Feriens første dag: Stå sent op. Byde på 3 lejligheder (2 på Frederiksberg, 1 på Østerbro). Drikke morgenkaffe i haven i 4 timer. Sove middagslur. Nu er jeg mentalt nået frokosttid.
Baaaad måddafågga!
I kompromisets navn har en veninde og jeg begået nogle af biografgængeriets største brølere – og i aften gjorde vi det igen. Vi så den slemmeste good-girl-in-da-hood dansefilm med den cheesy titel Honey. Hvordan kunne jeg lade det ske igen? Lærte jeg ikke noget af den rædselsfulde oplevelse da vi så Timemachine? Gør det ikke stadig ondt ved tanken om Father’s Day? Og Georg. Georg den Gæve Liansvinger. Jeg græmmes.
Men vi stod der igen foran plakaterne og kunne ikke blive enige. Og vi vidste godt at det ville være en dårlig film. Men ingen ville give efter for den anden. Og så valgte vi igen en film, der var så ringe, at den aldrig kommer på video. Hvor er det deprimerende, at der er nogen der producerer den slags.
Og hvor er det fantastisk grinagtigt at jeg har set så mange af dem. Jeg er en kulturfladpande.
Fremtiden er grøn
All systems are go. Jeg har fået nyt job i Kbh. Jeg skal flytte. Jeg skal… altmuligt! Lige nu soler jeg mig bare i mit eget candyflossgrin og nyder det, indtil den praktiske flodbølge kommer væltende. Årh, hvor er jeg glad.
Morgenlys
Klokken er 05.12. Bruden, der for mindre end 8 timer siden unægteligt var en skønhed, sidder skrævende og foroverbøjet i sofaen og ryger smøger med sammenknebne øjne. Gommen er ved hendes side, hovedet kastet tilbage og øjnene lukkede, en smule fråde om munden. Der drøner grå morgen ind ad de store vinduer. De pastelfarvede drinks ser ulækre ud, fordi konteksten er helt forkert.
Der kan være noget desillusionerende over det øjeblik, hvor en fest holder op. Det var så smukt, nu er det så slidt.
Jeg har uforløst overskudsenergi nok til at drive en middelstor sværindustri. Det er ligesom at have varme tæer i en smeltende sommernat.
Cool har ingen alder
Min mor havde fødselsdag igår. Hun så ud af vinduet på den piskende regn, de sortgrå skyer og den arrige blæst. Leende siger hun: ‘Så kan I lære det!’.
Samme aften spillede Sugarhill Gang på Voxhall. Publikums antal er det samme som de herrers gennemsnitsalder. Men nogle mænd bliver bare ikke for gamle til americana-bandana, similidiadem på mafiahatten og tung hip-hopkoreografi. Skulle der være fest? Hell yeah! Jubel havde de selv med på vinyl.
Blogvisit
Efter under to døgn som nomadebloggere, måtte vi stoppe – moderbindingen til vores egne blogs var for stærk. Selvom eksperimentet primært var rettet mod blog-ejerne, hvordan det var for os at skrive i en anden kontekst end den vi selv har defineret, var det også meningen at det skulle være underholdende for læserne – som en lille krimi, hvor det gjaldt om at hitte rede i trådene. Men så var det heller ikke sjovere, åbenbart. Man er nok ikke så tilgivende som læser, tålmodighedens spændvidde er ikke så elastisk på nettet. Og det er vel derfor at de fleste blogs har så stærk en personlighed i stil og indhold – for ellers forsvinder man i havet af indhold.
selvfed – på den gode måde
på enhver solskinsdag kan man i hans tausens park se en stor kvinde i en stropløs badedragt. hun ligger på et tæppe og løser krydsogtværs alt imens hun ryger på en potent havanna.
hun slå mig som indbegrebet af at ‘hvile i sig selv’
[af anna]
Dokumentation.
Vi har udviklet en forbløffende evne til at ville dokumentere alt. Alskens grej, der kan optage lyd og billede hænger om halsen på os, når vi skal opleve. Jeg stødte ind i en fyr i Tivoli lørdag aften. Han var turist på besøg fra Spanien. Tusindvis af mennesker stod og kiggede på fyrværkeriet, mens han havde travlt med at scrolle igennem samtlige menuer på digitalkameraet, for at kunne optage 60 sekunders film. Det lykkedes ikke. Kameraet makkede ikke ret og intet blev optaget.
Stoler vi ikke på vores egne evner til at lagre minder? Har vi glemt at fortælle en historie uden at skulle bakke den op med billedemateriale som dokumentation? Jeg vil hellere høre mine venner fortælle med indlevelse og iver, fremfor at se et billede, hvor de står med en tåbelig cap på hovedet og en Heineken i hånden.
Følte lige trang til at nedskrive denne tanke, så jeg kan dokumentere at jeg har tænkt den …
[af plok]
K.I.S.S.
En god bogstavskombination. Jeg stødte på den for nogle år siden. Den kan måske endda med fordel hives ud af sin normale design-sammenhæng og adopteres i privaten. Da jeg i weekenden hang på en speedbåd i en noget ekstrem situation var der øjeblikke, hvor jeg tænkte at det nok var det. Pludselig var der et par ting, der stod soleklart. Jeg prøver at huske dem denne gang; selvom tid, travlhed og turbulens nok skal skubbe mig ud af fokus igen. Keep It Simple, Stupid.
[af plok]
den nye røde linie
det er da fantastisk at indien og parkistan har oprettet en direkte hotline så de bedre kan undgå atomkrig – men er det ikke lidt firser-agtigt?
[af anna]
At skyde fluer med citroner
- ‘Er der meget rekyl?’, spørger jeg imens en af de festklædte mennesker tømmer en halv flaske hårspray i kanonens affyringskammer.
– ‘Ikke noget at tale om’, svarer en af de andre.
Her er det, at jeg må være gået glip af et fnisende, indforstået blik imellem de 5 drengerøve, for da jeg antænder hårsprayen, træder de alle hurtigt et skridt tilbage. Og luften fyldes af sønderskudt citron, som kun citroner kan se ud når de er blevet skudt ud af en gammel ramponeret kanon. Jeg synes nu nok der var noget rekyl. Men jeg tør ikke sige noget, for jeg er momentært døv. Drengerøve.
Retur til Trædemøllen, 3. del
Hamster-Emme tager en runde mere i buret – reduceret til store kindposer og en hjerne på størrelse med en ært, der er skarpest om natten. Ja, ja, der var jo heller ikke nogen der sagde at det ville være sjovt at blive voksen.
Min lille ferie i København var ren fornøjelse. Det var for det første herligt at møde en, der har samme ordrige baggrund som mig selv og som har en forståelse for den bibliofiles glæder & sorger. Tinka og hendes blog hænger sammen. Ikke overraskende.
Og så har jeg opdaget, at jeg intet ved om min hovedstad – men heldigvis kender jeg en kulturelt interesseret blogger der gør, en brite. Så jeg var på en hyggelig siteseeing med David, hvis viden om København er imponerende. Det var en helt H.C. Andersensk tur, med skræppeblade, grimme ællinger, hunde med øjne så store som tekopper og skatte i knudrede træer. Jeg fik helt lyst til at genbesøge forfatterskabet.
Noget mindre i den etablerede kulturelle sfære, men lige så underholdende var tirsdagens besøg på Märkbar – nu ved jeg også hvordan plok ser ud! Men jeg tør ikke sige mere. Jeg vil ikke afsløre noget.
Endelig fik jeg også besøgt de by-flygtige lingvister, der dog så ud til at have det virkelig godt, til trods for at de har flået deres jyske standpunkt op med rode. De grinede endda indfødt da jeg af vanvare kom til at fortælle at jeg havde taget metroen i den forkerte retning.
I kø til at blive stjerne
Ditte M og jeg sidder i det strålende solskin på hver vores mælkekasse og nyder morgenkaffen – klokken er kun lidt over syv, men allerede er der 300 i kø. Vores arbejdsplads hoster Idols-audition, og det er hvad man kalder gratis underholdning. Vi nyder synet af unge i kø til at blive stjerner. Se, allerede dér er den jo gal – det er da ikke noget man står i kø for, som man står i kø i supermarkedet: ‘Ja, og så skal jeg lige have for 30 kr. stjernenykker med også’…
Så stopper I!
Hvor jeg end bevæger hen, sidder jammerlabberne i klynger og synger med stor pathos & vibrato – den slags selvfølende fællessang giver mig myrekryb. Hold nu en pause, børn, og lad mig få ørenlyd. Eller syng da i det mindste andet end sukkerpop. SUK! Det bliver en lang dag.
- ‘Skal vi så lave rodeo’en inden du bider mig?’
Den langlemmede kæmpe slår prøvende et par luft-uppercuts.
– ‘Ja, også flår du min skjorte bagefter. Men gider du ikke være lidt mere forsigtig når du putter fingrene op i min næse?’
Et par fake-lussinger fylder luften og de to herrer går over til at diskutere, hvordan man bedst smadrer hovedet ned i scenekanten.
Det er okay at arbejde et sted, hvor man bliver nødt til at hyre stuntmen.
Brikkerne er faldet på plads med mit besøg i Kbh – jeg skal kun en lille forretningsmæssig ting, resten er ren ferie.
Så jeg håber at der er nogen bloggere, der vil holde mig med selskab til en kølig på Märkbar på tirsdag kl. 20 – det kunne være så vældig!
Og så sagde han osse!
“… Først var jeg bare sådan ‘brrrrh!’, men så var han bare sådan ‘hmmmmm..’, og så er det at jeg bliver sådan ‘okaaaaaay’, men han er helt ‘aaaaaiiijh’ og hun laver den der ‘hrmffff!’ og nu er jeg totalt ‘mmmhhhmm’!”
Ja, og jeg er bare totalt ‘Que??’.
Der har været et pidgin-sprog under udvikling længe, men jeg er bange for at jeg er tabt for bestandig. Ordbog, anyone?
Next,
