emmes weblog

Igen i år har jeg ingen nytårsforsætter – hvis mit 2005 bliver lige så foranderligt som 2004, kan forsætterne blive svære at fastholde. Det er iøvrigt sjovt, at vi stadig har året cirkulært koblet op på årstidernes skiften og jordens tur om solen, når nu al anden tidsfornemmelse er lineær. ‘Endnu et år er gået’, siger man til nytår – ja, halleluja, det er der da hver dag. Når jeg bliver despot og Verdensminister, så vil jeg hyre en gal matematiker og lave en ny tidsregning – I kan bare glæde jer!

Godt nytår, hundehoveder! I har fortjent det – et helt nyt år at arbejde jer igennem. Så kan I lære det. Skål!

Bilmærker?

Vi tramper fødderne i sneen, mens vi spejder efter vores far og bilen.

– ‘Dér er den! Nej, er det den der?’, jeg peger på først en aflang søvfarvet bil og så en mere, helt magen til. Indtil jeg får øje på endnu én, parkeret ovre ved benzintanken. Nu er jeg forvirret.

Min søster, 18 år, feminin og toptjekket, kigger medlidende på mig.

– ‘Dét der’, hun peger på den første aflange, sølvfarvede bil, ‘er en Audi, den anden er en Volvo og vores, derovre på tanken, er en Peugeot’.

End of story. Og hun er ikke engang begyndt at tage kørekort endnu. Hey, det er meningen at det er mig der skal være nørden i den her familie!

“Sangerinden Christina Aguilera søger patent på 450 forskellige produkter, der spænder fra sexlegetøj til kontaktlinser og farveblyanter. Hendes advokat Rod S. Berman, som er specialist på området, udtaler, at sangerinden har et kæmpe potentiale, som skal beskyttes” (e-pressen.dk)

Endnu et personbrand. Suk.

• Brown: The Da Vinci Code – jeg tror jeg kæmpede mig frem til kapitel 45 før jeg gav op. Ren glossy konstruktion, åleglat som en pomadepolitiker. Men nu har jeg heller aldrig været meget for krimier. Booksoap.
• Tyler: The Amateur Marriage - den havde nu potentiale, jeg ved ikke hvad der stoppede mig. Men nogle dage er man bare ikke oplagt til familiesagaer
• Benn Q. Holm: Frederik W.s rejse – dejligt at se at Tom Kristensen ikke har levet forgæves. Ærgerligt, at… ja, bare lidt ærgerligt. For følt, for selvfed, for lidt gods.
• Calvino: If on a Winther’s Night a Traveller - jeg burde have elsket den. Men nej, den døde imellem hænderne på mig. Konstruktivisme, skriger jeg igen. Jeg er stadig så naiv, at jeg tror på den store historie

Hivemind?

Prøv de her digitale køleskabsmagnetbogstaver – du deler dem med alle de andre der er online, og man må holde på hat og briller for at skrive noget, for de andre stjæler ens bogstaver. Interessant sociologisk ekspriment. Bare en skam, at man nok må konstatere, at det er sjældent, at der er nogen af dem der er online på ‘køleskabet’, der har lyst til at samarbejde om at skrive noget.

Paralleller, anyone?

Snif-snif-snort!

Det er ferie, så jeg inhalerer bøger. En om dagen. Som når man ved en fejl kommer til at gabe mens man cykler igennem en cyklon af insekter, har jeg svælget fuld af bogstaver, men helt uden at kvæles. Det er jo sunde hjerneproteiner.

Men nu har jeg ikke flere med, så jeg står igen foran mine forældres bogreol. Der har jeg været før. Før jeg rigtig kunne læse voksenbøger, lå jeg bare og kiggede på alle titlerne og forestillede mig hvad de var om. Jeg ramte sjældent rigtig, hvad ‘Svin uden vinger’ var, kunne jeg aldrig have gættet. Og lidet kunne jeg vide, at de kedelig blå rygge af Tolkien ville cementere mit tilhørsforhold til en litterær underlødig genre. ‘Jill & Donna’ var introen til en feminisme, der aldrig ville kunne bruges af mig, Chatwin viste hvordan noget både kan være sort og farverigt på en gang, Steinbeck, Rushdie, Scherfig, Irving, Rifbjerg, Pontoppidan, J.V. Jensen, M.A. Hansen, Kristensen, Nexø, Kundera… ah. En stor pærevælling. Og så lige min fars moppedreng om biokemi – en stor støtte i gymnasiet. For ikke at tale om alle min mors bøger fra psykologistudiet, der kunne være særdeles underholdende læsning. Dér lærte jeg nogle gode potentielle fornærmelser.

Men nu er ikke tiden til at være nostalgisk – jeg må ud og bogshoppe. Den mest rekreative fornøjelse der findes.

Den bedste gave

Min fjortenårige fætter, der ellers er en sej nørd, blev blød, da han så den lille grå sibiriske dværghamster han fik af sin lillesøster. Et kuglerundt væsen i en monsterborg af et moderne arkitektonisk bur. MiniMax blev den sortøjede gnaver døbt – dens karakteristiske ‘squiiiiik!’ skal hans mor nok blive træt af.

Min fars nye cykelsko var også et hit – indtil han på mystisk vis fik fingeren i klemme i fjedermekanismen og sprang rundt i stuen, skrigende som en stukken gris. Jeg håber han får styr på teknikken, for det er ikke en lyd vi ønsker at høre igen og jeg er ikke helt sikker på hvordan reaktionen vil være hvis han anvender den i trafikken.

Min onkels teleskop? Ja, jeg ved snart ikke – behøver jeg sige mere? Men han er nu meget interesseret i fugle.

Min bedste gave var en weekend til Barcelona.

Perversitet er menneskeskabt

Jeg fik mandelgaven. Det var min onkel, der havde fundet på den – som han selv sagde, er det en af de mest perverse bøger det stadig er lovligt at sælge.

Guinness World Records 2005.

Det er mennesket i alle dets kunstige ekstremer – de fedeste tvillinger, de længste negle, det tungeste løft i brystvorterne. Der er så meget man kunne bruge sit liv på – hvorfor træne i at slå rekorden i tungeste tandløft? Vi lever i en verden, der mangler idealer!

Bogen viser én ting: med disse ekstremer, er den gyldne middelvej langt bredere end jeg først troede. Normalitet er et rummeligt felt, når dets ekstremiteter spænder så vidt.

Juleekspressen 2

Toget holder i Skanderborg – ude på perronen foran mit vindue står en flok af voksne og børn og en enkelt hund. De har hænderne fulde af flag, som de vifter engageret med, og de ser alle smittende glade og forventningsfulde ud. Så snart toget stopper helt, begynder de glade mennesker at strække hals – der er nok én, der ventes med glæde i Skanderborg. Da de første passagerer træder ud af toget, sættes flagvifterkadencen op af alle, øjne skanner ankomne ansigter. Nu, nu, nu kommer h/n snart!

Der er mange der står af i Skanderborg. Men pludselig er perronen tom, pånær den flagende flok. Men nu hænger flagene fra triste næver – for der kom ingen gæst til dem. Vantro ser de ud. Mobiltelefoner kommer op af lommer, børnene stiller skuffede spørgsmål og toget forlader perronen, så jeg ser ikke om de mon trasher flagene i den nærmeste skraldespand.

Juleekspressen

Hvad er chancen for at møde en finsk blogger på vej hjem til jul i Jylland? Snuf & My kunne genkende mig på ipod’en og bogen – er det virkelig så karakteristisk?

Man kan være forbavsende produktiv på tre timers søvn, ligesom man kan være et sølle skrog på ni. Jeg synes dog det er bekymrende at jeg har trænet mit søvnbehov ned på 5-6 timer. Jeg er sikker på at jeg kommer til at betale bigtime på et eller andet tidspunkt.

Hm.

Hvis jeg nu går i hi nu i, lad os sige, 2 måneder, så kan jeg vel rent faktisk arbejde indtil næste jul på bare en lille middagslur mellem kl 03 og 05 hver nat?

De fleste uheld i trafikken (og køkkenet) er en-persons forteelser – men en ulykke kommer sjældent alene

Det var en af de morgener, hvor afskedsscenen med dynen var lige så gribende som Bergmans farvel i Casablanca. Lidet kunne jeg vide, at jeg snart skulle se den igen.

Noget af de fantastiske ved uheld, er det der med at man kan nå at tænke en hel masse imens det sker – som regel drejer det sig kun om et sekund, men det føles som meget længere. I mit tilfælde var det længere. En isglat cykelsti, Emme klapper bremsen og væk er cyklen. I et gudsbenådet stunt slår jeg en kolbøtte og richocetterer hen ad cykelstien inden jeg vælger at bremse med baghovedet. Jeg er overbevist om at det har set storslået ud! Og det tog lang tid – jeg når at tænke ‘åh nej, ikke igen’ op til flere gange.

Dramatikken fik folk til at stå af cykler, ud af biler og en enkelt til selv at gå på røven for at komme mig til hjælp. Men min pande er af stål og mit baghoved af granit (det er derfor jeg altid lægger hovedet på skrå – det er ikke for at være cute). Så alt hvad der skulle til var lidt skadestuedope og 7 syv timer under dynen – selvom det nu føles som om musklerne i min nakke har været ude og løbe en tur uden at være i form. Det er mit andet stunt på meget kort tid – sårskorperne var ikke faldet af efter hudafskrabningerne fra det seneste endnu (det var et klassisk smalle-dæk-og-stejl-kantsten trick). Og ene-ulykker kommer aldrig alene. Jeg har en til gode, af de gode gange tre. Jeg må se at få mig en cykelhjelm. Og imorgen tager jeg toget.

Året i ideer – via en tænketank med en blog.

Kø

I min afdeling får vi med jævne mellemrum interne emails med beskeden om at ‘der er kø på integrationen’. Ingen af os har noget med nævnte integration at gøre, ingen af os ved helt hvad den er og vi er alle ligeglade.

Jeg forestiller mig hver gang, at køen på integrationen er en lang række af indvandrere, der står og venter tålmodigt ved landets grænse. Andre gange ser jeg for mig at nogen har formastet sig til at lægge billiard-køen på en eller andens integration – en synd, der ligger på linie med at bøffe en andens parkeringsplads.

Kø på integrationen – det er et af de fantastiske tekniske udtryk, der kan betyde hvad som helst. Jeg tror det må være noget med en masse små utålmodige dokumenter, der har lavet trafikprop ved et datahul. Man må håbe, at de har køkultur, så der ikke opstår håndgemæng.

Jeg synes det er en fornøjelse at købe gaver i en butik, hvor personalet er så nørdet, at de af princip ikke pakker ind.

Hvis man er rigtig sød, kan man dog godt lokke et stykke bobleplast ud af dem.

Jeg tror dog at jeg vil gemme bobleplasten til mig selv – der er ikke noget så dejligt som et godt stykke bobleplast, der kan få en til at slappe af.

Guilty pleasures (via)

Spise slik til morgenmad, tage jeans på til familiehøjtidligheder, tage den sidste kaffe på kanden, læse comfort reads igen-igen-igen istedet for den alvorlige bog jeg lige har bragt hjem fra boghandleren, være arrogant med vilje, overlagt bruge lange fremmedord, fortælle folk hvilket dyr de ligner, hæve øjenbrynet af andres usikre prøveballoner, klæge nougatcroissanter med mandelsplitter, spille Scrabble i sengen, 3 milkshakes fra Robert’s på en gang, undlade at besvare telefonen, undlade at åbne min snailmail, læse Børsen med stor interesse velvidende at halvdelen af pointerne er tabt for mig, lade som om jeg skal noget imens jeg i virkeligheden er helt alene, læse weblogs jeg i virkeligheden foragter og høre den samme cd på repeat hele dagen til jeg bliver bims i kokosnødden og hader selvsamme cd de næste 3 måneder.

Rod er ordnet kaos

Jeg havde kigget i alle skuffer, under sofaen, imellem strømperne og undertøjet, i altankassen og i sengen. Hvordan skulle jeg kunne gætte at det trådløse netkort lå i lommen på min morgenkåbe? Jeg har ihvertfald ikke lagt det der.

PS. Og fortæl mig nu ikke at du ofte glemmer din mobil i køleskabet – min glemsomhed er noget ganske unikt.

Nogen gange ser verden bare lidt lysere ud når man har fået lidt skældud af sin mor.

Lækkerlæselysten

Der er ikke noget hyggligere end trangen til at læse og viden om at man har tiden til det. Et par timer i sengen lørdag morgen med kaffe og en bog. Jeg brygger en stor bad espresso og kroner den med mælkeskum. Jeg hopper på stedet i det kolde køkken mens kaffekanden raller, ren læseivrighed, klar til at kramme coveret, vende bladene og … ja, læse.

Men hvilken bog?
Her begynder præstationsangsten overfor hyggetrangen.

Jeg kigger hylde op og hylde ned, traver som en løve i et bur, imens kaffen står og damper i koppen og dynerne mister nattens varme.
Det skal være noget spændende og ikke for krævende – det er jo lørdag. Men der må godt være noget indhold, jeg kunne godt bruge lidt inspiration. En stærk bog, altså. Men den må også godt være sjov – lidt der får mig til at smile, le højt måske, for jeg har det jo så rart. Og rørende, det må det gerne være, en knivspids romance, samt sproglig skønhed. Jeg tænker, at det heller ikke skal være en tung hardback, for den er for svær at tumle i sengen.

Det har jeg ikke. Jeg kigger desperat på alle hylder og som når man skal til fest og konstaterer, at man intet har at tage på, således ser jeg, at ikke en eneste af mine bøger møder mit krav. Det klør og kradser i læsetrangen, men intet er godt nok. Min kaffe er blevet kold og jeg går sur ind for at sove videre. Imorgen må jeg ud og købe nogle nye bøger.

Gl-gl-glædelig jul!

Her i biksen starter julefrokostøvelserne kl 08.30. Den ene vicedirektør er nu iført Shrek-ører og den anden Kansas-worksuit. Jeg følger udviklingen med stor nysgerrighed.