Sød er ikke bare et ord
I elegant forlængelse af indlægget før dette, kan jeg sige at jeg føler mig virkelig forkælet. Igår kom min søde mor med to bugnende poser med lækker luksusmad, så jeg nu kan forskanse mig i min lejlighed det næste lange stykke tid uden at gå ud. Om aftenen tog den søde kæreste mig med på Ministeriet, hvor 3 retter mad næsten tog livet af mig efter en uge på youghurt og ristet brød. Måske er det ikke så slemt at skrive Speciale alligevel?
Jan 31, 2004
Søde
Mine damer og herrer, vi må erkende at vi danskere er nogen kyniske … idioter? Jeg kan ihvertfald ikke finde nær så mange ord for ‘søde’ (i unisex-versionen), som der er for ‘idiot’:
allerkæreste (precious!) / smukke / babe / baby / dejlige / skønne / honey / solstråle / honningblomst / nuser / pus / mus / muffler / elskling / ven / vaffel / skat / chokoladefrø / tulle / due / bamse / nullergøj / basse / fnuller / nuttie / snuskebasse / trold / nutte / putte /
(efter idé af Pip’eren, se kommentarer nedenfor)
Jan 30, 2004
Idiot
VitaminQ har 101 engelske synonymer for idiot. Jeg kan kun finde 66 på dansk:
fæ / fjog / fjols / kvabodder / tegning / klovn / bøv / røvbanan / brian / sjuft / odder / tåbe / abe / abekat / køter / dompap / wuss / jammerlab / åndsbolle / padde / skod / snotbobbel / tumpe / knold / grobrian / hallunk / snøbel / jubelnar / kanut / glatnakke / får / høved / dumrian / klaptorsk / pikansjos / dummernik / bæst / bums / ko / stodder / svinemikkel / torsk / torskehoved / hundehoved / skarn / skidespræller / torskepande / nollerøv / ronkedor / oggenok / tossefår / nossefår / fladpande / kvaj / æsel / klaptorskklamphugger / snegl / dosmer / fnatmide / drog / mide / amøbe / tølper / ærkefjols / varyl / vindbøjtel / spade / skovl / nokkefår / knoldesparker / fuckhoved / grobrian / stjærv / schmock / svumpukkel / tosse / umulius / spasser / åndspygmæ / klokkefår /
Jan 29, 2004
Jeg bliver 26 om en uge – hvorfor er det stadig sådan, at så snart jeg har krise, så er min første indskydelse at ringe til min mor?
Jan 28, 2004
Specialekuller
– når man har interne jokes om sig selv og Specialet med sig selv og Specialet.
Jan 27, 2004
Dengang jeg var barn, var der rigtig frost til!
Davids link til Guardians vejrhistorie fik mig til at tænke på en vinter hvor jeg tilbragte en uge i en lille nordsvensk by med min familie. Der var minus 40 graders frost.
Ude på badeværelset var der en lille revne i det matterede vinduesglas – men det var alt nok; frosten var så hård, at den minimale kontakt med den fugtige luft i baderummet gjorde, at der på vinduet udviklede sig avantgardekunst. Fra et tykt lag isblomster, over en hastigt voksende is-fungus til et monumentalt ismonster, der bredte sig indad i rummet som i en dårlig science-fiction film. Et langt, varmt karbad efter en skitur var ren mums for ismonsterets celledeling.
Faktisk er det for koldt at stå på ski i minus 40 grader – de gange vi var ude på langrendsskiene, kunne vi se gardinerne blafre i den lille bys vinduer, når svenskerne grinende gloede på de vanvittige danskere, der klavrede forbi på froststive ben. Og der gik ikke lang tid før ens øjenvipper begyndte at fryse sammen – det føltes som om de var dyppet i kontaktlim, der var på nippet til at tørre. Løsningen var naturligvis ikke at blinke, men man skulle heller ikke spærre øjnene for meget op, for så blev øjenæblerne helt kolde, hele vejen rundt. Der var ikke meget sjov ved at være ude. Så istedet spillede vi Uno om kirsebærlikørshots. Ak, det var tider.
Jan 27, 2004
Det lukkede rum
Jeg sidder her dag ud og dag ind, foran min amputerede bærbare med den eksterne skærm, bunkerne af bøger, noter og datamateriale. Min lejlighed er grænserne for mit univers. Min binding til det onde Speciale er ligesom en stor fed elastik – jeg hader Specialet, så jeg bevæger mig væk, liste, liste, liste, skridt for skridt. Og når jeg når den kritiske afstand – swoop! Så bliver jeg trukket tilbage på min pind af lige dele elastik, dårlig samvittighed og tidspres. Og så sidder jeg der igen som en sølle lænket bassethound, med ansigtet i lange triste folder.
Derfor bliver jeg selvsagt som en ivrig hundehvalp når jeg får besøg: logre, logre, logre – distraher mig, så jeg ikke kan mærke elastikken. The tail is wagging the dog. Pludselig har jeg korttidshukommelse som en guldfisk – Speciale? Hvaffor et Speciale??
Jeg glæder mig til jeg er færdig.
Jan 26, 2004
Do you like your chocolate with or with out little heads?

(Tak, Boring3D Daily Archive, der er altid opmuntring at hente hos dig)
Jan 23, 2004
Små kopper har også ører – store kopper er bare krus.
Jan 23, 2004
60 siders mærket
Det magiske 60 siders mærke er nået – 60 sider er minimum for et speciale. Men der er lang vej endnu, kan jeg se på det hele. Og pludselig ikke så lang tid til d. 16. februar, hvor jeg er tilmeldt specialeaflevering.
Bidrag til Det Alternative Speciale modtages fortsat.
Jan 23, 2004
Vintage computers
Pcfisk – computergenbrug – muligheden for en billig computer til Fru Jensen. Dét giver da mening. Ikke at jeg vil have sådan et gammelt hakkebræt… man har vel lov til at være luksusforbruger på nogen områder?
Jan 22, 2004
Sving pingvin-battet
…Også fik jeg ikke lavet mere den dag! (Tak, Morten (rekord: 322.9))
(Bemærk det lille ‘hop’-udbrud pingvinen kommer med lige efter udspringet – det er da for nuttet!)(Personlig rekord: 307.1)
Jan 22, 2004
Slikproblemer
Igår købte jeg sådan en hel spand dåse med BonBon-bolsjer. Slik, det skal man jo have. Men nu er jeg hel hudløs i ganen. Bolsjer er besværligt slik, det må jeg sige. Kun for de hardcore. Jeg bliver nok nødt til at gå ned og købe nogen vingummier og måske lidt skumslik for at dulme smerterne. Måske lidt chokolade. Jeg kan jo ikke skrive videre på mit speciale med smerter som disse kriblende på mit ganesejl, vel? Det gør sgu ondt helt op i næsen (…måske kan jeg sagsøge BonBon for svie og smerte?).
Jan 21, 2004
Jeg er en film, jeg ikke har set
Easy Rider – det er en B-film, er det ikke? En 80′er-kikset film, ikke? Vær nu bare ærlig. Pokkers, jeg er 80′er og kikset.
Samme site har også en række seriøse personlighedstests, men dem tør jeg ikke tage nu, efter Easy Rider-resultatet.
Jan 21, 2004
Mandagsblues
Igår var endnu en perfekt søndag – jeg er nemlig blevet så glad ved min vane med at holde søndag om mandagen. Det eneste problem er bare, at så er det mandag for mig, når det er tirsdag for alle andre – de har vænnet sig til den nye onde uge, så jeg er den eneste i verden der lider af mandagsdvaskhed lige nu.
Jan 20, 2004
Madsangen
Når jeg lige har været ude og løbe, så bliver jeg primitivt monstersulten. Og så er det tortur at vente på at maden bliver færdig. Så nu har jeg komponeret en sang for at hjælpe mig igennem traumerne foran komfuret.
Den går på melodien til ‘Halli halli hallo, vi vinder i Mexico’;
Madsangen
Mad-mad mad-mad mad-mad, mad mad mad mad mad-mad
Mad mad mad mad mad MAD, mad-mad-mad-mad-mad-mad-mad
Mad-mad mad-mad mad-mad, mad mad mad mad mad-mad
Mad mad mad mad mad MAD, mad-mad-mad-mad-mad-mad-mad
Velbekomme.
Jan 18, 2004
The Woman Who Walked Into Doors
En begyndende søllehed krævede te i sengen igår aftes. På rystende arme hæver jeg mig op mod vindueskarmen og rækker ud efter koppen. Men de sølle arme svigter og jeg knalder panden i karmen.
Nu har jeg en stor blå bule i panden – og den er helt blød i midten, ligesom en kage der ikke er bagt nok. Og det ser ud somom jeg er ved at gro mig et enhjørningehorn. Måske skulle jeg de næste par dage møde folk med et forskræmt blik og sætningen ‘jeg gik ind i en dør…’?
Jan 18, 2004
Pornoblog
Dette indlæg er skrevet nøgen.
Jan 17, 2004
Køkkenbabelstårnet gror
Der sidder to studerende i en lejlighed. Den ene skriver speciale, den anden skriver artikel og læser til eksamen. De har gang i en konkurrence: vil de leve længe nok til at se lyset på den anden side af opvasken eller vil den gøre det af med dem? Kriteriet er, at man kun må tilføje noget til opvasken, indtil eksamenstiden er ovre. Det gælder om at klare den igennem uden nævneværdige hygiejneinducerede epidemier eller brækkede lemmer fra væltende tallerkenstabler. For at gøre det rigtig spændende, er der tilføjet et komplet arvesæt til 12. Der bliver snart drukket cola af vinglas. Der har ikke været noget bestik i en uge. Gad vide hvor mange kilos belastning køkkenbordet kan tage?
Jeg ville gerne vise et billede, men min mor læser nogen gange min blog.
Jan 17, 2004
When the peaks of our sky come together
My house will have a roof
(Quand les cimes de notre ciel se rejoindront
Ma maison aura un toit)
Paul Eluard, Dignes de vivre
Jan 15, 2004