emmes weblog

Nærværende skribent ser sig nødsaget til at gå under jorden for en tid. Vi ses på den anden side.

Jeg mindes ikke at have bestilt det her liv. Skal huske at lade være med at bladre i de postordrekataloger for fremtiden.

Man kan genkende drømmen på fravær af fysisk smerte

Jeg er stået op fra drømme, modsat at stå op i drømme, når:

• Fodsålerne krymper 2 størrelser ved kontakt med badeværelsesgulvet
• Det første vand i bruseren er klæbende istapper
• Håndklædet er lavet af sandpapir, tandbørsten af ståluld og tøjet af kokostæppe
• Den kolde luft får mine øjenæbler til at tørre ud og sidde fast i øjenhulerne når jeg kører på frihjul nedad bakken til arbejde

Jeg fortryder ikke, men…

Hvis nu bare jeg havde tænkt på at… Hvis nu bare jeg kunne holde mig selv i skak. Hvis nu bare jeg havde sagt at… Hvis nu bare jeg kunne se det hele udefra. Hvis nu bare at jeg havde undladt at… Hvis jeg nu kunne lære af alle mine fejl, så ville jeg være et kedeligt menneske.

Jeg kender en filosof (med et lidt rodet site). En person, der må siges at være min diamentrale modsætning, i al hans idealistiske storhed. Det meste af tiden går jeg ikke rundt og spekulerer på hvordan verden & dens mennesker hænger sammen – og når jeg så snakker med filosoffen går det op for mig i hvor pinlig grad jeg forholder mig praktisk-realistisk til alting. Hvorfor er det, at der i en stresset hverdag er så lidt plads til store tanker & ord, selvom man faktisk er i stand til at jonglere med problemløsning af komplicerede håndgribeligheder? Jeg bevæger mig i jordhøjde – med raketfart. Bliver man dum af at arbejde og klog af at sidde i sin sofa?
Filosoffen opfylder altid sin titel – jeg bliver inspireret til at kigge udaf og væk fra mine barkede arbejdsnæver.

Klokken er kvart i to. Kvart i to? Hvor blev min dag af?? Hvem har taget den?? Hit med den! Host op, din snøbel!

Vågne

At gribe sin bevidsthed, hver gang den falder, falder, falder. Man skal have et godt greb i yo-yo snoren og blidt fiske bevidstheden op fra dybet, imens man fast husker sig selv på, hvorfor man skal vågne.

Det er bare så svært at huske når man er bevidstløs.

Jeg har overvejet at få lavet en plakat med 10 gode grunde, til at klistre op i mit loft.

Yummy Dots? Uhm!

Hvad er

1. yummy dots?
2. multi-balls?
3. ball-blasting?
4. electro-mines?
5. bosses?
6. star-clubbers?

Der er nogle af disse ord, der giver ret giftige Google-søgninger – og det er såmænd bare helt uskyldige ord i nogle små webarkadespil, der skal oversættes til dansk. Men ak, intet er stuerent mere! Problemet er bare, at jeg bliver nødt til at spille alle de her spil, for at decifrere vokabularet – og dét er tidskrævende! Samtidig spekulerer jeg på om jeg er blevet gammel, når jeg ikke helt kan gennemskue hvad den moderne danske ekvivalent af ‘groovy’ er.

Musik – en amplifikation

Jeg kendte engang en, der ofte spekulerede over om han var blevet den spekulative sortseer/romantiker pga. alt det musik han hørte, eller om han valgte alt det musik han hørte fordi han var som han nu engang var.
Det har jeg stadig ikke noget svar på. Men at høre Muse: Absolution er lige som at tage en plastikpose over hovedet og kun lave et meget lille hul i den til at ånde igennem – man bliver både dårlig & høj på en gang. På en god måde. Det er underligt at blive i så godt humør af sort musik.

En syngende freak (via weblounge) – endnu et bevis på at det ikke kun er webloggere, der har for meget tid foran computeren. I den netbårne verden er vi alle særlinge.

Den RIGTIGE A-list! (via #08)

Værste indledningslinie til en rædderlig roman

The Lyttle Lytton Contest / The Bulwer-Lytton Fiction Contest (tak, webmercial).

Hvis jeg skulle skrive en afskyelig roman, skulle den starte sådan her:

Jeg skriver kun det her for min egen skyld, så luk bare bogen igen, din papnæse. (Arh, okay, det var vist en lidt for blog-politisk kommentar)

Hun børstede tænksomt sit ene hår.

Sweet – men jeg elsker stadig min thinkpad.

Mikrofiktion

Twice Told fra Scribble Press – historier fortalt til historiefortælleren, second hand realia.

Jeg har altid synes at der er noget melankolsk og trist over forsommerskumringen – lige der hvor fulgene bryder ud i orkestergravsjam og den varme luft er ladet med dagens duftmosaik. Der er en følelse af tab over det. Men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det er jeg har tabt. Min mor mener, at jeg har været i uddannelsessystemet så længe, at det forsømte forår er blevet ganske integreret i mine biorytmer, så selv nu, hvor jeg er færdig, huserer det stadig når dagene bliver længere. Jeg tror nu ikke det er det. Måske er det nordboeren i mig, der savner vinteren.

Aros

Idag besøgte jeg Aros kunstmuseet for først gang – det var lækkert på den organiske & nordiske måde. Men der er noget over store glasflader – på den ene side er det imponerende med al lyset og åbningen ud til omgivelserne, og på den anden side føler man sig som en myre under et brændglas. Som min søster sagde, var der så meget lys, at man hele tiden var bange for at gå ind i en glasvæg, som man havde overset. Man ved, at det på en måde bare er en illusion om uanede mængder plads.

Min lillebror var vild med Boy – men han synes Hesteslagtningen var ulækker. Jeg har det også meget blandet med installationskunst – meget af det minder om gamle dages raritetsskrin, små tid- & stedkapsler der mest var sjove for dem der havde lavet dem. Og samlingen for moderne kunst har så mange deprimerende stykker – hvorfor skal man udtrykke smerte for at være moderne? Men omgivelserne var dejlige og jeg elsker steder hvor der er højt til loftet, både arkitektonisk og mentalitetsmæssigt. Man ved, at en bygning er en succes, når man hører folk gå og tale om, hvordan det mon ville være at bo der.

Tilbage på arbejdet var retur til jordhøjde – jeg delte kingsize holdkæftbolsjer ud til kollegerne, så alle var helt deforme i hovederne og ingen kunne tale i telefon. Det gør ret ondt, hvis man får grineflip med sådan et i munden.

Hilfe!

Jeg kom lige til at smække mig inde i et kold-lagerrum – så dum er jeg. Dog, det var ikke det væste fængsel i verden, for det indeholdt mad til en mindre hær i en uge, 20 sølvkandelabre og en king size grill. Og 3 kasser Carlsberg Porter. Men selvom der først ville komme nogen og lukke mig ud imorgen tidlig, så ville jeg ikke engang få en sjov nat, for jeg er en af den slags sørgelige mennesker der ikke kan åbne en øl med en anden øl, eller noget som helst andet alternativt instrument for den sags skyld. Det betyder vel egentlig at jeg ikke er rigtig dansker. Jeg må se at få det lært- ikke for nationalfølelsens skyld, men fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg er dum nok til at ende i den samme situation igen.

Random books

• Grab the nearest book.
• Open the book to page 23.
• Find the fifth sentence.
• Post the text of the sentence in your journal along with these instructions.

“Humming and roaring and whirling in its huge confluent maelstroms of fiery gas, the body of that tornado of paternity concealed at that moment a soul that associated John Crow not only with such beings as neglected to invoke its godhead but with such beings as in their malicious rational impiety positively denied it any consciousness.”

John Cowper Powys: A Glastonbury Romance.

Tillad mig at bemærke at ikke alle sætningerne i bogen er så lange – til gengæld en bogen lang i sig selv, 1120 sider, nok til at gøre bogen lidt tung at tumle selvom papiret er af bagepapir-typen. Mit anglofile hjerte glæder sig over bogens verbale omfangsrighed.

Præ-sms

Sms’er, de små instant ligegyldigheder, har eksisteret længere end mobiltelefonen – hvem husker ikke skoletidens små sedler, der, alt afhængig af afsenderens generelle goodwill, kunne passere fra den ene ende af klasselokalet til den anden inden læreren kunne nå at sige attenhundredehvidkål. Det startede i folkeskolen og blev forfinet i gymnasiet – på universitetet blev nogen pludselig snerpede og nægtede at være the missing link (‘følg med i undervisningen – du er her jo frivilligt!’). Det store trick har altid været at passere sedlen fra række til række, da det kunne involvere større armbevægelser end ellers, noget som de fleste lærere er meget fintmærkende overfor (de håber formentligt at det er en ivrig elev med en kommentar). Indholdet rangerede, ikke overraskende, fra ‘Gaaaab!!’ til ‘Men så sagde han bare at det var han ligeglad med og så følte jeg mig bare så…(osv, osv)’ – og kunne være en vital ingrediens i holde-sig-vågen-cocktailen (hvis andre tilsætningsstoffer var at lave kruseduller, drikke kaffe, tælle furer i loftet/væggen/lærerens ansigt, spille kryds & bolle & have fodsex med sidemanden). Behovet for sms’en har eksisteret længe – undervurdér ikke behovet for at sige noget uden at sige noget.

Det var bare en af de der dage, hvor man kommer fra arbejde med lurende hovedpine, som en jernbånd om panden. Men mens jeg gik gennem byen, mødte jeg den ene ven eller bekendte efter den anden – solen havde lokket dem ud af jordhulerne, de luftede sommersmilet og rystede optimismen ud af ærmerne. Og det smittede. Du varmer min dag, min ven.