emmes weblog

Emme møder det politiske liv, part 1 – ugens citat

Ideology has become a substitute for thinking.

Ketchupeffekten

Det kan godt være at det bare er mig der er fantasiløs, men hvad betyder det – ketchupeffekten? Nu optræder det så ganske officielt:

Der kan blive tale om en slags ketchupeffekt, hvor også små- og mellemstore virksomheder vil følge efter større pionervirksomheder fra ind- og udland …

For mig er associationen mestendels til et irritations/morskabsmoment under indtagelse af fastfood. Jeg er nok bare gammeldags – selvom jeg synes det er lidt tidligt at falde i den grøft.

Det er de små ting i hverdagen

Det gik ellers så godt der i morges. Indtil kl. blev lidt i syv og jeg kravlede ombord på min cykel og begav mig afsted. For aldrig så snart var jeg udenfor Nørrebro førend et skybrud overfaldt mig. Men jeg lader mig ikke kue og fortsatte ufortrødent mod mit mål.
Hvad jeg ikke vidste var, at et drama var ved at udspille sig i min taske. En pose lakridser, Poletter faktisk, hvoraf der kun var taget en, var blevet vendt på hovedet og ca. 35 små klistersataner var løsagtige. Kombiner det med 1 times cykeltur og alt for meget mandagsregn. Uhyggeligt resultat. Lad mig beskrive det makabre scenarie for dig: min mobil var hjælpeløst naglet fast til taskens ene side af syv snarådige lakridsfætre. Min ipod derimod havde indgået en vulgær alliance med 5 visitkort ved hjælp af 2 helt som-opskyllede-vandmænd-på-stranden-en-varm-sommerdag-opløste poletter. Hvad der var hændt min kalender vil jeg forskåne jer for – men kønt, det var det ikke. De resterende poletter havde, da jeg forfærdet åbnede tasken, forsøgt sig med varierende held at trænge igennem tasken med det kendte ‘jeg smelter, gør jeg’-trick, der jo har det med at producere en del skrå-agtig slim.

Og moralen? Hold op med at spise slik? Noooo. Åbn først posen når du er klar til at spise det hele på en gang.

Ordene er som et hemmeligt håndtryk: “Jeg er også jyde”.

Nørrebronavigation

Der er nogle regler der bare skal læres på den hårde måde. Men skulle nogen flytte til Nørrebro, har jeg her en lille opsamling på de regler jeg har opdaget indtil nu i min cykelfærd:

• At sagtne farten er et tegn på svaghed – også selvom du er på vej ind i en frontal kollision
• Nørrebrogade-beboere ejer fortov, cykelsti og kørebane – de har ret til at bevæge sig i adstadigt tempo henover alle tre transportmodes og må ikke dyttes eller ringes af (for så bliver man blacklistet hos sin grønthandler)
• Det er dårlig stil aldrig at overhale – bad street cred
• Traffikhidsighed er en dyd
• Vis aldrig af
• Hold for rødt – og gult. En af de få regler der er ensrettet med de officielle færdselsregler. Skyldes at det på Nørrebro kan være lig døden at køre over for taxagrønt – i et kryds er man klar til at køre det splitsekund lyskurven skifter
• Kør videre hvis der har været et uheld – de implicerede tager sig selv af det
• Bilisterne er kun dine fjende nr. 2 – nr. 1 er fodtusserne
• Vis ingen hensyn – og lad som om du er vant til det

Jeg glæder mig til jeg består den store Nørrebro-cykelprøve, for så kan det være at dødsangsten holder op. Jeg er træt af at komme hjem med store pupiller og forhøjet blodtryk.

Jeg arbejder i en organisation, der dybt seriøst behandler non-papers og badekarsnotater. Ting, der kan rummes af sproget, kan ikke altid rummes af min forståelse.

Follow the black poodle?

Jeg haster hen ad gangen til et møde – og ser en sort puddelhund krydse gangen 50 m længere fremme. Jeg tænker at det er morgenstress-fatamorgana. Jeg går igennem te-køkkenet og en sort puddel sidder foran køleskabet og ser nysgerrigt på mig. En sort puddel entrerer selvsikkert HR-chefens kontor. En sort puddel sniffer gulvpotteplanter overfor printerrummet, en sort puddel forsvinder om et hjørne, en sort puddel passerer mig i modgående retning.
En sort puddel?! Hvad foregår der her?

Nogle dage er som en motorvejsudfletning, hvor kun en afkørsel er den rigtige.

Vejrpolitik

Den herboende jyde (undertegnede) melder om medvind på de københavnske cykelstier. Endelig. For det er træls når det føles opad bakke, selvom det går lige ud.

Hvaderdetnudethedder

Det er sådan en man folder i papir og sætter over 4 fingerspidser og så skal den anden vælge, hvorefter man tæller videre og så vælger den anden igen et niveau længere inde og så fremdeles indtil man løfter en flap og får at vide at man er dum… eller noget i den stil. Stor dille da jeg gik i tredje. Universallegetøj. Hvad er det nu den hedder sådan en?

Hvad er det nu lige formålet er med at kunne tænke klart?

At give slip

Følelsen af at være anspændt er drømmeagtig.
Jeg har skjorte på og en hånd har et fast greb om en håndfuld stof under min hage. Det strammer om brystkassen, når hånden drejer håndfulden af stof om, som man vrider øret på en skarnsunge. Jeg må op på tæer, benene dirrende under anstrengelsen, når grebet spændes og jeg løftes op, som en snarlig modtager af en øretæve i en slå-først-frede produktion.
Bevidstheden om, at det er mig selv, der er hånden der vrider mit liv om som en karklud, er ikke altid tilgængelig. Men når den er, har jeg muligheden for at tænke processen baglæns. Øvelsen er at give slip. Hånden skal miste grebet, jeg kan slappe af og hvile på hælene, hvile selv. Og ryste den løse skjorte på plads.

Flyttekasse

Der er kun en ting mere uhandy end fyldte flyttekasser – og det er tomme flyttekasser. Der er papflapper ud til højre og venstre, og de kan ikke stå selv. Lortedesign. Hvorfor er der ikke nogen der har tænkt på at lave dem oppustelige eller teleskopagtige eller…?

Det værste er, at jeg ikke er færdig med dem endnu – der står en koloni kasser i stuen, ved siden af mine endnu ikke samlede bogreoler. De har så en anden ulempe: efter 1½ måned i mine forældres garage har alle de dejlige bøger tiltrukket det jeg hader mest, nemlig edderkopper. Kriblekræ i enhver højde og drøjde emigrerer i disse dage ud af kasserne og rundt i min lille pilleæskelejlighed. Kunne de dog blot forføje sig bort ned i kolakkerne hvor de hører til. Men nej, så sent som i går fandt jeg en lille snu satan i min seng, hvor den lunede sig blandt dynerne. Og under et omvendt vandglas befinder der sig en Shelob, klasse 3, indtil jeg finder ud af hvordan jeg skal tage dens usle liv. Eller nogen ringer efter Dyreværnet.

Som var det igår

Vi har åbenbart nået den årstid, hvor man skal mindes sin fortid – og fortiden kan godt være nær kronologisk, men langt væk mentalt. Pludselig opdager jeg Mad(s)’ weblog - vi læste sammen på Lingvistik og havde propædeutik i dansk tegnsprog i en lille eksklusiv og topnørdet gruppe på 4. Det føles som en menneskealder siden – gad vide om du kan genkende mig idag, Mads. Jeg tror min humor er intakt, men jeg er holdt helt op med at være morgenrasende.

Igår drak jeg kaffe med en tidligere .. tja, hvad skal man kalde det, forretningsforbindelse? Det er nok en af de mere usædvanlige opgaver jeg har påtaget mig. Og det slår mig nu i retrospekt, at det var der jeg startede med at gøre ting der lå uden for den fornuftige del af min personlighed. Det var det der gjorde det, Brian, jeg overraskede mig selv. Det startede en positiv udvikling.

Og det her blev pludselig et mere personligt indlæg end jeg har for vane. Hvor mon det kom fra – det er de københavnere der kryber under huden på mig.

Wacky Patents

Verden er fuld af mennesker der kan tænke i løsninger og svar – ofte kan det dog være svært at forestile sig hvad det er for et spørgsmål de har stillet. Men som med alle gode opfindelser, er det sikkert på den sekundære anvendelse de slår igennem.
Der må da være noget man kan bruge den fantastiske Man-Cathing Tank til, måske i kombination med Instant Face Lift patentet? Dog er jeg ikke i tvivl om at jeg må eje et eksemplar af The Combination Pillow and Crash Helmet så snart den kommer i produktion.

Monkeybusiness

Jeg er træt af alle de aber der sidder på mit skrivebord. De lugter, de har lopper og jeg glider hele tiden i deres bananskræller.

Idag skal der dælme luges i dem, skal der. Så kan de lære det.

Kaizers Orchestra – hvis det var de indledende toner til en film, ville jeg elske den

Trægulvet på Vega gyngede af hoppende nordmænd, så man blev lige så søsyg som på Oslo-båden – fuldt hus af fans af Kaizers lirekassegrundpuls, den rockede version af De Fortabte Børns By. Guitaristen løftede ansigtet mod scenelyset ligeså nydende som man gør mod solen og jeg blev i godt humør af at vide, at også Norge er fuld af særlinge.

Kage – hvad ellers?

Jeg arbejder et sted med meget ressourcefulde kolleger. Jeg har været der en måned, ganske præcist i morgen, og de har allerede lært min sygelige trang til søde sager at kende. Idag snakkede vi om hvorvidt der mon var nogen der har opfundet kage-versionen af nikotinplasteret – eller om man mon kunne få kagespray, så man bare kunne mundspraye sig til den dejlige smag. En god løsning, men et design der ikke varetager behovet for at opleve kagens konsistens og krumme-densitet. Jeg er dog sikker på at der er en række innovative muligheder på dette område. For kage vil altid være dejligt.

Når jeg kører i morgentrafikken eller aftentrafikken eller bare trafikken og jeg lukker øjnene, så kan jeg næsten glemme at jeg sidder på min cykel.

Hvorfor er ænderne i Sortedammen døde, mor?

De ligger i brændingen og vugger, mellem fjer og plastikølkrus, blegnæbbede og sjaskede. Dem ude midt i søen bliver ædt af grove plebejer-måger. Det er en barsk, barsk jungle, sådan midt om søndagen.