rugbrød og Nettos billige gulerødder. En liter mælk til kaffen (Nescafé, tilovers fra bedre tider) er den luksus der tillades, sammen med en pakke ost eller skinke, i den korrekte ernærings navn. Hun siger at havregryn giver mest value for money. Man bliver meget mæt og tilfreds af en ordentlig skude havregrød. I en almindelig pakke slave-havregryn er der mellem 12 og 18 gode måltider. Jeg har også foreslået hende skvalderkål, det kendte villakvarter-ukrudt. Skvalderkålen blev indført af munke i 1800-tallet, hvor det hørte til i almindelig husmandskost. Siden da har det bredt sig lige så aggressivt som mælkebøtter og er enhver villaejers mareridt. Skvalderkål kan fortrænge en græsplæne og dække haven af grøn bevoksning, der ligner miniature skræppeblade. Det smager lidt bittert, men er en fortrinlig salat – ganske gratis.

Har man lidt mere end 100 kr om ugen, kan man jo shoppe op til de studerendes luksusudgaver. Tun-gryde er en kendt variant – en dåse flåede tomater og en dåse tun. Enten kan man spise det som suppe, eller man kan supplere med cous-cous eller pasta. Det er en ret man kun har råd til en gang om ugen – har I set priserne på delfinfri tun? Kød er altid det springende punkt, men man skal huske at man kommer langt med en pakke hakket oksekød. En anden veninde fortalte engang, at hun i fattige perioder i sin studietid supplerede kødsovsen op med kartoffelterninger – så kunne den strækkes til 4 dage, sålænge man bare kogte nok pastaskruer hver dag. Ja, pastaskruer med ketchup kender de fleste studerende nok – jeg har hørt, at Bilka med jævne mellemrum sælger 10 store poser for en 50′er. Man kan næste synes det er ærgerligt, at kulhydrat er den nye livsstilsgift, for noget af det billigste er at bage sit eget hvedebrød.

Måske skulle jeg prøve det i næste måned – se om jeg kan lave et madbudget på 100 kr om ugen. Og alle de penge jeg sparer kunne gå til et overflodsshoppingspree … tænk, alle de bøger! Ja, måske kunne det være det værd. Så skal jeg bare lige have landet en masse middagsinvitationer og fyldt køleskabet op med havregryn.

Pop-schmob!

Når man selv laver popcorn i en gryde, så er lydeffekterne særligt dejlige. Når kornene popper, lyder det som små, fugtige babyprutter i en velfyldt ble. Nam-nam! Og så knaser de så dejligt når de er færdige.

“Kom nu, lav den øde ø!”

Når min højgravide veninde er ude og bade i havet, kan hun et fantastisk partytrick. Når hun flyder på ryggen i bølgerne, er det kun maven der stikker op over vandfladen, og så ligner den en hudfarvet øde ø. Eller en bøje. Eller en stor badebold i en politisk ukorrekt farve. Det ser herligt ud. Kom ikke og sig, at det ikke er sjovt at være gravid.

Så få det da overstået

Det er den mest frygtindgydende lyd i et soveværelse. Lyden af en glad summende myg. Jeg ved, hvad det betyder; kravl ud af sengen og gør kål på bæstet. Jeg kan ligeså godt få det gjort først som sidst, for myggen kan ikke ignoreres. Det er som om lyden af den vokser og vokser til brølet fra en motorvej, når den nærmer sig på sin svirrende rute. Det føles som om den sidder på min øreflip og synger serenader om stik og blod lige ind i øregangen. Onde insekt, hvorfor kunne den ikke bare være lydløs?

Igår var jeg så vældig træt, da myggen meldte sig med sin summe-fanfare. Jeg vidste at jeg skulle rejse mig og jagte den, men jeg kunne ikke, mine lemmer var som bly. Istedet valgte jeg at overgive mig – jeg kastede dynen til side, så myggen kunne vælge frit fra hele mit legeme, mens jeg bad til, at den ville få det overstået hurtigt. Noget tydede på, at den hørte min bøn, for inden længe forstummede myggelyden og jeg faldt tilfreds i søvn. Jeg synes selv, det var en rimelig handel – myggen fik mad, jeg fik hvile. Vi skal jo allesammen være her.

Idag fortrød jeg. Jeg har et stort myggestik på den ene balde. Fra nu af er det krig.

Størrelsen GØR en forskel

Jeg elsker tykke bøger. Store, fede moppedrenge – den hardcore hardback – med tykt cremefarvet papir i garnhæftet ryg. Skal det være rigtig lækkert, skal det være mere end 500 sider. Smudsomslag kan man ikke helt komme udenom når vi taler de store størrelser, men den er jo bare ligesom en vinterjakke der skal af, så man kan se hvad der er under den. Det er så tilfredsstillende med de tykke bøger, alle de ord man ved der venter en indeni er til at føle på i bogens vægt. Og de har pondus, de klepperter. Når man smækker den på cafébordet, så cappucinoen hopper, ved folk omkring en, at her foregår seriøs læsning.

Men den tykke bog er svær at tumle. Den er klodset som en hundehvalp med overskydende hud, når man sidder der og fægter med smudsomslag og en bog, der ikke kan holdes i en hånd. Er coveret blankt, kan murstenen nemt smutte som en mandel og føje smertefulde mærker til ejerens korpus. Læseteknisk er det et turn-off, at man ikke kan holde bogen op til de grådige øjne med en hånd, mens man skovler muffins og latte indenbords med den anden. Mange moppedrenge i den virkelig voluminøse ende kan heller ikke ligge opslået på bordet foran en af egen kraft, medmindre man er lige præcis halvvejs igennem den. At have en tyk bog rumsterende i håndtasken gør godt nok tasken til et effektivt våben, men desværre har den store bog en kedelig tendens til jaloux at kvase alt andet indhold man måtte formaste sig til at bede den dele taske med. Den tykke bog ikke en diskret elsker, den vil have al din opmærksomhed for sig selv.

Tynde bøger har ikke mit hjerte. Jeg vejer dem og finder dem ofte for lette. Jeg vil have value for money, ord for prisen. Og det til trods for at jeg værdsætter en enkel skrivestil og vil have kvalitet fremfor kvantitet lige så meget som alle andre læsere. Men den tynde bog har lige så meget gennemslagskraft som en brochure. Man har fornemmelsen af, at den kan krølles sammen og puttes i lommen, på lige fod med gamle kvitteringer og bussens køreplan. Det er ikke imponerende at trække en lille fimset paperback på 50 sider op af tasken – I guder, folk kunne jo tro jeg læste digte!

Den tynde bog er bare så fantastisk handy – ligesom en elegant pudderdåse eller en lækker palm. Man kan have den med alle steder, faktisk har man ofte plads til mere end en i tasken, og den virkelig diskrete lille paperback kan medbringes til kedelige møder og læses iblandt papirer og gemmes bag kaffekoppen. Den kan bladres i med en hånd og bukkes om, så man kun læser en side af gangen – på den måde ser det ud som om man bare er ved at orientere sig i et vred papirer. Den tynde bog er en hemmelig lille elsker, der aldrig svigter.

Så kom ikke og sig, at størrelsen ikke gør en forskel – og hvilken størrelse skal man vælge? Jeg glæder mig til at det teknologiske fremskridt vil løse mit problem, for jeg vil både læse og have mel i munden. Fremtidens bog skal have moppedrengens følelse af vægt og værdi, den ejegode fornemmelse af at stryge det selvfede cover og skal vise verden, at her kommer en bog. Fremtidens bog skal være en behændig lille størrelse, som kan skjules i strømpebåndet som Bond-pigernes våben, som kan foldes og bøjes efter ejerens vilje og som ikke giver en kedelig skæv holdning at slæbe rundt på. Jeg venter, mine herrer, på løsningen.

Bog-hopping

Det er mere end 3 uger siden jeg begybdte at læse Zadie Smiths White Teeth og Nick Hornbys A Long Way Down nogenlunde samtidig. Halvejs igennem måtte jeg holde pause. Den første var for god til at fortsætte, den anden lidt skuffende. Siden da er 7 titler gledet ned, som en slags overspringshandling, så nu er jeg klar igen. Jeg ved at jeg ikke behøver at bladre tilbage i de to bøger for at følge med, jeg ved præcis hvor jeg er, så snart jeg ser de ord hvor jeg slap. Læsning er det eneste sted hvor jeg kan multitaske.

Jeg er fææææærdig!

… med den nye Harry Potter, Ja, jeg ved hvem der dør. Men giv mig lige et par timer til at tænke over hvad jeg egentlig synes. Udover at den er omtrent lige så god som 5′eren, der ikke var lige så god som 4′eren. Men det må også være svært at skrive bogen før den store finale, ligesom Lille-Juleaften var ren venten i lidelse på the real thing, da man var barn.

PS: Paris var super og havde heldigvis Rowling til salg – omtrent den eneste engelske titel der var at få i hele byen. Hvor er der mærkeligt at gå rundt i en kæmpe boghandel og se alle de inviterende bøger, som jeg ikke kan læse. Jeg var klar til at lære fransk på stedet.

Regnvejr = rejsevejr

Arj, altså, nu regner det. Nå, pyt – så tager jeg da bare til Paris. Vi ses.

En stor familie

Jeg har nu boet en håndfuld dage hos min familie. Jeg må indrømme at jeg havde glemt hvordan det er at være en del af en stor husholdning:

• Den lækkerbidsken du så i køleskabet inden du gik i seng er helt sikkert væk næste morgen.
• Du har ikke dit eget håndklæde, men til gengæld bliver de alle skiftet hver dag.
• Alle bliver involveret når lillebror taber negleklipperen i toilettet og skal opdrages i, hvordan den type krisesituationer håndteres
• En pakke kød er ALDRIG nok.
• Når der er flere børn end voksne i familien er det far og mor der skal opdrages på. Særlig far.
• Computertid er først til mølle, fjernsynstid forhandles (de små har kvoter, de voksne spiller hellige(som i: ‘jeg ser næsten ikke fjernsyn!’)).
• Du må ikke have mere end to par sko stående i entreen – for ellers er der ikke plads til at komme ud og ind.
• Den der tager det sidste saftevand er en røvbanan.

Jeg har stadig markedsværdi

Brunch med Nella: selvom vi ikke ses så ofte siden jeg flyttede til Kbh, så kaster vi os altid lige ud i de vigtige diskussioner. I nogen forhold behøver man ingen høflig indledning. Idag blev det filosofisk allerede inden vores latte blev kold og osten på brunchen begyndte at svede. Afslutningsvis ligger hun hovedet vurderende på skrå:

– “Vi har mange gode år i os endnu.”

Holy cow – hvordan mon vi lyder når vi om 3 år ER rundet de 30?

Sennep er det eneste der gør traditionel dansk sommergrill tåleligt. Hvem gider ellers spise tørre bøffer og salte pølser, hvis det ikke var for sennep? Det skal ikke være sådan en sød proletarsennep, men sådan en led en, der får næsen til at græde – den kan man så med fordel dyppe alting i. Også salaten, hvis den er for tam.

Jeg har altid haft en forkærlighed for sennep. Jeg tror det er arveligt. Jeg husker tydeligt, da jeg var barn og min mor og jeg så Nord & Syd i fjernsynet imens vi spiste hjemmelavet rugbrød med tand-sennep. Det var topmålet af hygge. Vi er også ret vilde med cornichoner, gerne med sennep, men sennep alene er alt nok.

Jeg kan spise sennep med alting, hvilket gør husholdning for en meget nemt: sennep + tomat, sennep + knækbrød, sennep + couscous, sennep + bønner, sennep + peanutbutter og speltbrød, sennep + müsli. Hvad skal man med finere fransk madlavning, når man kan få finere fransk sennep?

Yihaaaa!

Jeg har ferie! Goddammit, ferie it is! De næste 3 uger vil der kun komme glade ferieindlæg her i biksen. 3 uger uden sure opstød om lang transporttid, bunker af arbejde og forcerede a-menneskevaner. 3 uger, hvor jeg skruer hovedet af og lever en afslappet tilværelse som slacker. I like. I like a lot.

Så nu vil jeg forlade arbejdspladsen og gå ud i lyset. Ferie er en god ting!

Var du nervøs for at køre med offentlige transportmidler idag?

På vej til Nørreport Station havde jeg ikke skænket det en tanke. Men på perronerne var der fyldt med politi, 3 patruljerede ved hvert tog, grundigt og opmærksomt. Da en flok betjente undersøgte et tog, der havde holdt længe ved perronen, blev der en lidt nervøs stemning. Tænk at bo i et land, hvor den slags er hverdag.

Bogflov

At have læst op: analogt til ‘at have spist op’. Betyder at man har læst alt hvad der var værd at læse i husholdningen og straks bør bogshoppe for ikke at blive bogflov.

Problem: jeg har ikke læst op endnu, men jeg har vildt lyst til at bogshoppe. What to do?

Jeg er en sneplov på en vej fyldt med arbejde. Vejen fører til sommerferie. Jeg håber, at når vi når min ferie på fredag, så er alle arbejdsopgaverne smeltet i solen.

Færdig med det gode image

Vi har altid været mistænkt for at være lidt underlige, direktionsassistenten og jeg. Det er os der bræger højest i kantinen, os der skriver de fresheste emails, os der er iklædt det mest iøjnefaldende tøj. Og så har vi en mening om alt, både det der vedkommer os i vores job og alt det, der absolut ikke gør.

Idag cementerede vi vores weirdo-image. Ikke at vi er så sære, hvis man måler os i forhold til en gennemsnits slut-tyverne pige – men i forhold til denne organisations regelrette medarbejdere, så er vi one sandwich short of a picnic. Iført løbetøj tog vi turen rundt i huset for at få deltagere til sensommerens DHL-stafet, let steppende ved hvert bord forsøgte vi ved et overraskelsesangreb at ovebevise de stakkels mennesker om, at vores hensigter var kollegiale. Direktionsassistentens trikot og grønne svedbåndskasket-kombi trak en del mere opmærksomhed end min corporate t-shirt fra sidste år, som ingen kunne huske at have set, til trods for at alle havde fået en.

Vi fik over 20 tilmeldinger. Men vores image er for altid ødelagt.

Kbh er en landsby

Der er aborrer i Peblinge Sø. Jeg så dem selv i morges, karakteristiske grå rygge og røde finner, en lille flok på fem. Jeg troede det eneste der kunne leve der var iltsugende alger og andet andemadsnask – nå ja, og så ænderne og svanerne, naturligvis.

Inde midt på Assistens Kirkegård kan man høre Rådhusklokkernes timeslag. Ellers er de eneste andre forstyrrende elementer de overskydende valnøddekapsler, der dratter af træerne og lyden af cykelhjul fra den lokale begloer.

Hver weekend er der loppemarkeder. På Griffenfeldsgade, ved kirkegården, i baggården. Alle har noget skrammel, som de ikke gider vente på at storskrald henter. Og så hygger man sig jo så længe. Centrums butikker kan vente.

København er en landsby.

Tør lort

Muldvarp har hængt med hovedet nedad i snart 2 måneder. Han håber at lorten på hans hoved vil tørre og falde af. Men har man først fået lorten, er den svær at slippe af med.