emmes weblog

Jeg har lært at sove i toget. I starten undrede jeg mig over, at folk smilede så sødt til mig når vi alle stod ud på endestationen. Snorker jeg mon? Taler i søvne? Nu har jeg fundet ud af, at det er fordi jeg sover med hovedet på min taske – det giver et meget smukt taskemærke i ansigtet, smartere end nogen piercing eller tatovering. Det er bedst når jeg har sovet på håndtaget.

Trommer, trommer i dybet! – - eller paranoia i solskin

Bygningen burde være tom. Men der er en rumlen og rumsteren fra 3. sal. Først troede jeg, at det var sneen, der rustjede af taget efterhånden som det bages til sjap af solen – nu kan jeg ikke længere nægte at der foregår noget der inkluderer andre levende væsner. Hænger det mon sammen med at vores corporate site lige er blevet hacket?

Se, det her er hvorfor man ikke skal arbejde om søndagen!

Sølle søndag

… tilbringes på kontoret. Ligesom lørdag.

Jeg mangler et kæmpe anlæg, så jeg kan høre høj musik. Jeg har gravet et par hørebøffer frem, der er jo altid netradio – så her sidder jeg i en rungende tom bygning og danser på min stol.

Tror I lige jeg har ondt af mig selv?

Alle de andre er gået hjem. Jeg sidder stadig og vansmægter og det ser ud som om der lige er opgaver til et par timer endnu.

Kontoret er nu meget charmerende, når det sådan er helt tomt.

På den ufede måde.

Døgnets timer, en hverdagsnormalfordeling

• Jeg bruger 1/8 af døgnets timer på transport
• Jeg bruger 2/8 af døgnets timer på at sove
• Jeg bruger 3/8 af døgnets timer på at arbejde

Mor er ikke vred – mor er skuffet. Hvor er den snestorm, der skulle sne mig inde på arbejdet? Hvor er bjergene af sne, så vi kunne lave flere snemænd i frokostpausen? Hvor er katastrofestemnigen og trangen til kakao med skumfiduser? Jeg glor og glor ud af vinduet, men der er ingen vejr-action. Den snestorm er bare et PR-stunt. I resent it!

Byen – en vinterdepression

Den laver en sandwich på mig, byen. Først var det et kærligt klem, en afprøvning af min viskositet. Nu tager den ved, med gnæggen og hyl hager den sig fast på min ryg, som en cowboy på en rodeotyr. Men den ved ikke hvad den er oppe imod – jeg skal give den sandwich, skal jeg.

Blogbitches

We’re back! (Har vi nogensinde forladt jer?) Der arbejdes på noget stort, indspist og lyserødt og det er med humor at vi beder jer gætte hvem af os der har en mp3 på computeren med Mariah Carey: All I Want For Christmas Is You.

Jeg er nu en bookcrosser

Den første bog bliver sat fri om ca 3 timer.

Spar på vandet – spis kaffe

Aprops ingenting, så spiser min morfar Nescafé med ske, uden vand, når han kører langt. Det synes han er mere effektivt, og så knaser det lidt som rasp.

Jeg har tit tænkt på at gøre det når jeg arbejder, for så snart man har lavet en frisk kop, så står den der og bliver kold, fordi man glemmer alt om den. Og det er jo slemme spild af god kaffe, ik’?

Lommefilosofi (for veninder)

Vores liv er ligesom en stor fristil, men fristilen har også altid været en sværere opgave end den bundne stil.

Vi er fristilsgenerationen.

Kan man godt dø af at drikke for meget kaffe?

Hvor meget er for meget?

Update 14.19: Det er klart at man ikke kan dø af filterkaffe, det får man kun ondt i maven af. Så det skal man holde sig fra. Jeg tror at espresso kunne gøre det. Jeg jeg er i tvivl om instant kaffe (aka nescafé). Måske er kaffe den udokumenterede årsag til en række hjerte- og nervelidelser. Vi må have en undersøgelse, et udvalg og en hotline. Og krisehjælp.

Det er mig der har din kuglepen, kammerat

Jeg er pisseirriterende. Jeg ved det godt. Men det er ikke med vilje. De vil bare med mig hjem, kuglepennene.

Jeg samler dem op alle steder på arbejdspladsen; fra kollegaens bord, i receptionen , i intern post, til møder og konferencer. Jeg skal lige sætte min krusedulle på noget, skrive en husker til mig selv og datomærke et notat inden jeg dumper den på en andens bord. Og pennen bliver i min hånd, for senere at komme med tilbage til mit bord. Når jeg så skal hjem, skal jeg jo lige læse noget i toget, så der pakker jeg lige en lille håndfuld skrivere, så jeg ikke sidder med hovedet fuld af guldkorn i S-toget uden at kunne dokumentere dem. Når jeg kommer hjem og tømmer tasken, tilføjer jeg endnu et par penne til bjerget ved hoveddøren – og sådan ender alle verdens kuglepenne hjemme hos mig.

Kolleger i sneen

Så skete det i de dage, at de unge fuldmægtige forlod deres vinterkontorer og begav sig ud i sneen. Der byggede og byggede de, som deres trang bød dem, et horrokabinet i sne: monstre og mennesker, dyr og demoner. Deres kinder blev røde af al den sol og friske luft, som de ikke havde set i mange, mange måneder. Det var meget afslørende.

Til slut blev de madhorny og gik ind og spiste klæg chokoladekage med chokoladeglasur. Det var godt. De spiste også krummerne. Det var næste lige så godt. Så slikkede de tallerknerne for de sidste kagemolekyler, men deres stolthed forbød dem også at slikke på bordet.

Så gik de tilbage og arbejdede videre.

Jeg glæder mig til jeg skal sove igen. Det er så dejligt.

En fremmed i Tokyo

Der er mennesker overalt. Det er det første jeg hører når jeg vågner. De er der også i toget, på mit arbejde, på vej hjem, i Irma og over og under mig i bygningerne i hele byen. Myldre, myldre, myldre. Jeg bor i en myretue.

Jeg har hjemve til en by, hvor man i løbet af 5 minutter kan finde et sted, hvor man er fri for menneskebølgen. Når jeg bliver gammel vil jeg bo ude midt på en mark i et æggebakkehus.

Keep your hair glasses on

Jeg har en forkærlighed for brilleaber. Der er ikke noget bedre end at slikke på deres briller, imens de har dem på.

Jeg kan ikke lade være – jeg ser dem, rene og reflekterende, hvilende blidt på næseryggen. Det næste jeg ser er mit eget spejlbillede, der nærmer sig i tophastighed, når jeg kaster mig frem mod offeret – mit eget spejlbillede overlejret med offerets angst. Det sidste jeg ser inden min selvtilfredse retræte, er et par gnattede briller – de kan ikke længere reflektere mit venlige smil.

Folk der læser i glashuse

Jeg bor i et glashus (og lade os nu ikke begynde at diskutere, hvilket aktviteter jeg så ser mig nødsaget til at henlægge til kælderen) – og alt glasset er dugget til. Når jeg læser, svarer det til at fjerne duggen i et lille område med håndfladen og kigge ud.

Jeg ønsker mig en stor radiator, der kan fjerne al duggen.

Mediernes påvirkning af nutidens børn

Min lillebror; han har tydeligvis set for meget TV, spillet for meget computer og læst for mange tegneserier. Han lider af den misopfattelse, at rigtige vikinger ruller sig nøgne i sneen. I et heroisk opbud af mod og mandshjerte smed han i morges morgenkåben nonchalant i sin moders favn, bad faderen gøre kameraet parat og trippede ud i 10 cm sne bag huset. Med et drabeligt vikingehyl trillede han en runde rundt om sig selv i snedybderne og fortrak derefter ind i varmen, da der jo heller ikke var nogen grund til at overdrive. Han var en kende bekymret bagefter, da kulden tilsyneladende havde fået den ene fod til at stivne i en mærkelig vinkel og han forhørte sig om helbredelsesraten på frostsår. Jeg forsikrede ham om, at hans dåd ubetvivleligt ville indkassere ham mangen en kop varm kakao med flødeskum. Vikingerne gjorde det jo heller ikke for sjov dengang, vel?

Kunst: til hjemmet og folket

Der er et eller andet ved kunstmuseer, der er mærkeligt, måske en lille smule forkert.

Det er som regel en bygning fuld af hvide vægge og omhyggelig lyssætning. Også selvom bygningen er smuk, lækker og moderne, så lugter det en lille smule af institution – måske endda bogstavelig talt. Og dér, på de hvide vægge, hænger kunstværkerne, et for et, side om side med andre kunstværker (eller ting, der selv tror de er kunstværker).

Så kommer vi og ser på dem – vi bruger en time måske 3, går andægtigt, (u)tålmodigt eller resigneret rundt og så går vi hjem igen. Man skal kunne rumme meget på den tid og man får meget lidt hjælp.

For alle kunstværkerne er konteksløse – de hænger bare der på de hvide vægge og så skal man se på dem, se igennem dem, se med dem og blive inspireret. Det gør jeg også nogen gange. Turner, f.eks., er for mig nok i sig selv, men hans malerier er også et helt rum for sig. Derimod er der mange billeder og skulpturer, der ville have meget mere at sige i private hjem. De mangler noget modspil og medspil. Kunsten ud til folket, siger jeg, så får vi mere interessante hjem, og kunst, der inspirerer os både mandag morgen kl 0635 og torsdag, lige inden vasketøjet sættes over. Personligt kan jeg finde plads til en enkelt Turner (overfor bogreolerne) og en enkelt Kvium (overfor tøjskabet) – og så har jeg vist også gjort min pligt.

(Og ikke et ord om Monet-reproduktioner – jeg mener original kunst)