emmes weblog

Vis mig dit skrivebord og jeg skal fortælle dig hvem du er? (inspireret af #08)

Jeg har to skriveborde, et på kontoret (jeg er i praktik på Center for New Ways of Working) og et derhjemme.
På mit skrivebord på kontoret findes i skrivende stund følgende ting; min bærbare Karybdis, mobiltelefon, nøgler, et par sorte strikvanter, 2 polaroidkameraer, en rulle A3-papir, en kopi af en grundplan til en klynge kontorer, 3 tunge rapporter, 7 billeddagbøger, en mappe med yderligerer 8 billeddagbøger, 6 hele papirclips, 4 papirclips der er pillet i stykker, en blå skål med frugt (en banan, et æble og 2 mandariner), min kalender, 3 krukker med tusser og markere der tilhører arkitekten ved bordet ved siden af, 3 bøger (Jane Jacobs: The Death and Life of Great American Cities – the Failure of Town Planning, Allen: Managing the Flow of Technology, Allen & Morton: Information Technology and the Corporation of the 1990s), en rulle tape, spredt fægtning af løse notatark, et par høretelefoner og 5 cd’er (Fiona Apple: Tidal, Air: The Virgin Suicides, Bowie: Heathen, Tindersticks: Don’t even go there, Tindersticks: Can our love…).
Om ikke andet siger det om mig, at jeg snart bør rydde op.

Update:: Nu er jeg kommet hjem og kan afsløre at hjemmeskrivebordet indeholder følgende; min bærbare Karybdis, 2 ugers post i en uordentlig stabel, et metalfad med 4 halvnedbrændte bloklys, det seneste nummer af Standart, en bog (Mitcham: Thinking through Technology), 2 krukker med kuglepenne, saks etc., en artikel (Wenger, McDermott & Snyder: Cultivating Communities of Practice), en tom kaffekop fra igår og fjernbetjeningen til anlægget. Jeg får selvsagt ikke lavet så meget ved dette bord for tiden.

Bogstavshuffle er urban legend

Jeg morede mig også kosteligt da memet løb gennem blogosfæren at en undersøgelse fra Cambridge viste, at man frit kunne shuffle bogstaverne i midten af ordet, de var alligevel redundante. Hvor rart, så kunne man tage stavningen afslappet, bare man vidste hvilke bogstaver man havde at gøre med. Nu viser det sig at historien er noget af en urban legend, selvom der er gran af sandhed i den (via teflsmiler). N, fck dt, jg hr gs ltd sns dt vr sjvr dn vklr! Djlgt knmsk – jg vl skb n n trnd. Ll mn ndlg vl frmvr vr dn vklr. Sdn dr.

The Interview Meme

Spørgsmål til mig fra erlando.

Fordele ved at arbejde for meget (… always look on the bright side of life)

• Når man er meget træt efter mange timers arbejde, har man en meget kort grineflipslunte. Meget små ting er latterligt, hysterisk morsomt. Længe
• Man skal ikke rydde så meget op, for man er ikke hjemme nok til at rode
• Man bruger ikke nogen penge, for, ja, man er jo på arbejde
• Man keder sig aldrig, for man er hele tiden sammen med kollegaer, som man kan udveksle historier om blå mærker, ømme muskler og dehydrering med
• Man sover godt når man endelig rammer dynerne

Bare lidt en nitte at det går så hårdt ud over ens sociale liv.

Søndag – i mørket

Når der har været alt for mange nætter hvor man er kommet hjem fra abejde og ikke har kunne skrælle strømperne af, fordi der er gået hul på vablerne, hvilket får strømpestoffet til at gro fast i såret, hvor man inspicerer samlingen af blå mærker for aftenens opgraderinger og længes efter noget der kan lindre lændesmerter, så trænger man til at sidde ned. To runder til Århus kortfilmsfestival i godt selskab tager toppen af ens selvpåførte selvmedlidenhed. Og lige om lidt tager jeg to timer på sofaen med lidt mere film. Så er jeg på omdrejningshøjde igen. Kom an, mandag!

TK laver doughnuts

Jeg har aldrig haft noget særligt forhold til biler. Men af og til møder jeg en, som selv jeg kan se er lækker. Som nu igår, hvor Tom Kristensen ( ikke Tim, Tom) var i byen for at holde et foredrag om sin karriere. Der var pyntet op med en lille samling af sporty Audier, men da Tom selv kom kørende ind i hallen i sin bil, kunne jeg godt forstå at nogen mennesker sukker dybt over Porsche. Laber dyt. Men det sjoveste var da arrangementet var forbi, for der lavede han en lille opvisning for personalet i, hvordan kan laver doughnuts i en hurtig lille bil. En doughnut er, når man får bilen til at køre rundt i tophastighed i en meget lille cirkel. Han må blive ret rundtosset inde i bilen når det sker, for den kan både køre hurtigt og vende på en tallerken. Det lugtede også lidt brændt bagefter.
Jeg tror måske det er sådan en bil jeg skal have når jeg bliver superskurk.

For fremtiden vil jeg kun forholde mig til store problemer

Mit liv er lillebitte – det indeholder mikro-luksus-problemer og banaliteter. Jeg vil have store penselstrøg, verdensomspændende problemer i min kalender og overmenneskelige evner – jeg har lige set X-Men 2.
Problemet er at finde den superhelteevne man gerne vil have; for på den ene side skal det være noget stort og cool – at kunne manipulere ild eller læse tanker – men samtidig skal man jo heller ikke lide af megalomani. Det er jo lidt overkill at ønske sig evnerne til at redde verden med et slag – for ikke at tale om hvor kedeligt det ville være, hvad skulle man så lave resten af tiden? Næh, man skal finde den gyldne superevne-middelvej. Og jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget der passer med den jeg allerede er; altså, godt nok er jeg en af de få jeg kender, der kan få brændemærker på hænderne af varme genstande uden af fortrække en mine – men det er ikke specielt smart, det er faktisk bare dumhed og stædighed i en farlig kombination.
Udover det, så tror jeg at superheltelivet er lige mig – istedet for at skulle bekymre sig om ens punkterede cykel eller spekulerer over hvad man skal spise til aften, så drejer ens tankekraft sig kun om hvordan man skal få ram på the bad guy. Dejlig simpelt, modsat det komplicerede moderne (morderlige) liv.

Slikmani

Jeg er blevet kaldt slikautist idag. Ja, det er grove løjer ikke? Bare fordi jeg fortalte om et lakridsægeksperiment og havde demonstreret smags-rangordenen i Paletti fra Katjes. Så er man pludselig en afviger. Bare fordi man går op i noget.
Ja, det er da måske lidt 80′er at blive begejstret over syntetiske ting i pastelfarver og off-black*, men jeg synes ikke at der er noget odiøst i at begejstres over menneskehedens mere oversete skaberværker. At komme med jubelskrig over kunst er da så passé. Det er de små ting i hverdagen der gør en lykkelig – f.eks. en sejg matadormikssandwich af to lakridser og en rød vingummi, den tænderhvinende sødhed i en chocofant eller den fuldendte klisterede og chewy fornøjelse ved sød, finsk lakrids.

*Off-black, en afledning af offwhite; den underlige, lidt beskidte, sorte farve på lavkvalitetslakrids.

Der er en fin linie mellem hvad der er kvalmende ulækkert og hvad der er himmelsk yummy. Forestil dig at tage en velvoksen bid af noget der giver let knasende modstand, for at lade tænderne synke dybt i et fugtigt, men modstandsdygtigt materiale der giver adgang til en flydende midte. Det er klamt hvis det betyder at du er ved at spise et blødkogt æg med skal. Eller hvis det betyder at den Chicken McNugget du var ved at spise måske ikke var lavet af kylling alligevel.
Men hvis det betyder at du har fat i en af verdens bedste chokoladekager, så er du lige så heldig som jeg var igår. Jeg vidste ikke at man kunne lave chokolademuffins med flydende midte, men det er åbenbart en fransk klassiker. Kokkene på arbejde havde produceret et kuld af dem igår og jeg har ikke tænkt på andet siden. Først fik vi en prøvesmagning da de var varme; de forme de havde været bagt i, var foret med sukker, så ikke nok med at skorpen var sprød, den knasede også. Og inde i chokolademørket gemte der sig små mandelsplitter, for at huske en på, at man skulle tygge kagen og ikke bare sluge den. Og den flydende midte – uhm! – konsistens som varm karamel og høj chokoladekoncentration. Kagefryd. Jeg prøvede også en der var tre timer fra ovnen. Nå ja, og så en mere der var fem timer fra ovnen – på det tidspunkt er de ikke kuvøseguf mere, men snarere de rene oldinge, og så regnes det jo for sympatidrab af gøre det af med dem. De var alle sammen gode.

Det store stygge Århus-springvand

– Hvad synes du om det?
Jeg har passeret det en del gange med nogen der har stillet mig det spørgsmål om den nye … ting.. de har placeret på Store Torv. Og helt ærlig, jeg ved det ikke. Det er et springvand. En kunstner har lavet det. Der kommer vand ud af det. Hurra. Og fred være med det. Det eneste der irriterer mig ved den slags ting er, at man skal synes noget om det. Hvis jeg var en ond kvinde hele mit liv og blev sendt til helvede, så ville helvede være en uendelig park med ny folkelig kunst i alle retninger som jeg skulle tage stilling til. For er det ikke det eneste det springvand kan? Bede folk tage stilling? Er det måske det nye springvands formål – at århusianerne skal have noget at snakke om?

Scrabblemania

Det er som bekendt farligt at blive afhængig af spil, for så bliver man jo afstumpet og virkelighedsfjern. Men jeg bilder mig ind, at online-scrabble ikke kan være så slemt. Iøvrigt er det jo ikke vildt fremmede jeg banker/får bank af, men folk jeg kender (er det ikke noget med at 90% af mord begås af nogen som offeret kendte?).
Og nogen gange går bølgerne højt – jeg har f.eks. haft lidt svært ved at acceptere at ‘grabse’ ikke var et ord i dansk, og oveni købet blev jeg turen efter nødt til at sluge den kamel, at min modspillers ord ‘zebu’ rent faktisk fandtes. Selvom jeg til min dødsdag vil påstå, at der er flere danskere der har anvendt ‘grabse’ end ‘zebu’ – åndssvage ordbøger. Ligesom jeg går ind for intuitiv kommasætning, tror jeg også at jeg ønsker mig liberal orddannelse.

Natterædsel revisited

Da jeg var mor, havde jeg som nævnt et lille natligt sammenstød med en edder-kæmpe-kop. Men historien slutter ikke der. Dum som jeg var, fortalte jeg de stakkels unger om mit rendez-vous. Mit lillebror, der lider af araknofobi i endnu højere grad end jeg, har lagret historien og lidt under den siden.
For ikke så længe siden var min far til konference og det tilfalder det yngste barn i familien at sove i hans seng, et udvidet smørhul, når han er væk. Og lille brormand havde glædet sig, og gnedet sig i sine barkede næver ved tanken om den rene hygge-himmel, at skutte sig som en gøgeunge i en spurverede. Men aldrig så snart var han kommet under dynerne, før han kaldte på min mor. Da hun kom ind, lå han med kuglerunde, åbne øjne og dynen op til hagen.
– Mor, kan du høre den lyd?
Min mor lytter pligtskyldigt. Der var ingenting.
– Mor, er det ikke lige som om… at der er et dyr der kravler rundt? (læs: en edderkop? )
Der var så stille et øjeblik at man kunne høre en knappenål eller et edderkoppeben falde til jorden. Og nej, mor kunne ingenting høre. Men min lillebror har ikke sovet i mine forældres soveværelse siden, edderkoppehistorien er for altid prentet på hans nethinde. Effektiv, men lidt ond måde at få børnene ud af soveværelset.

We’ve come a long, long way together

Min blog fylder 1 år idag. 308 indlæg har jeg lavet og kun slettet et. Jeg ved ikke hvor mange kommentarer jeg har haft, for Haloscan har besluttet at det er noget opreklameret pis og har slettet alt hvad der var fra maj og bagud. Bitter roulade.

Min weblog er en så integreret del af min hverdag nu, at jeg tror jeg snupper et år mere med den. Og den har betydet mere end jeg troede at den ville; at formulere mig om hverdagsting flere gange om ugen, har gjort mig bevist om min måde at anskue tingene på og sætte dem i ord for andre at læse. Det har også været sjovt at møde ligesindede bloggere, særlig offline, og rart at kunne snakke med nogen, som man ikke behøver at forklare hvad det der blogger-noget er for noget. Så tak til jer, men også tak til alle de anonyme læsere (jeg ved I er der!) for at hænge på – hvis I har synes at det har været bare halvt så sjovt som jeg synes, så er der noget at arbejde videre med. Hurra for weblogs!

Synonymiser en sang

Song Title Thesaurusizing konkurrence(via J-Walk Blog). Okay, gæt den her:

Sindssygt nok sted
Alle sammen omkring mig sker intime miner
udlevet landsted, udslidt urskive
opvakte og indledende til nogens dagblads kapsejlads
knække ingen vegne, krakke mislykkes fuldstændig
samt deres sønderrive mætter frem deres lorgnetter
ingen meningstilkendegivelse, intet vending
skindet mit, jeg vil prygle min jammerlighed
ikke nogen umiddelbart efter, ikke noget tiden lige efter..

Synonymiseringen kun forværret af samtidig oversættelse fra engelsk. Gruppens navns anagramiseret: ‘a fare fortress’.

Bøger – et parløb

Mit lille litteraturhjerte glædede sig over alle de spændende titler på Guardians 100 bøger-liste (via distantsun) og jeg blev naturligvis stresset over alle dem jeg ikke havde læst (37 af dem har jeg dog konsumeret).
Samtidig får det mig til at tænke på en underlig bogvane jeg har; jeg læser altid to bøger på en gang – en tung og en let. Det tunge er naturligvis det man kalder anerkendt litteratur med stort L. Det lette kan være alt fra science fiction, over fantasy til wannabe-Bridget Jones. Mens jeg måbende af beundring og med kuglerunde øjne har nydt mig igennem den første tredjedel af A.S. Byatts A Whistling Woman har jeg sideløbende nedsvælget samtlige 625 sider af Marian Keyes Rachels Holiday. Og det er ikke fantastisk litteratur, nej. Det er fyldt med klicheer og jeg har gættet slutningen indenfor de første 50 sider. Men jeg elsker at læse den slags alligevel – jeg har en veninde der tør stå ved sin afhængighed i højere grad end jeg, så hun er min litteraturtrash-pusher. Hun er altid god for en ny murstensroman. Vi snakker om dem vi begge har læst og bruger dem som referenceramme på samme måde som alle i vores generation bruger serierne i fjernsynet.
Jeg synes at den type bøger er en slags moderne Barbara Cartland – det cartlandske univers er højdramatisk, overspændt og hyperromantisk, heltinderne må lide, men kan til slut kaste sig i armene på deres høje, mørke elskede. Den moderne topografi er lidt anderledes – først og fremmest lider heltinderne på en humoristisk måde. Lidelse skal man have en lidt ironisk distance til idag, vi ved jo alle at de har det meget hårdere i lande hvor der er krig og hungersnød, den personlige weltschmertz skal man altså ikke skilte med. Så man ler sig igennem fortrædelighederne i det moderne singleliv – karakteristisk er det dog, at den romantiske undertone er der hele tiden. Nok erklærer mange af heltinderne sig glade singler, men i virkeligheden har de ikke nok i sig selv – det måtte man godt sige på Cartlands tid, men ikke idag. Og det ender altid som i Cartlands verden – efter mange forviklinger får de hvad de vil have; tosomhed under en eller anden form.
Men hvorfor læser jeg det så? Det er jo tydeligvis skabelonlitteratur. Jeg ved det ikke – men jeg kan sige så meget som at det er ligeså vanedannende som amerikanske serier.

Måske skulle jeg reparere på mit nu plettede læse-ry med en liste over de 100 bedste bøger jeg har læst? Som kun ville være komplet med en liste over de 100 værste som værdig modvægt til noget så prætentiøst…

Gremlins 4

I kender den godt – den gnæggende gremlin. Det er den, der med jubelhvin blander dit vasketøj med det rene og laver en kunstfærdig gletcher af det i soveværelset. Det er den, der drysser støv og nullerbørger som romantiske blomsterkronblade efter sig, når den danser gennem stuen for at stable en stak aviser ovenpå den vigtige post. Det er den, der laver underlig mad i køkkenet og fylder skraldespanden med uidentificerbart affald (men den har selv været ude og købe ind, for jeg har sgu ikke noget i køleskabet!). Jeg skulle aldrig have ladet den alene hjemme mens jeg var i København.

“Busga’æn” (… når man kan høre at man er kommet hjem)

Pludselig lød min hjemstavnsdialekt så fremmed, men herovre er buschaufførerne i det mindste høflige nok til at nævne alle stoppestederne, så må man leve med at d’erne er blevet sparet væk.

Og hold da op hvor er det hårdt at holde ferie, al den logistik. Til gengæld er jeg nu stoppet som en rullepølse med kultur – tak Kbh.

You gotta walk like a panther tonight

David. Bowie. Tak skal du have. En rigtig stjerne. Måden han bevægede sig over scenen, silkebløde afslappede bevægelser, fødderne let indad som et luntende kattedyr. En panter. Men med et farligt ulvesmil. Som Rikke sagde: “Tja, hvis man endelig skal score en mand over 50…”

The Dandy Warhols var noget af en skuffelse, der var ikke meget opvarmninger over dem, idet de spillede alle deres numre i et deprimerende halvt tempo. Deres trommeslager havde nemlig fået blindtarmsbetændelse, så de 3 syrehoveder på scenen præsenterede os for et noget trist trip. Bowie himself spillede 2½ fantatiske timer, med nyt og gammelt. Han glemte at spille Gemini Spaceship for mig og glemte Rikkes Life On Mars, men ellers var vi mere end glade på 30. række, lige foran lyd- og lysfolkene. Vi sad på kanten af deres bås, så vi var en halv meter over alle de andre dødelige – eftersom vi sad midt for, synes vi at han ret ofte vinkede til os.
Idag er vi bare glade og går rundt og fortæller hinanden små anekdoter fra i går. Vi er ligeglade med ham prinsen og hans dame, vi ved hvem der er kongen.

Ferie

Louisiana & Lichtenstein: fed. Kbhs bogbiksudvalg: laber. Fray Day: gode autentiske fortællinger. Imorgen: Dansk Design Center & Bowie.
Mor, jeg kommer nok ikke hjem lige med det samme.

Snarlig jydeinvasion i Kbh

Nu er det jo sådan, jeg ved ikke lige om jeg har nævnt det før, men vi er nogen stykker der snart skal til Bowie koncert. For at nå at akklimatisere mig og for at kunne nå at vænne mig til den sære dialekt, så drager jeg til Svensk Congo allerede søndag – det betyder, at jeg blandt andet vil møde op til det meget omtalte Fray Day. Udover det skal jeg naturligvis på Louisiana – er der andet jeg ikke bør gå glip af?