emmes weblog

Blogdogme – referat af del 2, gruppe 2 (deltagere: eatmyshorts, bubber, bound, positivesharing, emme)

Med udgangspunkt i eksemplet med nifty.dk, der skrev meget eksplicit om hendes kollegers fejl og mangler, talte vi om høflighed og skriftens permanens – det virker så bastant der på papiret eller på skærmen, ligesom vold på tegnefilm kan virke mindre anstødeligt, fordi det kun er der et øjeblik inden det forsvinder, hvorimod det er at se i tegneserien for altid. Derfor vægter bloggere deres ord på en guldvægt – ordene og billederne er der næsten for altid (tak, Google).
‘Vi’ – vi bloggere. Underligt. For kredsen er så omskiftelig, relationerne er meget midlertidige, så der er ingen grund til at føle sig ude/indelukket fra/i en kreds. Vi er stadig en landsby. Hvilket nok stadig kan se lidt i høfligheden i manges blogrolls – ‘han linker til mig, bør jeg så også linke til ham’-problematikken.
Dogmeugen – et projekt?; Udfra en snak om Finns dogmeregler (link, anyone?) og Alexanders ‘blog positivt’-idé, blev der talt om et mere end common sense manifest. F.eks. noget om at bruge overstregninger i rettelser der er indholdsmæssige, hvor komma og slåfejl bare rettes uden markering (offline link: Jespers og Jens‘ hæfte har gode råd i stil med dette)( – relateret: Jespers uselvcentrerede skriveprojekt). Dog, ville den tillid, som manifestet, dogmerne, skulle indgive læsere, ikke være noget der normalt opstod over tid alligevel, hvilket ville gøre et sådant projekt overflødigt? Men når man er ny blogger, shopper man rundt på de andre blogs for at lære hvordan man gør, lærer af eksemplificering – men hvad nu hvis man generaliserer udfra ufuldstændig information?

Løse forslag til dogmeregler

• originalt indhold-uge!
• 2 eksterne links per posting
• bestemte vinkler ideer i en uge
• hver posting afsluttes med et spørgsmål
• for hver post man laver, laver man 3 kommentarer andetsteds

(PS. Links kommer op snarest, når jeg kommer hjem. Red.) “De der siger at de andre er indspiste, er indspiste”

BlogForum, live

Okay, så tager vi lige A-liste diskussionen igen. Hør nu, den findes ikke! Men jeg er meget interesseret i at høre hvad en leverpostejsblogger er…

(We are family) I’ve got all my sisters with me

Det starter allerede i toget. Jeg inspicerer min ene søsters bluse nidkært;
– Er det ikke mors, spørger jeg.
– Jo, siger hun, de mørke øjne skæve af søster-dril, jeg har fået den og cardiganen.
– Narj, den ville jeg jo have, skriger jeg indigneret og sender min mor forhutlet-studerende-blikket, der normalt udløser gratis måltider og andre materielle goder. Hun giver os sin bedste slidt-mor-til-4-parasitter-grimasse, men den er der ingen der køber. Sådan er det at være i familie – du er gennemskuet.

Blogbrothers

Og så til en anden slags familie: Det er indspist. Det er nørdet. Og der grines;
– Nej, ingen kommentarer i RSS-feeds, det vil Langemark ikke have! (Generel latter)
Arrangementet har sin moderator, men også sin provokatør.

Lige om snart tager jeg afsted til Kbh med min mor og mine to søstre – vi skal på pigetur. Men jeg får også lige tid til at kigge forbi BlogForum. Ses vi? Det tror jeg nok vi gør.

I Can’t Get You Off Of My Mind

Oh, I just can’t get you off of my mind
When I try I’m just wasting my time
Lord, I’ve tried and I’ve tried
And all night long I’ve cried
But I can’t get you off of my mind

Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg næsten overbevise mig selv om, at han står bag mig og crooner ordene i mit øre, hans ånde varm mod min kind. Hans stemme er lige så smoky som tjæret single malt whiskey. Hans livssyn er lyden af mørke, i nuancerne fra fløjlsblød til angstprovokerende.

Didn’t think you would leave me behind
But I guess you’re the two timin’ kind
Do you think that it’s smart
To jump from heart to heart
When I can’t get you off of my mind

Jeg ved ikke hvordan de har produceret pladen, men hans stemme ligger så meget i forgrunden af lydbilledet, at det næsten er for intimt i mine høretelefoner sammen med den tungsindige instrumentering. Foruroligende og surrealistisk. Pisseråt, mand!

You believe that a true love is blind
So you fool every new love you find
You’ve got stars in your eyes
But they can’t hide the lies
God, I can’t get you off of my mind

Søde Matt, hvornår kommer du til Århus og spiller igen?

Tændstikmand-gunfightspil-med-Matrix-slutning (via Torkil)

Det store S

Jeg er lige begyndt at skrive Speciale. Det er som at feje gulvet i en krybekælder med en hullet kost. Man bøjer nakken og ryggen under presset og hvor man end starter med at feje, kan man hele tiden se sig tilbage og opdage litteraturbidder, strøtanker og støvet fnuller man skal bruge til at spinde den røde tråd med, der forsøger at undslå sig ens opmærksomhed. Og i min kælder er der også en trækvind, der gør rod i mine små sammenfejede bunker.

Jeg skulle have taget en støvsuger med herned.

Jeg tror jeg må forsage skønlitteratur, druk og unødvendige udenlandsrejser og leve af musik, kærlighed og kildevand kaffe for at nå mit mål. Forvent en del (flere) selvmedlidende poster i fremtiden. Og giv mig et los i røven hvis du ser mig i en boghandel.

Red dansk, dødt eller levende

Jeg har for længst givet op. Alle de læserbreve om det danske sprogs forfald og engelsks indtog – jeg klukker kun skadefro for mig selv, når jeg som bartender hører folk bede om ‘en drinks’.
Samtidig synes jeg, at de sprog der modstår låneord har en vis charme (- dannelsen af nye ord fra allerede eksisterende har altid været et af mine drømmejobs, tænk at kunne skrive neologist på sit visitkort), de ord der dannes understreger ofte en feature ved eksempelvis en genstand, som man normalt ikke tænker på:
“…the word for `automobile’, which is p’ip’uyshn — literally, `it has wrinkled feet’, a word that was obviously inspired by the appearance of tire tracks and/or of the tires themselves.” (fra Montana Salish, indlæg i Language Log)

Fåck dig, mand

Klammo

Nu her lige før frokost vender et af igårs samtalemner tilbage; hvad er klamt at putte på brødet? Jeg var kommet til at sige, at jeg lige havde opdaget at man kunne holde af peanutbutter & jam (det salte og det søde er altså sublimt sammen) hvorefter der blev repliceret at det var da omtrent lige så lækkert som en bekendt, der spiste æg og salami sammen. Yuk. Jeg har det meget blandet med spegepølser. Da jeg var barn og havde feber, skulle jeg bestemt ikke tænke på lyserød spegepølse på uristede kryddere, for så fik jeg akut kvalme. Jeg havde en veninde der var vild med remoulade på leverpostej. Føj. Der er altså noget potentielt klamt over den danske smørrebrødskultur – der er alt for mange uhyggelige kombinationer. Jeg tror måske bare at jeg nøjes med et æble idag.

Slumberparty – eller hvad piger virkelig laver når der kun er piger i selskabet

Først laver Nella mad, mens jeg ligger på sofaen – vi kan begge tale i telefon med andre og opretholde en samtale med hinanden (det er jo en pigeting at kunne multitaske). Så ser vi nyheder – i ca. 2½ minut; vi følger jo med i hvad der foregår i den store verden. Så quizzer vi hinanden i, hvad hovedstaden i Iran er. Vi er begge idioter til geografi – Nella troede engang i sin ungdom at Malta lå i den engelske kanal, omtrent samtidig som jeg troede at man skulle skifte i Fredericia for at komme fra Århus til Skagen. Så diskuterer vi hvad vi så skal se – Nella vinder, for det er hendes fjernsyn, så det bliver Scream 3. Men den er altså for uhyggelig, så jeg går ned og henter slik. Masser af bland-selv og guldkarameller. Da jeg kommer til vingummi-lakrids vampyrerne, husker jeg at lægge slikspaden og bruge fingrene, selv om det er forbudt – det er nemlig vigtigt at sortere de røde vampyrer fra resten af pøbelen, da de er de bedste, jeg ved det er dem hun bedst kan lide. Tilbage ved sofaen, hvor Nella vegeterer, skifter jeg tilbage til hendes pyjamas. Så er vi klar. Klar til at lave ingenting og sladre et par timer mere.

Modern Living – 85 selvportrætter, The Neurotica Series hos Hoogerbrugge.
Og via ham:

• Fly Guy – et spil der afspejler hverdagens monotoni
• Touch the Drip – af vand er vi kommet
• Plok animationer – Plok, her er dit liv
• Flow og Spin – mere om den triste mand i det sorte tøj. (Husk at forsøge at klikke forskellige steder undervejs)

Bessefar på Voxhall

Grandaddy ligner en flok domesticerede skovhuggere – lige pånær forsangerens søde drømmende udtryk når han synger. Man fik helt lyst til at klappe ham på kinden og spørge om han ville have en æbleskive. Baggrundsvideoerne havde også mange rustikke naturbilleder – og nogen gange duftede der af juletræer. Men jeg tror nu ikke at det var fordi der var nogen der brændte grannåle af.
Vil du vide hvordan koncerten var? Spørg John.

Skønhed kan godt være lag på lag

Her i weekenden havde jeg æren af at se en nydelig ung fyr forvandle sig til sit alterego Pia la Fleur (jeg var hele tiden lige ved at kalde ham Piet van Deurs) – man tager en slank fyr og tilsætter uhyggelig meget makeup (så stor en beautybox kommer jeg aldrig til at eje!), 20 cm høje stiletter, en kolossal blond paryk, en diminutiv lyserød kjole og et par falske bryster. Og vupti! Et styk lækker dame på 2 meter og 35. Jeg må indrømme at jeg var lidt misundelig – det er længe siden at jeg har set så flotte ben og et så naturligt glimt i øjet.
Vi inviterede hende til en lille gæsteoptræden til festen ved siden af, men hun takkede sørgmodigt nej med begrundelsen at folk ville begynde at hive i hende. Jo flottere og jo mere iøjnefaldende man er, jo mere sårbar er man også. Det er sikkert og stabilt at være gennemsnitligt. Hm.

Min juleønskeseddel

• En kælesavanne – snart må biodesign gøre det muligt at lave miniaturedyr (via Jesper N)
• Et gavekort på en milliard million kroner til amazon.co.uk
• 3 ekstra timer i døgnet – et klippekort til enten 7, 52 eller 365 døgn
• En ekstra hjerne, specielt designet til at huske navne
• En Batmobil (og et kørekort)
• En Niffler

Spørgsmål om livet, universet og alt det der (- fordi man skal anvende Ockham’s Razor princippet på spørgsmålet fremfor svaret)

Nu har jeg kigget på den et par gange (via erlando) – og det går op for mig at jeg tror, at det ikke er helt uvæsentligt hvad en Mahnahmahna er.

Voiceblogging

På NYCs Grand Central Terminal er der en StoryBooth hvor man kan fortælle sin historie og få den optaget digitalt og dele den med andre. Det kan godt være at 1000 aber med hver sin skrivemaskine ville kunne producere Shakespeares samlede værker, men 1000 mennesker med muligheden for at fortælle deres historie… det er mindboggling så mange røverhistorier der ville komme ud af det. Se bare på os bloggere.

Don’t worry, be happy

… fordi også flodheste kan synge med pathos.

Life’s a challenge – fight life

Nogen gange kan ens liv godt føles som et puslespil, hvor brikkerne bevæger sig og skifter farve og størrelse når man rører dem.

Verdens 5 mest undervurderede frugter

• Figner (helst tørrede)- de er søde, de knaser og de smager af jul. De er ikke særlig smukke, men ting behøver jo ikke at skinne for at være guld. Folk har en indgroet skræk for madvarer, der er brune
• Dadler (helst friske) – de er en lille smule sprøde og smager himmelsk af karamel, som en lille minisnackbar
• Rittersport Marzipan – fordi det ikke er de runde frugter der giver runde former. Sublim afbalancerring af modstandsdygtig skræl overfor labert indhold. Dejligt at der ikke er nogen kerner
  Nåeh nej. Ikke en frugt.
  Hmm..
• Snickers – skønne spisbare kerner er en sjældenhed. Dejlig klistrethed, der modsat f.eks. appelsinsaft, ikke svier på fingrene når man pakker den ud af skallen.
  Heller ikke en frugt? Nå. Hrmf.
• Cox Orange – lille uanseeligt æble, stor smag af sommersukker med et strejf af bitterhed. Og så er det en lækker designdetalje at det har et navn der lyder som en dans