emmes weblog

Dette er en servicemeddelelse fra emme.dk

Da emme.dk flytter til Nørrebro til et sted hvor der endnu ikke er gravet internet op til lejligheden, da Emme ikke modtager private emails på arbejde og da emme.dk ikke har webmail jeg er dummere end gennemsnittet, kan omtalte blive svær at kontakte gennem dette ellers glimrende medie i de næste 10 dage. Desuden vil den allerede sporadiske blogaktivitet blive endnu mere spredt fægtning, indtil emme.dks kontakt ved verden er genoprettet. Emme.dk beklager den ulejlighed det måtte koste dem og ønsker dem en fortsat dejlig søndag.

Valby Bakke, full throttle

København er flad som en pandekage. På vej hjem fra arbejde cykler jeg ligeud i både det vertikale og horizontale perspektiv, til jeg føler mig lige så ensrettet som en EU-reguleret agurk. Det er derfor en udsøgt fornøjelse at nå Valby Bakke, med det lille pseudo-rustikke Zoo-tårn, der markerer starten for cirka 10 sekunders fartfryd.

Hvis jeg kunne køre uden hænder, ville jeg sprede armene ud, lade håret flagre løst og hvine som en gris. Der er intet som at lade cyklen tage dræbende tempo, så tandsmilet tørrer i farten, og man falder ind i byen på frihjul. En god start på at være næsten hjemme.

Blæst, at være

Du ved godt, at hvis du skærer en grimasse og vinden vender, så hænger du på det grimme fjæs resten af dine dage?
Ved du også, at har dit ene øre den forkerte vinkel når blæsten drejer, så flyver al skallens indhold ud af det andet, som en mælkebøttes frøkapsler der spredes i den ganske verden, og så er du et væsen uden hjerne til du vælter i graven?

Heldigvis hedder det jo ‘lykkelig uvidenhed’.

Bodycrasher in spe

Min lillebror er 11 år og har netop opdaget at pigerne kan imponeres med enkle midler. I en kultur hvor fysisk overlegenhed ikke nødvendigvis behøver at handle om sport, har mini-nørder også en chance.

Det var nemt nok, fortalte han. To halvliters Mathilde kakaomælk, et sugerør i hver mundvig og en standhaftig beslutning om at skabe undertryk – på tid. Det var en af pigerne der tog tid og udfaldet var positivt, selvom han ikke kan huske det nøjagtige resultat. Desværre havde han så ondt i maven bagefter, at han ikke kunne synge i musik. Nederen.

Jeg ser en lys fremtid for ham hos Tågekammeret – deres ædle discipliner er ikke for sarte sjæle.

Kollektiv hukommelse

10 års jubilæum med folkeskoleklassen. Hvor er det forunderligt at se hvordan folk ligner deres forældre, lyder som deres forældre og ofte synes som deres forældre. Et under at verdens tænkning kan udvikle sig?

Det særeste er dog den kollektive hukommelse – hver for sig kan vi huske historier om hinanden, som hovedpersonen på ingen måde kan genkende. Store ting, der har gjort indtryk på fortælleren – svigt & sjov i en pærevælling. Men imellem os er der konsensus om hvad vi var for en forsamling. Jeg har bare på fornemmelsen at vi er for hurtige til at tilgive os selv på den konto. Desværre kan jeg ikke huske alene, hvordan vi var.

Sticky

Vi har nogle ret smarte køkkenskabe her hvor jeg bor. De har en ganske særlig lakeret træoverflade der i kombination med stegeos gør det muligt at hænge papir op på dem, uden brug af tape. Se, det er da praktisk innovations-evolution.

Idag oplevede jeg altså bare noget rigtig skægt. Alt for sjovt, faktisk. Men jeg kan desværre ikke skrive om det.

Så er det afgjort: Nella og jeg kan ikke gå i biografen sammen mere. Det er slut, min ven. Det går altid galt. Vi køber billet til en film prist af forholdsvis pålidelige mennesker i vores bekendtskabskreds. Men når vi sætter os i biografsædet, så er der noget i vores karmas kombination, der får bio-guden til at sige trylleryllerylle! Og pling – resten af de uskyldige biografgængere må lide med os. En sørgeligt ringe film påtvinges vores i væmmelse bævende øjenæbler.

Spiderman 2. På en skala fra et til to millioner får den 4. Men det er udelukkende for den selvironiske raindrops-are-falling-on-my-head-scene. Så tag da de gulvvioliner og slå dem til pindebrænde! Men nu må det være nok – Nella og jeg har bidraget vores del til blockbusterindustrien. We’re going arty!

Gå efter toilettet

På min nye arbejdsplads finder jeg ofte mig selv ganske fortabt på en lang gang, der forgrener sig i andre lange gange, der alle ligner hinanden. Farve- og talkoder er spildt på mig, de er alt for arbitrære. Heldigvis hjælper det gerne at stå og se rådvild ud foran en eller andens kontor – folk hjælper gerne en jyde i nød. Idag fik jeg dog i al fortrolighed et uundværligt tip af en af cheferne: find et toilet. For de er alle udstyret med en brandplan man kan navigere efter. Morale: der er altid en vej ud vha. kloaken.

FFH #234

Byens gader er så beskidte, at selvom man har fodtøj på, får man sorte fødder. (Måske skal jeg bare kommer over det og gå i bare tæer)

FFH #233

Af uransagelige årsager ses de gratis bycykler oftest lænket & låst fast til nagelfast byinteriør, så ingen andre end låsens ejer kan bruge dem. (Kan man godt stjæle noget der er gratis?)

FFH #232

Gråbrødretorv skifter position alt efter ugedag – det er et af de få steder i city (ikke midtbyen, sig for guds skyld aldrig midtbyen), som selv de lokale har svært ved at finde. (Så det er altså ikke kun mig der er spatielt udfordret)

FFH #231

Ungerne i de små klasser har tilsyneladende fået udleveret ens skoletasker, så læreren kan skelne sine egne kyllinger fra alt det andet ral. (Det er ret nuttet)

FFH #230

Langt de fleste af byens udskænkningssteder lukker inden kl. 02. (Man skal faktisk gøre sig umage hvis man ønsker at se dybt i glasset – og det her sted kalder sig en storby?)

FFH #229

Det hedder Hovedbanen. Ikke Banegården. Hovedbanegården er dog tilladt. (Det giver ingen mening)

FFH #228

Det er skik og brug, at man ikke kigger på andre brugere af offentlige transportmidler – glor man, betyder det som regel at man er et af følgende

• Seksuelt afvigende
• Lurende lommetyv
• Tigger
• Billetkontrollør i civil
• …alternativt: turist eller kombinationer af ovenstående

(Det kan være svært at finde et ledigt sted at lade sit øje hvile i myldretiden)

FFH #227

Pga. smog og den lave koncentration af rene vandhuller, er der stort set ingen myg i byen. (Kun i zoologisk have – så stenbroens børn kan lære om den rurale insektologi)

FFH #226

De eneste der er lavere i det københavnske samfund end byens white trash og de andre narkomaner, er kasten af untouchables: turisterne. (Det er dem der har gjort Strøget ubrugeligt for de rigtige københavnere)

FFH #225

Hvis man bor i Coldbjørnsensgade, er det helt normalt at lægge sig ned på alle fire for at sniffe af det spejl man har liggende på fortovet. (Måske er det bare mig der er provensiel)

FFH #224

Byen har en gade der hedder Naboløs.(Oh kyniske & bitre københavnere!)