emmes weblog

I’m currently idle ( og jeg har brugt denne overskrift før)

De siger at jeg ser så tænksom ud. De spekulerer på, hvad der foregår bag den høje pande. De tror mine halvtlukkede øjne skyldes dyb koncentration og rynkerne i min pande tyder på stærk processering.

Men det er bare sådan min pauseskærm ser ud. Der foregår ingenting i baggrunden.

Cinematastisk vækkelse

Ligesom man opdager bøger, der slår benene væk under en, ved en tilfældighed, dukker film også op på de særeste tidspunkter. Jeg blev betaget af Star Wars som ung teenager en søvnløs nat i en vens lejlighed, hvor jeg også fandt at fyres snakkegen ikke er så veludviklet som pigers, så derfor tog jeg fat på VHS-samlingen istedet. Da han så vågnede og var klar til at snakke, havde jeg været igennem hele trilogien og faldt i søvn med et saligt smil.

Time Bandits mødte jeg første gang en anden søvnløs aften, hvor jeg burde have skrevet dansk stil, men listede hen til fjernsynet efter mine forældre var gået i seng – en disciplin jeg har mine søskende mistænkt for at excellere i også. Der blev ingen dansk til den nat, men Sean Connery som Agamemnon gav mig for altid et andet syn på græsk mytologi.
Iaften skal jeg så se, om årene har været Time bandits lige så nådig som min hukommelse – det er jo ofte sådan, at gammel kærlighed er smukkest som minde.

Your people, our people

Det skulle bare have været et lille møde, hvor vi skulle have nogle ting på det rene. Både med den ene rådgiver og den anden rådgiver. Men så hørte de at hinanden kom. Og besluttede at medbringe kavaleriet. Så dér sad de – skaldede, fremme-i-skoene arkitektsuits overfor næsebrille, to-the-point rullekravesweateringeniører. Mange flere end der havde noget at sige. Men det giver da et effektivt indtryk, at der er så mange personer der tager noter.
Konklusion på mødet? ‘Vi skal have nogle møder!’

Det mest private sted at græde i en storby er midt på gaden.

Barn af den industrielle revolution

Jeg elsker

• duften af uforbrændt benzin
• fornemmelsen af knapper der klikker, tandhjul der går i hak
• smagen af min tandpastadesinficerede mundhule
• kildren af den syntetiske varmeblæst når man går ind i et stormagasin
• synet af en bys gadebelysning, der gør at det aldrig rigtig er nat
• duften af svovlet der antændes på en tændstik

Html-mail

Jeg vil godt lige spørge om noget kedeligt og usexet: er der nogen der har et bud på hvor mange mailmodtagere, der har html slået fra? Har I? Kender I nogen der har? Har jeres organisation generelt? Og hvorfor? Gør det en forskel?

Det er underligt som det faktum, at man fandt en udtørret orm i den økologiske morgenmüsli, kan følge en hele dagen.

Nye 100 ting - eller, det vil sige: den kommenterede udgave på 20 minutter. Fordi det her er et umiddelbart medie. Så har jeg også noget at ærge mig over bagefter. Og det er jo uvurderligt.

Hvornår er der nogen der opfinder en teknologi, der tillader en at sove en frelser, så man kan gemme til de der dage, hvor man bare er en slatten karklud?

Jeg er uddannet generalist – derfor kan jeg godt blive både misundelig & fascineret når en niche-nørd tager en tur på kæphesten og folder et felt ud for mine undrende øjne. Også selvom det er grisefoderoptimering.

Gry

Nogle dage gryr smukt, skarpt og klart. Andre gryr tungt, gråt og vattet, som en våd nullermand. Sidstnævnte er ofte mandage.

Nogen gange gør jeg mig helt bange.

Bloggerne svigter

Dorte Toft har en klumme i Computerworld i dag – den har titlen ‘Bloggerne svigter som femte statsmagt’ (i skrivende stund ikke tilgængelig online – lidt utjekket).

Hun deler tæv ud – hun havde håbet så meget, at bloggerne ville komme og udfordre de gængse selvfede journalister, men desværre er vi blevet en flok navlebeskuende, indspiste techier, der skriver om os selv, for os selv.

Og hun har jo helt ret. Kig ind tur ind over blogbot, kig i blogroll’en, kig ned over denne blog. Der er ikke meget samfundsrevseri her. Når vi brokker os, tuder eller harcelerer over dagens orden, er det fra et personligt perspektiv. Og det er derfor vi skriver.

Det er derfor danske bloggere aldrig kan blive den femte statsmagt. Vi er for individualistiske til at blive græsrødder. Vi vil sandsynligvis aldrig komme med en udfordring, der vil kunne ses som udtryk for ‘blogverdenen’. Kommer der en udfordring, kommer den fra en enkelt person ad gangen.

Dernæst kommer der det problematiske i at have en personlig holdning som professionel person. Jeg kan ikke skrive om det system jeg selv sidder i, hvis jeg ønsker at forblive her. Jeg har ikke lavet et fagligt indlæg siden jeg var studerende – jeg er for autoritetstro.

Måske er der i virkeligheden så lidt bid i det danske blogmiljø, at vi ikke fortjener at tilskrive os med den sidste del af ordet, ‘miljø’?

Kan jeg – vil jeg – række ud over det personlige?

Emme møder det politiske liv – ugens citat

“Skal vi nu ikke lige sluge snottet inden vi går helt i selvsving?”

House of screaming thermos

Først er det en kat der får slået knude på halen. Så er det en møgunge der vræler i supermarkedet. Siden en kvinde, der får .. ah.. trykket på nogen knapper. Så et vrissent æsel i døds-nød. Og til sidst en sækkepibeamatør på snapsedruk. Kontorets termokander er alle skrigere. Det kan godt være at tomme tønder buldrer en del, men ingen kan hvine som kaffekanden. Nogen gange tror jeg de kalder på hinanden: først hører man en ensom tone ovre fra IT og inden man får set sig om er hele etagen en syndflod af hylesymfoni, som et kattekor på dåse. Jeg tror snart jeg vil foreslå instant kaffe.

En, to, mange

Min weblog fylder 2 år idag. Det er langt bekendtskab med blogs – men som med mennesker man holder af føles det som endnu længere. Faktisk har jeg for nylig forsøgt at bilde nogen ind at jeg har blogget i 3 år – undskyld, jeg er ikke så god med tal!

Som jeg skrev for et år siden, så synes jeg stadig det er sjovt – men det skræmmende er, hvordan det griber ind i mit liv mere og mere. Der er pludselig så mange der har en mening om min person på et grundlag jeg selv har skabt. Behøver jeg at sige, at det nogen gange kommer tilbage og bider mig i røven?

Nu er det jo sådan, at jo ældre man bliver, jo hurtigere synes man at tiden går. En god ting ved webloggen er, at jeg kan se tilbage og glædes & græmmes over alt det der er sket. Så den hjælper mig med at holde lidt på tiden der er gået. Og med at huske på hvor hurtigt forandringer slår igennem. Min weblog har den samme kvalitet som min veninde – den kan huske ting, som jeg lykkeligt selv har ladet gå i glemmebogen og husker mig venligt på det når jeg ikke gider høre det.

Tillykke til min weblog for at overleve et år med store forandringer – den viste sig at være et af de få faste holdepunkter. Må den være lige så trofast for fremtiden.

For første gang i bloghistorien – det usynlige indlæg:

Idag var jeg til massør for første gang. De siger han kan nogen tricks og det er jo de færreste piger der kan stå for den slags reklame.

Jeg havde hørt at han havde lavet blåsorte mærker på min kollegas røv, så jeg bad blot om en rygmassage. Manden, der lignede en håndtam neanderthaler, satte prøvende en finger på min ryg – ligesom når man rører ved en skive brød for at teste konsistensen.

‘Der er masser af spændinger at tage fat i her’, brummer han og følger ordene op med handling. En halv time senere ved jeg hvordan franskbrødsdejen har det nede i æltemaskinen. Den har ondt, har den. Tiden vil vise om det er på den gode måde.

Dette er en servicemeddelelse: min snotbobbel af en host har tilsyndeladende indenfor det sidste døgn eller mere besluttet at blackliste alle der kunne tænkes at sende email til mig. Så grunden til at jeg ikke svarer er at jeg ikke har modtaget jeres emails. Det fede er, at mine mugne emails til supporten bouncer. Så hvis I ser det her, support: FIKS DET, FOR HELVEDE!

Okay, okay, så slemt mente jeg det heller ikke, vel? Rolig, King. Lov nu, at I lader mit arkiv i fred. Hvis jeg skal vælge mellem blog og mail, vælger jeg webloggen.

Gæt en lakrids

Jeg er på sliknedtrapning. Ene og alene for at vise min viljestyrke. Det påstås jo at jeg er stædig og det står jeg gerne ved. Men savnet er stort. Jeg lukker øjnene og de sejler straks ind i min aktive bevidsthed – kan du genkende dem?:

• En lille blød og sexet top, insisterende sej, sødlig og stærk – den kan lide at sætte sig mellem tænderne, for den vil jo så gerne have lov at blive lidt længere
• Flade rektangler og andre kantede varianter af denne hårde lakrids har den helt specielle feel af vellykket overfladebehandling – den skal tygges lidt på, før den søde og lidt fade lakridssmag mærkes i munden. Der er ikke meget personlighed over denne lakridsernes bully, men nogen gange skal man jo også bare have lidt modstand
• Lille og skinnende som et vredt øje – og den diabolske smag er den rette kombination af det stærke, det søde og en knivspids mentol. Glat som den er, richocetterer den rundt i gabet som en miniature frisbee – den er fræk, den er hurtig og man får meget for pengene