emmes weblog

Jeg skal bare lige kigge

Egentlig skulle jeg bare hente en gave – en forsinket julegave. Men det går jo bare ikke. Man kan ikke bare købe én bog i en boghandel, det er ligeså tøset som at købe for mindre end 30 kroners slik når man skal i biografen til en kommerciel film.

Når jeg så kigger ned i posen, må jeg sande, at jeg har en bred smag:

• McCaffrey: Dragonquest ( – underligt nok har jeg læst god snes i denne serie, udenom vol. 2. Sært. Klar at jeg må anskaffe den, det splitsekund jeg indser en så himmelråbende fejl)
• Wodehouse: Love Among the Chickens ( – det er jo ren britisk afslapning. Og coveret er skønt, med naivistiske, betuttede høns. En god håndtaskebog*)
• Sedaris: Dress Your Family in Corduroy and Denim ( – den bad selv om at komme med hjem. Cool cover. Lovende titel. Satsning)
• Toibin: The Master ( – en med god smag har nævnt den. Inde i butikken kan jeg ikke huske hvad det lige var hun havde skrevet om den, men hun plejer ikke at spilde sine ord på noget der ikke er interessant)
• Paolini: Eragon ( – den bad om at komme med hjem da jeg var i London og daskede rundt i Waterstone’s børneafdeling, men jeg anede at den og jeg ville mødes igen. Alas!)

* En håndtaskebog er en bog, som man har i sin håndtaske når man går ud. Man risikerer at befinde sig på læseværdige steder med tid i overskud, når man venter på toget/veninden/kæresten/Godot og så er det godt at have noget at bruge sine overskydende 10 minutter på. Men en god håndtaskebog sikrer man sig at alle mulige mennesker ikke føle en pludselig trang til irriterende konversation. Man bør derfor aldrig vælge en bestseller som håndtaskebog – alle har jo et par ord med på vejen til f.eks. The Da Vinci Code (som man iøvrigt ikke bør læse, da det er en elendig bog).

En håndtaskebog er lille, handy, usexet og ukendt – og af en teksttype der tillader en kun at tage sig en lille 10 minutters bid hist og her.

Jeg elsker at sove

Træk dynen op til hagen – så behøver du ikke have andet på.

Januar er for året, hvad mandag er for ugen.

Politisk korrekte Lakridsæg – hvad farve har de?

Se godt på billedet nedenfor – ja, det bliver du nødt til, for det er taget med en kameratelefon og lader noget tilbage at ønske i kvalitet. Men jeg tror godt du kan se det vigtige: farverne!

Diskussionen imellem mig og et par kolleger har idag været, hvorvidt de to lakridsægfarver er rød + pink, laksefarvet + pink, laksefarvet + rød eller cheriserød + pink (dette er tydeligvis ikke en diskussion for mænd, der som alle ved kun kan skelne 3-5 farver, hvoraf den ene er sort).

-’Altså, de bedste er jo dem med mindst coating – dvs. det laksefarvede æg!’ (det nederste æg på billedet, red.), siger den ene kollega indigneret og vifter med armene for at understrege sin pointe.

– ‘Det er jo ikke laksefarvet!’, ser jeg mig nødsaget til at råbe, ‘og desuden er det dem med mest coating, f.eks. de hvide, der smaget bedst, fordi coatingen overdøver den ringe lakridskvalitet..’

Den anden kollega indskyder, at hun nødig vil spise en laks der har farve som den nederste æg og hun og jeg indser nødvendigheden af at bestille et farvekort til vores vildfarne kollega. Tilsidst indgår vi et kompromis: det nederste æg er cheriserødt (den første kollega ryster opgivende på hovedet) og det øverste er pink (‘det er jo rødt!’, hvisker hun resigneret) og en lille mundsmag afgør, at alt slik jo er acceptabelt uanset skallens farve.

Kære kollega – flinkeskolen er ikke død!

“Kære kollega, jeg synes den opgave du beder mig hjælpe med at løse, er komplet unødvendig og total hul i hovedet…”

Nej, for lige på. Om igen.

“Kære kollega, uagtet at jeg er yderst beæret over din anmodning om min behjælpelighed, må jeg anføre at din forespørgsel ikke falder indenfor den hjemmel, der er stadfæstet for anvendelse af min tid…”

Hm. For juristisk.

“Kære kollega, hvor er det skønt at se initiativer som dit sprede sig i vandet i vores organisation! Og det er dejligt at vide, at din ansvarlighed sikrer at…”

Nej, nej, nej! Overoptimisme stinker. Suk.

Årh, altså.

“Kære kollega, naturligvis vil jeg hjælpe. Bare send den til mig.”

(Hvorfor vinder den nemmeste løsning altid?)

Har du fået nok julekalkun?