emmes weblog

Pia K – er det det, de gamle vil ha’?

Brunch

Hun vil ikke være ved det. Men det er helt klassisk – hun taber tråden hver gang der går en mand forbi os. Først glor hun på ham. Så opdager jeg at hun er blevet tale-senil og ser op på manden, for det må jo være interessant. Det er det ikke. Men manden har lige fået masser af opmærksomhed og går videre i verden i den tro, at han er rålækker.

Og så kan hun ikke huske hvor hun kom til i sin historie. Nitte. Kan I ikke lade være med at distrahere min veninde, jeg vil faktisk gerne høre hvad hun har at fortælle?

Kaffemaskinen er online – husk at tænde lyset!

Den handicappede computer

Jeg befinder mig på min søsters bærbare, der engang har været min. Det er ænge siden. Skærmen sidder kun fast i det ene hængse og man ska trykke meget hårdt på lllllllllll for at det virker. Hendes browser trænger til opdatering, den understøttes ikke af Gmai, så jeg kan ikke engang æse mai. Suk.

Men grunden til jeg sidder ved hendes computer, der engang var min, er et kort stop i Århus, inden jeg tager på minibreak ti ondon. I ike. I ike a ot.

Det er idt besværigt at gøre sit budskab kart når der manger en konsonant. Jeg må ud og se om huset kan byde på andre edige maskiner.

Inspireret

Jeg så Too Perfect: Re-Think Denmark udstillingen igår på DAC. Det må jeg varmt anbefale – det er inspirerende at se, hvordan andre har turde tænke både visionært og konkret. De har ramt noget, når man går rundt og tænker ‘dét vil jeg være med til at lave!’.

Der var naturligvis også dele af udstillingen, der nok mere skulle provokere, end være et egentlig forslag – f.eks. Child Inc., der skitserede hvordan en stor koncern støtter og overtager mange af forældrepligterne, så de voksne kan få fred til at forfølge deres ambitioner.

I forlængelse af diskussionen nedenfor (se kommentarerne til indlægget om Krolf), om hvornår en idé er ny, så har ideerne på udstillingen afsæt i nogle tanker, der er allemandseje – men udstillerne tør blive konkrete og tænke tanken til ende. Dét er vel innovation?

Det verbaliserede ‘øh’

Har du lagt mærke til det? Øh er på vej ud – der er for meget uld-i-mund over det. Det samme er ‘mm’. Næj nej, det er in at verbalisere. Hot i øjeblikket i det ganske land er variationer over ‘lige præcis’ og ‘man kan sige’. De kan indsættes hvorsomhelst, nårsomhelst for lige at købe dig det milisekunds tid, der skal til før du får vristet det næste ord ud af den mentale ordbog.

Her på kontoret har vi iværksat en intern kampagne mod øh-verbaliseringen – vi vil tilbage til minimal respons! Det koster fornedrelsen at få råbt ‘bullshitbingo!’ efter sig, hvis man tager de forsmædelige ord i sin mund. Måske skal vi skrue op til en kindhest, hvis kampagnen ikke slår igennem i sin nuværende form.

Ærede verdensborgere, vi giver jer: Krolf!

“Den forhenværende landmand Jørgen Krab har opfundet en anordning, der kan fiske krolfkugler op af krolfhuller. Krolf er en kloning mellem golf og kroket og spilles fortrinsvis af den ældre del af befolkningen.” (Jyske Vestkysten)

Det er jo sandt – det er ikke længere muligt at opfinde noget nyt. Verden er en stor gentagelse – repetetion, monotoni, rekursivitet – og vi kører i den samme rille som en gigantisk grammofonplade.

Krolf. I det mindste er det er godt ord. Ligesom Spigadoro. Og mobler.

Falde i staver

Bussen stopper blidt ved krydset. Jeg kigger ud. Væk. Passerer igennem en roman, en barndom, fremtiden og fornemmelsen af kolde tæer. Bussen starter med et lille hop sin færd over krydset og der er gået 100 år.

Kære cykeltyv

Jeg hader dig. Du er en åndspygmæ – gid din røv må klø, og dine arme være for korte.

Væmmelige hilsner
Emme

Det politisk korrekte kontor

Vi skal have bygget om her i biksen. Og det skal gøres ordentligt, for vi er tilhængere af kvalitet, bæredygtighed, anti-allergi materialer og alt det der. Derfor har vi besluttet at vi skal have fritgående tæpper.

De unge avislæsere

Jeg er stadig imponeret. Jeg ser dem på perronen, de traver med slæbende sneakers ind i toget og dumper ned i sæderne.

De er unge, så unge at de kun lige har fået lov selv at tage toget til skole. Og de har alle en gratis-avis under armen, som de straks begraver sig i. De er så unge, at de burde forbinde avisen med fars hjemmesko, søndagskaffe og voksen politik. Men de læser med alvorlig mine alle de små artikler om verdens tilstand. De er så unge, at de dårlig er i stand til at danne sig en mening og nok ikke er i stand til at forestille sig en anden politisk holdning end deres ophavs. Men nu kan de selv, kan de.

Kom ikke og sig, at alt er tabt for computerspilsgenerationen. Måske er det en holdningsløs og forfladiget avis de læser nu, men de er inde i en vane med at orientere sig i ikke-personaliseret materiale. Man kan nære håbet om, at de stadig tror på avisens berettigelse når de bliver voksne.

ord

Ord er et redskab, der kræver at du har noget at sige, ord er kejserlige klæder, der kan give det indtryk at du har sagt noget, ord er det eneste, der kan få mig til at ændre mening.

Blablabla.Bla.BLA!

Kære øje, øre og hjerne, giv mig nu et øjebliks pause. Jeg kan ikke tumle flere ord.

Valg

Ja, det er da ikke usandsynligt at der bliver udskrevet valg i dag. Men det betyder intet for folk som mig – jeg hører under Verdensministeriet.

Tycho Brahe, go home!

Hvis denne dag var en tegnefilm, så ville jeg allerede på nuværende tidspunkt være løbet frontalt ind i en glasdør, været blevet ramt oven i hovedet af en tonstung betonklump og have fået sat mit ene ben af. Ved hoften.

Music, discussion

Er der nogen der kan give mig en definition på popmusik?

At vende tilbage til verden efter en to-timers aftenlur, er lige så trægt som at svømme rygsvømning i gærdej.

Det er fredag på kontoret

Jeg opdager at vi har en pollemaskine (hvad laver en pollemaskine? Pollen?) og direktionsassistenten siger at jeg ligner egernet fra Ice Age.

Den defekte bog

Det sker ikke ofte at en bog er defekt. Det hænder naturligvis, at man får en bog med hjem fra boghandleren, der ikke svarer til forventningerne, men de fleste læsere er så skolede udi i livet, at det ikke overrasker dem det mindste (læsere, som race, er ikke sådan at imponere, noget vi sætter en stolthed i. Begejstres ej for let, da er du som læser slet).

Men en bog med manglende sider, manglende ord. Det, kære læser, er et slag i ansigtet.

Den bog jeg troede jeg var i gang med at læse, har tomme sider fra side 78 til 111. Nogle steder kan man svagt ane skyggen at printede bogstaver, som badeværelsesdug på et spejl. Jeg føler mig svært snydt. Men jeg glæder mig alligevel til at returnere bogen med ordene: ‘Undskyld, Hr. Boghandler, men jeg tror denne bog har for få ord’.

Kølebafler

Er der nogen der kan fortælle mig hvad en kølebafler er, uden at bruge Google? (Google er vidensdoping i det her spil)

(Spillet er gæt-hvad-de-fantastiske-ord-jeg-møder-på-min-arbejdsplads-betyder, red.)

Årh, jeg skulle ikke have læst den bog færdig i nat. Hævn, hævn, hævn, vrisser søvn-nemesis og giver mig et gok i nødden med stor pathos.