Kan du genkende mig?
Det er så sært, det er ligesom at genkende sig selv som en helt anden person. Man møder et andet menneske for første gang og der en forståelse, der ikke bunder i hverken det politiske eller kulturelle. Det lyder lamt det her, men det er ligesom at mennesker kun kommer i så mange slags og her har man mødt en, der er skåret af samme slags træ som en selv. Barn eller oldtussegammel, jeg kan genkende dem – men jeg tør aldrig spørge om de kan genkende mig.
Hvad er det for et sted man arbejder, når man ser sig nødsaget til at sætte rygter igang om sig selv? Hmmm…
Something Rotten
Det vi alle har ventet på, Tinka! Det er bedre end jul!
Teaser:
. . . I have watched Grammasites in flight over the pleasure domes of Xanadu, cantered bareback on unicorns through the leafy forests of Zenobia and played chess with Ozymandias, the King of Kings. But despite all these moments of wonder and delight, my heart belonged back home in Swindon and to a man named Landen Parke-Laine. He was my husband, the father of my son, he didn’t exist, and I loved him . . .
Idag regnede det imens solen skinnede – men jeg kunne ikke se nogen regnbue. Måske er det fordi jeg stod for enden af den? Kald mig ‘skat’ for fremtiden.
Comfort reads
Trøstebøger – de bøger du rækker ud efter, når det hele bliver for meget, når du er hygge-trist, men ikke har hverken is, slik eller kage, når du har tudet øjnene ud efter en film der ramte, når han er vild med en anden og ikke dig, når du er så fattig at den står på ris og mangochutney resten af måneden, når det roder men du ikke magter at rydde op, når du har lyst til at binde sengen fast til radiatoren fordi værelset drejer rundt og verden med, når ingen kender & forstår dig og der ikke er mere batteri på telefonen og du har glemt opladeren på arbejde.
Emmes comfort reads:
Det kan godt være, at det stinker af småborgerlig ambition, men det holder at have en rengøringsdame – man kan altså godt købe sig til en lille smule lykke. Man efterlader sit hjem svøbt i knæhøje nullermænd og kommer hjem til domesticeret interiør – sofaerne ranker fjedrene og blinker til hinanden over det sæbeduftende trægulv, køkkenbordets plane flade skinner i solen og væk er larmen fra støvmidernes millitæriske fanfarer. Ahhhh.
Efter moden overvejelse har jeg besluttet, at når jeg bliver en magtfuld forlagsredaktør, så skal alle danske forfattere først udgives som engelske paperbacks – derefter kan vi så overveje, om der er et marked for hardbacks på dansk.
Søndagsstemning
Vidste I, at det hedder ‘flere griller’, hvis man har multiple ristningsanordninger til at forsøde sommermadlavningen med? Det lyder lidt som en joke, der har sat sig fast og fået liv, men det står selv i ordbogen. Griller. Helt ærlig. Jeg skal give dig griller, skal jeg.
Lynch & Hagelin
David Lynch & John Hagelin gæstede Filmbyen for at tale om film & fred:
We can turn off war like we turn off the light, sagde Hagelin som punktum for en lang tale for transcendental meditation som svaret på alle verdens problemer. Om han har en pointe kan diskuteres, men hvad Hagelin end havde advokeret for, havde jeg aldrig troet ham, for der var umiskendeligt en stor TV-shop sælger gemt i hans retorik.
Jeg faldt igen. Langt ind i en bog, imens kaffen blev kold og eftermiddagen trissede henover vindueskarmen. Det var en rigtig regnvejrsbog, en gammel kending, en der bliver hos en længe efter den er slut, som en stol der knirker længe efter dens besidder har forladt rummet.
Og så var klokken mange og jeg kom for sent igen!
Lær-at-tænke-før-du-taler(tm)(www.dummernik.dk)
Jeg har netop installeret min nyeste gadget. Den er nu skruet fast på min skulder, den venstre. Den har form som en lille, firskåren rejekælling, der holder en kæmpestor fluesmækker. Den er tilsluttet min hjerne med en lille gennemsigtig wire. Hver eneste gang jeg overvejer at åbne munden og sige noget, går rejekællingen i aktion. Hun lægger ud med et velrettet klask af fluesmækkeren i mod min nakke og råber derefter lige ind i mit øre: ‘Hold kæft! Hold kæft! Hold kæft!’.
Jeg satser på, at jeg så meget snart kan lære det.
Livsmål
Det er da ikke for ambitiøst, vel?
Bedst som jeg tror at jeg har tabt, finder jeg at jeg har vundet. Jeg beder til, at den omvendte logik ikke gør sig gældende. Det er ligesom at jeg hele tiden er forskudt, et par sekunder forud eller bagud, ude af takt med svingetovet. Hele verden er en kasse af dimser i uorden, som jeg længes efter at ryste på plads. Alting er kantet og stikkende, selv min frokost – det er ligesom at kaste sig baglæns ud i bølgerne, men opdage at man lander i en tjørnebusk.
Det er mandag.
Kultur(tm)
Den kulturelle spændvidde har været interessant i denne uge. Fra Jesus hopped the A-train i mandags, over Swan Lee-koncert torsdag til bryllupsfnidder igår. For det sidste burde da have været udbudt i diverse aktivitetskalendre på linie med andre folkeligheder. Men underholdende var det! Fuldt konkurrencedygtigt med amerikanske tv-serier i pladderværdi. Og gav vi harske danskere rig mulighed for at rulle vores kritikerrøst ud over den røde løber. Her i residensen var vi ingen undtagelse. Vi konstaterede blandt andet:
“De skal spise i et telt, fordi vi ikke har et slot stort nok til 450 mennesker – hvad der det for et amatørland, det her?”
Jeg føler mig truckeragtig når…
Jeg gik også lige hjem og bagte chokolademuffins imens jeg støvede af.
This body was made to … read
Evolutionen har udviklet mig perfekt. Bedre design kan man dårligt ønske sig. Øjne til at percipere de ædle skrifttegn og hænder til at kramme de vidunderlige sider, en fleksibel krop til multiple læsepositioner og det vigtigste: mentale skyklapper.
Det mest fantastiske er dog, at der er indbygget automatiske stopklodser i mig, så jeg ikke bare kan fortsætte med at læse til bogen er slut eller jeg dåner af dehydrering: læser jeg liggende på maven, kommer mine arme til at sove efter omtrent 1½ times læsning. Dette kan afhjælpes en smule ved at indsætte en ikke alt for stor pude til at hvile armene på, men det er kun en stakket frist. Liggende læsning er generelt det mest kortlivede – liggende fladt på ryggen kan jeg ikke holde bogen over mig længe nok til at konsumere et mediumlængde kapitel. Bedst er læsning i sengen stablet op på ekstra puder; der stopper jeg først når jeg får ondt i øjnene (det skyldes som regel at jeg har glemt at tænde lys i skumringen). Sofaen er ej heller at foragte, men almindelige stole er ganske håbløse. De er jo designet til at man kun kan sidde på dem på en måde. Og den garvede læser vil vide, at den eneste måde at undgå at blive forkrøblet under læsningen er at skifte stilling, bare en lillebitte smule, med jævne mellemrum. Derved fordeles belastningen over den skrøbelige krop, som læseren jo må trækkes med. Faktisk er læsning et af de eneste gode argumenter jeg har hørt for separationen af krop & sjæl.
Marginal læsning kalder jeg det at tiltuske sig en bid af en lækker bog på de mest umulige steder og under pressede forhold. Det kræver lidt læseakrobatiske øvelser, som f.eks. at være i stand til at holde øje med trafikken, samtidig med at man holder øje med bogstaverne på siden. Da jeg lærte tegnsprog fik jeg at vide, at man under processen med at navigere i det visuelle sproglige rum ofte udvidede sin visuelle horisont, på en meget konkret måde: man skulle være i stand til at holde øje med både tegn & mundbevægelser på en gang og opøvede derved et større aktivt synsfelt. Det samme gælder for den marginale læser – man kan jo ikke have et øje på hver finger, så man må leve med at skulle sprede sin koncentration lidt.
Læsning mens man spiser kan også kræve lidt øvelse, særlig hvis der ikke er bordplads til både mad & bog. Læsning & bladring med en hånd er her et must, men man bør holde sig til paperbacks på under 200 sider (dog afhængig af papirkvalitet), da man ellers kan komme til at udvikle en sært muskuløs hånd. Personligt foretrækker jeg at bladre med et sublimt samarbejde mellem tommel- og lillefinger, men har set andre og mere elegante versioner.
Læsning på cykel er et praktisk problem jeg endnu ikke har fået løst, men overvejer en slags nodestativkonstruktion på styret. Generelt er det sådan med læsning i det offentlige rum, at selvom man tydeligt befinder sig i sit eget parallele univers, så er andre så forbandet nysgerrige. Hvad er det mon hun læser? Jeg er her ikke selv for god, da jeg mener at kunne bedømme folks karakter på, hvad de vælger at læse i offentlige transportmidler – det bedste er to læseres battle om at lure hinandens bogtitler, en kamp hvis subtilitet kun overgås af togkupeens flyt-dine-grimme-fødder-jeg-havde-mine-ben-her-først-krig.
Det eneste jeg nu ønsker mig af evolutionen er, at bogen snart gror vinger, så den ikke falder ned i hovedet på mig når mine arme bliver søvnige før mine øjne.
At gifte sig med kronprinsen må være som at få et helt lands befolkning som svigerfamilie. Forestil dig antallet af konfirmationer.
Hej dav
Jeg har hverken været indlagt eller indsat. Og det er så kryptisk som det bliver. Som svar til k9ks indlæg om enigmatiske bloggere, vil jeg sige, at han naturligvis har en pointe. Indlæg som mit sidste inden pausen er da vildt irriterende læsning. Men valget stod mellem at skrive dét eller slet ingenting, og jeg synes alligevel at det er uhøfligt at blive væk uden afbud. Detaljerne hører under den del af mit privatliv, der aldrig vil blive behandlet her – men jeg lover jer, at det var ganske banalt og helt igennem kedsommeligt.
,
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Kommunikationscast er vores ugentlige podcast om kommunikation
KommunikationsCast »Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
Sweet Christmas »