emmes weblog

I møde

Det er så svært. At holde øjnene åbne. De ruller ud til den ene side af kraniet og gør mit hoved så fantastisk tungt i den side. Og så er det lige som at hovedet vælter, ned på min skulder.

Øjnenes forræderi synes at være den faktor, der udløser dvaskhedslavinen. Så hvad gør man så? Manuel øjenåbning.

Der er en del variationer:

• Placer 3 fingre lige under det ene øjenbryn og læn hele din hovedvægt på dem – det trækker øjet op og giver dig en tænksomt udtryk med en del pondus
• Placer knoerne midt på kinderne og træk nedad – det kaldes den omvendte øjenåbner, da det åbner øjnene fra en anden side end normalt. Giver desværre bassethoundposer under øjnene ved overforbrug, da man forlænger huden over kinderne
• Lad begge hænder glide igennem håret lige over ørerne til du har en god håndfuld imellem fingrene – træk så til, stadig bagudrettet. Giver indtryk af dyb koncentration, grænsende til det smertefuldt engagerede

Find selv på flere – det er gratis. Det kaldes også for organisationsressourceoptimering.

Nyt motto

Efter i sidste uge at have set mig selv agere på tv-skærmen, har jeg konstateret behovet for et nyt motto: store kinder, lille hjerne.

Blasfemi

Bøger sorteret efter farve? I think not. Så er det lige meget hvor wannabe-funky formålet er.

Økonomisk forståelse for hverdagsshoppere

Hvordan kan alle de små forretinger i Kbh, der sælger umoderne ting i sære omgivelser løbe rundt?

Jeg har undret mig over det før, men her over weekenden var min mor på besøg og hun bemærkede det samme. De er over det hele – halvstøvede butikker med et lille bredt sortiment, hvis sammensætning er den samme som butikken 50 m længere nede ad gaden. Man kunne forstå, hvis det var specialbutikker for niche-kunder, men det er det ikke.

Min mor og jeg nærede en forestilling om, at når nu man bor i en by, hvor man kan få det meste af det man kan forestille sig at eje, så ville man bevæge sig lidt rundt for at få specialproduktet. Men det er åbenbart ikke tilfældet. Nogen må jo handle i de mærkelige butikker. Eller også kan man få tildelt en type statsstøtte jeg ikke anede eksistensen og omfanget af.

Den vigtige, kanoniserede rækkefølge

Da vi igår forsøgte at påvise, at veninden på INGEN MÅDE var blevet påvirket af al vinen, opstod en frygtelig tvivl. I den kendte tungebånds-elasticitetslakmustest blev vi i tvivl om rækkefølgen. Skal man sige

PLAKAT – KASKET – STAKIT
KASKET – PLAKAT – STAKIT
STAKIT – KASKET – PLAKAT

– eller en af de andre kombier. Og er det vigtigt? Er der en ganske særlig tungebrækkende version?

Chef, vi har et seriøsitetsbrud

“Topniiiice! Hvad siger du til mig, siger jeg til dig? Årrrh hvad! Nederen, mand!”

Det er en af de dage, hvor vi burde holde kæft og arbejde. Men istedet er der luftguitar til ‘En lille nisse rejste’, mongolmund og den personlige osteklokke som akustisk diskretionslinie.

Karisma

Der er et eller andet over første gang man ser en kunstner, hvor man hidtil kun har kendt værkerne. Ed Harcourt var egentlig ikke nogen overraskelse – han måtte nødvendigvis være en sprængfarlig type. Ligesom mange bloggere ligner deres blogs, som hunde ligner deres ejere, sådan ligner han sin musik.

Men hvor mange forfattere ligner egentlig deres bøger? Ib Michael ligner sine – højpandet sørøver med hippie-feel. Hanne Vibeke-Holst også – pæn, integreret rødstrømpe. Men ellers er jeg blank. Jeg var da skuffet da jeg første gang så et billede af Iris Murdoch – jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men det var ikke sådan hun så ud. Jeg kan ikke huske hvem der har sagt det, men en der engang har mødt Poe, konstaterede, at de der skriver med allermest power i virkeligheden er kedelige personer. Så er det sikkert og vist, at Ed Harcourt aldrig kommer til at skrive en bestseller.

Kaffeklump

Man har ladet kaffeslatten stå for længe, når der dumper en muggen klump ud af koppen, når man tipper den over vasken.

Oh, Bro!

Min lillebror er en sej gut – og knægten kan shoppe. Heldigvis er han kun 11 år, så han kan stadig nå at udvikle smag. Og dog, jeg synes der er et eller andet over hans nyeste investering, dette jallaforhæng, der nu pryder indgangen til hans nørdhule.

Midt om natten

Når det er bælgmørkt omkring mig, kan jeg ikke se om mine ben når jorden.

‘Jeg tror vi skal tage chancen’, siger hun til de andre to. Hun har en blå jakke på og en pæn hestehale. De kigger tavst tilbage, og alvoren breder sig som ringe i vandet. Kvinden med klapvognen fuld af betuttet barn trækker ned i sin trøje. Jeg er vidne til et afgørende øjeblik. ‘Gør det, for satan, gør det!’, har jeg lyst til at sufflere. Hvorfor kan kvinder i flok ikke tage en beslutning?

Jeg synes weblogs i Danmark er interessante i bølger – i perioder er I alle så sjove, at jeg slet ikke kan vente med at se hvad alle de virtuelle komikere har fundet på. I bølgedalene har det karakter af pligtlæsning: jeg synes jeg kender jer lidt og derfor bliver nødt til at holde øje med, om I holder næsen oven vande. De perioder plejer at falde sammen med min egen verbale tørlagthed. Heldigvis er der altid en enkelt eller to der holder fanen højt og bevarer min tro på webloggen.

Jeg synes Troels’ Perspectif er den bedste weblog lige nu.

Tågefrost – det kradser lidt i svælget og afsætter blid dug i øjenvipperne. Det er den hyggeligste slags vejr næstefter snestorm. Og det er lige præcis den slags romantiske følelser for vejret, der afslører at jeg lever et priviligeret liv i et højcivilisationssamfund og ikke ude midt på tundraen i Sibirien.

Man kan høre når jeg smiler i mørke – lyden når mine læber slipper tænderne i en glad grimasse er ganske enkel unik & genkendelig. Og måske er det en lille smule uhyggeligt. Man kan høre når jeg smiler i mørke – jeg synes lidt det gør mig til et monster, af den slags der gemmer sig under sengen. Det er nu faktisk også en af den slags jobs jeg godt kunne tænke mig efter dette. Muhahaha.

Når jeg cykel-battler på vej hjem fra arbejde, irriterer det mig, at jeg ikke ved om jeg virkelig har vundet eller om min modstander bare drejede af uden jeg opdagede det.

Der er dømt Anarkistisk Onsdag på arbejdspladsen, når IT-support besvarer telefonen med ordene: ‘Skide være med det!’

Book-paralysis

Tinka nævner book-paralysis i en londonsk boghandel. Jeg overvejer om man kan forebygge ved at bogshoppe hjemmefra. Jeg tager til London på fredag og vil nødig overraskes af så væmmeligt et anfald. Min ledsager har foreslået at lave lister – men det er slet ikke det jeg vil. Jeg vil bare svæve på en lyserød sky af muligheder, i en sværm af potentielle ord. Og så kommer jeg nok ikke udenom at besøge mit gamle stamsted, Dillons i Gower Street, hvis den stadig eksisterer. Den har særlig affektionsværdi, for det var der jeg fandt ud af, at jeg skulle læse Lingvistik når jeg kom hjem. Og se alle de glæder den beslutning bragte mig.

Hvis der blev indført besluttet levealder, ville jeg kun bede om at blive 120. Lige så lidt som jeg har temperament til at vinde i Lotto, lige så lidt har jeg tålmodighed til evigheden.

Logik (fordi affordance er konvention)

Min chef insiterer på, at te hører til i den mørke termo og kaffe i den lyse. Jeg insisterer på, at hun lider af omvendt logik. For kaffe er jo mørkest, ik’, og så skal det da i den mørkeste kande? Måske er hun bare vant til så tynd kaffe, at te virker mørk ved siden af.

Juristeri: at fratage sproget ethvert sexet element – at gøre sproget til et programsprog fremfor et kreativt værktøj.

Måske skulle man lave et kunstigt sprog særlig beregnet til juridiske dokumenter. Måske er det allerede sket.