emmes weblog

Reboot 7.0

To dages intensiv reboot har fået mit hoved i heavy rotation igen. Jeg tror jeg kommer for lidt ud af mit støvede kontor efter jeg blev færdig med at læse, (blev voksen) og fik job. Når jeg hører akademisk anlagte oplæg som alfen* Jyri Engeströms, så bliver jeg ud-af-kroppen begejstret. Der er ikke noget som elegant opbyggede præmisser til en anvendelig konklusion.

Bemærkninger, i den korte version:

• Hvis Scoble, Microsoft, er en evangelist, så er Cory Doctorow der også, selvom Cory er noget mere sexet i læderjakke og sikkerhedsbriller.
• Metadata og appelsiner vil for altid være uadskilleligt for mig. Jeg synes dog at Lindholm fra Nokia faktisk forsøgte at gøre sin salgstale personlig, selvom det endte lidt pinligt. Vidste han ikke hvem publikum var? Uanset at han skød ved siden af, så synes jeg at tonen var lidt for hård i reboots backchannel (**).
• Kedelhallen var en fin ramme – og heldigvis var der sol ind i mellem, så vi kunne spise frokost på græsset
• Ben Hammersley beviste med sit oplæg at pointen kan forsvinde helt og aldeles i pathos
• Cases er godt, også selvom det på overfladen kan virke langt fra ens egen virkelighed – historien fra søde Dina Mehta om tsunami-bloggen, Lee Bryant om social tagging, Jyri om objektet som omdrejningspunkt for virtuel socialitet og Le Meur om den franske blogosfære var blandt mine højdepunkter.
• Weinberger og Doc Searls var naturligvis også inspirerende, men jeg kan bedre forstå en historie end en abstrakt pointe.
• Det var herligt at møde gamle studiekammerater, bloggere og alle alpha-nørderne
• Doug Engelbart 1968-demoen fredag aften var topnørdet og en virkelig fornøjelse – det er jo ikke langt vi er nået siden den gang!

Jeg havde ikke min bærbare med, da jeg ville lytte istedet for at skrive – iøvrigt blev der taget så mange noter, at jeg regner med at kunne aggregere et skriv uden de store problemer (technorati tag: reboot7). Men jeg savnede den lidt til at liveblogge undervejs, når alle andre tastede derudaf, vel opkoblet på wi-fi’en (***). Man måtte konstatere en høj koncentration af powerbooks i 12 og 14 tommer, nice and handy, lige til at have i dametasken, hvis man ellers går med sådan en.

Det gode ved konferencer er alt det der sker udenfor tidsplanen – kontakter der skabes og ideer der udveksles. Jeg tør godt løfte sløret for en fantastisk business model, der opstod på Vega i går – Bering og jeg kommer snart på markedet med GestiGrammar – how to reach your audience with management body-visuals. Det bliver stort, I tell you!

Et andet gode er min kanariegule reboot t-shirt, som jeg fik i nørdstørrelse (=kingsize). Jeg glæder mig til at have den på på arbejde mandag og så vil jeg speedsnakke på alle der spørger hvad reboot er. Ve dem, jeg er blevet så klog.

*(han ligner ham der handy-manden fra Vild med Dans!)
** Reboots backchannel var en chat sat op udelukkende for reboots deltagere, hvor alt blev livligt kommenteret mens det stod på. En enkelt foredragsholder havde den kørende i baggrunden, projekteret, som under Les Blogs, og hvis det havde været tilfældet under alle seancerne havde tonen nok ikke været så nasty. Jeg indrømmer at jeg tudede af grin de sidste 10 minutter under Lindholms præsentation, men jeg tror også at chatten distraherede meget. Hvor kan man finde en log af den?
*** Som Bering bemærkede, er der nok mange der får wi-fi abstinenser når de kommer ud i den wi-filøse virkelige verden. Og dog, selv på den restaurant hvor vi spiste lørdag aften, var der et netværk at snylte på. Og på Vega, naturligvis.

Dagens citat på kontoret

– “Det handler ikke om sagen – det her er politik! Find din indre sagsbehandler frem!”

Follow that door

Udenfor mit vindue ligger der 45 lyseblå døre i deres rammer. Og straks får jeg lyst til at se Monsters Inc.

Er Nørrebro et fedt sted?

Jeg bor på Nørrebro, cirka mellem Runddelen og Nørrebro Station, tæt nok på Nørrebrogade til at jeg kan kaste sten på Stefanskirken hvis jeg har lyst.

Folk reagerer ofte positivt når jeg siger at jeg bor på Nørrebro – de synes det er et cool sted at bo. Jeg kender også en del der rent faktisk bor her og erklærer at de ikke kunne tænke sig at bo andre steder. Der er gang i den på Nørrebro, siger de, det er et internationalt sted med alle slags mennesker. Det er et sted med stemning og følelser, nogen gange lidt en heksekeddel. Nørrebro, det er er fedt sted.

Nu har jeg været her et stykke tid og er nået frem til at jeg ikke er enig. Jeg passer ikke til Nørrebro. Jeg synes det er et deprimerende sted. Det er det sted i byen hvor der er flest forskellig slags lidelse – og det er ikke til at overse. Hver dag ser jeg bumserne, alkoholikerne og andre afhængige, jeg ser white trash pigerne, drengebanderne der ser alle i øjnene og tigger om ballade, alle de vrede mennesker, dem med tomme øjne og dem der overvejer den ekstra dåse tomater endnu en gang. Der er biljagter og knivstikkeri og duerne der pikker i opkastet udenfor opgangene. Der er tøj, der aldrig bliver vasket og poser med ting der er fundet i skraldespandene. Og sirener og skrig fra opgangen ved siden af.

Det bliver aldrig hverdag for mig. Jeg er altid vagtsom på Nørrebrogade og der er mange, hvis udtryk jeg ikke kan aflæse. Jeg er nok forkælet, men jeg vil aldrig kunne ikke-se de mennesker hvis liv er så forskelligt fra mit. Det springer i øjnene. Nørrebro er ligeså deprimerende for mig, som at tænke på døden hver dag.

Job søges – her er mit CV

Mit navn er Emme – jeg excellerer i flere ædle discipliner:

• Ligge på sofaen og spise Emmery’s chokolademuffins. Eller Peter Beier chokolade, men kun det med mørkt overtræk (har erfaring med dette i perioden 2002-2005)
• Ligge på sofa/seng og læse skønlitterære bøger (erfaring fra 1985-2005)
• Glo op i loftet (erfaring fra 1978-2005)
• Sove over mig som overspringshandling (erfaring fra 1998-2004)
• Drikke kaffe – på café, på arbejdet, derhjemme og under transport (erfaring fra 1996-2005)
• Personlig meningsdannelse på spinkelt grundlag (også kaldet skråsikkerhed) (erfaring fra 1999-2005)
• Snobberi i disciplinerne bøger, mad og mærkevarer (herunder gadgets, design og nogle typer tekstiler)(erfaring fra 1989-2005)
• Jysk humor med glimtvis vulgaritet (erfaring fra 1995-2004, er blevet noget københavniseret)
• Natteravn (erfaring fra 1995-2004)
• Stor praktisk erfaring med alle typer slik, pånær lys chokolade (erfaring fra 1984-2005)
• Stædig og tillært social (erfaring fra 1995-2005)

Hire me!

Du er ikke alene

Idag har jeg udvekslet med en kollega fra en anden samfundsorden og georeference, på et andet sprog, fra det andet køn, fra den tredje generation og fra et uigennemskueligt politisk synspunkt. Om vores fag. Og inden der gik ret længe, sad vi og gnæggede over at uanset hvor man kommer fra i verden så er problemerne de samme. Det var meget nørdet. Selv generalister kan blive fagidioter, hvem skulle have troet det?

Arbejdsindstilling

Jeg har et sjovt job, udfordrende og afvekslende. Da jeg blev ansat fik jeg at vide, at det også var øretævernes holdeplads. Det er sandt. Og gradvist mister jeg min ungdoms optimisme og gå-på-mod, der erstattes af kynisme og stædigt drive. Nogle uger er det som om at hele afdelingen er en kat, der holdes over et fyldt badekar – vi kan ikke finde ud af om vi skal lave svømmebevægelser eller sætte kløerne i de hænder der holder os. Men en ting er sikkert: vores pels stritter og det nytter ikke at ae os med hårene.

En politiker er en journalist med et stort ansvar.

Sur, sur, sur…

Der er nogen der siger, at det er svært at blive sur på mig, sådan rigtigt. Det er sjældent at jeg får skældud og jeg skændes sjældent med folk og fæ, sådan med hævede stemmer og flyvende service. Jeg udsender åbenbart en aura af konfliktskyhed. Ellers også er jeg bare alt for sød (Naaaah! Tro på det, fedtøre). Dermed ikke sagt at der ikke er nogen ude i verden, der er over middel sure på mig – de er det som regel bare i stilhed.

Derfor blev jeg noget paf idag, da jeg talte med en mand, der endte med at blive så vred på mig, at han smækkede røret på. Første gang jeg talte med ham blev han bare sur. Men her anden gang gik det helt i hårknude, da vi rent professionelt ser meget forskelligt på en sag. Men det er meget effektfuldt, skal jeg hilse at sige, når der er en der smækker på uden at sige farvel – så sidder man der med røret i hånden og en stærk fornemmelse af at have fejlet godt og grundigt.

(Oh! Det slår mig at dette må være jurist-nemesis fra nedenfor!)