emmes weblog

Misbruger? (eller når luksusproblemer og rigtige problemer overfladisk ligner hinanden)

1. Har du nogen sinde besluttet dig for ikke at læse i en hel uge men kun holdt et par dage? (Ja)
2. Ville du ønske, at folk ville lade være med at blande sig i dine læsevaner – at de ville holde op med at fortælle dig, hvad du skal gøre? (Ja – jeg er f.eks. ligeglad med at jeg nok snart bliver nærsynet)
3. Har du nogensinde skiftet fra en genre til en anden, i håb om at det ville hindre dig i at overdrive læsningen? (Ja)
4. Har du læst om morgenen inden for det sidste år? (Ja)
5. Misunder du de mennesker, der kan læse bøger uden at overdrive? (Æh – nej. Ikke rigtig)
6. Har du haft problemer i forbindelse med dit bogindtag inden for det sidste år? (På en måde – for lidt søvn på de tidspunkter hvor det er meningen at man skal sove)
7. Har dit læseri skabt problemer hjemme? (Ja – jeg er i perioder distræt og hører ikke efter hvad der bliver sagt til mig, hvis jeg er meget optaget af en bog)
8. Har du nogensinde følt, at dit liv ville være bedre, hvis du ikke læste? (Nej!)

Luksusdyr

Sen, sen morgenmad på sengen. Ingen planer. Jeg sværger højtidligt at jeg vil foretage mig absolut intet som helst konstruktivt idag.

Storyteller – dagen derpå

Først vil jeg lige sige at jeg aldrig tidligere har fortalt så mange løgnehistorier på så kort tid og med et sådant velbehag. Når man ligefrem bliver bedt om at omgås sandheden frit, må man jo slå til (se indlæg nedenfor).

Det der overraskede mig var nok hvor glat det gik. Det er fantastisk så villige folk er til at tro på en vildt fremmeds historie – måske er det en form for høflighed? Eller en grundlæggende tro på det gode i alle mennesker – hvorfor skulle jeg komme og fortælle min historie, hvis det ikke var sandt? Jeg blev helt flov, da gæsterne mod slutningen med virkelig indlevelse spurgte til mit livsforløb og sagde at min og værtens søn nok skulle få masser af legekammarater iblandt dem.
Heldigvis var der ingen der blev sure da afsløringen kom – de laver åbenbart ofte stunts med hinanden i den kreds. Og værten forklarede, at han udover at forkæle dem med mad og vin, også havde villet give dem en lille oplevelse udover det sædvanlige. De tror jeg de fik.

Liveblogging fra et selskab

Jeg er hyret til at assistere ved et selskab – jeg kender proceduren, men noget er anderledes denne gang. Jeg fortæller ikke hvem jeg er; indtil videre har jeg været værtens halvsøster, en polsk indvandrer, et gadebarn samlet op af værten og omvendt igennem en problematisk forandringsproces til at leve et værdigt liv og senest en phd. studerende, der er ved at skrive en afhandling om faste sociale strukturer i uformelle sammenhænge. Og den næste der spørger mig hvem jeg er, vil få at vide, at jeg var værtens elsker under mit første ægteskab, men at vores venskab nu udelukkende er platonisk, idet jeg er blevet lesbisk. Når de har fået noget mere at drikke må jeg i gang med de virkelig stygge røverhistorier. Nogen ideer?

Update 22.55: Værten – vi taler her om en mand, hvis køkken flyder med rødvinsflasker (tomme, mind you), men som kun ejer 6 vinglas. Som har færre tallerkner end spisestuestole. Som har flere computere end han har spisestuestole. En mand, hvis køleskab er rungende tomt, men som har maizenajævner nok til at lave søbemad til et helt plejehjem. Ak, disse unge arbejdsomme mennesker – deres hjem er så skæve.

Update 02.41: Vi har lige sluttet af med den værste røver, i bedste “Festen”-stil – hele aftenen havde gæsterne frittet mig mht til hvem jeg var og jeg havde spredt så forskelligartede historier at mystifikationen var komplet. Dog, de sidste par timer lovede jeg har de snart skulle få den rigtige historie. Så da gæsterne smed sig i sofaerne med en kop kaffe, fortalte jeg min historie:
Værten og jeg havde kendt hinanden for længe siden – nærmere bestemt for 8 år siden, hvor jeg havde et udenomsægteskabeligt fling med ham. Da jeg så pludselig for en månedstid siden løb ind i ham på Grillbar, hilste vi pænt og udveklsede emailadresser. Men i eftermiddags havde jeg kigget forbi, fordi der var noget jeg følte jeg måtte fortælle. Dengang for 8 år siden opdagede jeg lige efter at værten og jeg gik hver til sit, at jeg var gravid og jeg fik en søn, Oliver. Jeg regnede med, at det var min eksmands, men efterhånden som han blev ældre, kunne jeg se at det ikke var tilfældet. Så i eftermiddags havde jeg fortalt værten, at han med stor sandsynlighed havde en 7-årig søn. Min timing var lidt dårlig, da han stod midt i forberedelserne til et selskab, så mens han sundede sig, tog jeg over, og blev resten af aftenen, da jeg følte mig lidt ansvarlig for at have hevet tæppet væk under ham. Jeg glemte dog ikke at bemærke hvor flot jeg synes han havde taget det.
Gæsterne måbede. Men kom sig hurtigt og lykønskede hjerteligt værten, der på dette tidspunkt så lidt beklemt ud, men ikke at de grunde hans gæster troede. Han gruede nu for at skulle fortælle dem sandheden: at han og jeg havde en aftale om, at jeg måtte fortælle alle de røverhistorier jeg magtede, han ville bakke dem alle op. Jeg har åbenbart været overbevisende, selv da de fik lejlighed til at spørge mig lidt ud bagefter, for de endte med at byde mig velkommen i deres kreds. Men så kom værten på banen igen, med et stykke gult og et stykke grønt papir, og så vidste selskabet at de var blevet narret. Stor morskab. Jeg vidste ikke at jeg havde en lille skuespiller i maven.

Åh, men har jeg husket at nævne…?

Uhm!

Pæren – den skal være tænderknækkende grøn, sprød og sige samme saftige knæk når man bider i den, som når man bryder en engkabbelejes stængler. Jeg spiser ikke pærer for at nyde modent, sødt og melet frugtkød – pæren skal tilfredsstille rovdyret i mig, der elsker når noget knaser mellem tænderne, som et bytte med modstand. Når jeg spiser grønne pærer, kan jeg forstå de kulturer hvori insekter nydes som en delikatesse for deres dejligt crunchy udvortes kitinskelet. Hraps! Hhhraps! Bide dybt, så det mærkes i tandkødet. Pyt med at der ikke er så meget smag, en iskold umoden, grøn pære er lige så forfriskende som en kølig øl. Uh, min lille runde ven, jeg er vild med dig.

The Drugs Don’t Work

Jeg har prøvet alt – svøbt i hostesaft, binyrebarkhormon, halstørklæder og store sokker har jeg kæmpet mod den tørre krillerhoste, der har holdt mig, og sikkert også mine naboer, vågen de sidste par nætter. Det hjælper lidt at sidde op, men det er ikke pissefedt at sove opad væggen, siddende i skrædderstilling. Jeg har også prøvet alle kamillete varianterne – med og uden honning & mælk, med og uden diverse alkoholformer (smager afskyeligt). Nuvel, så er der kun et godt gammel husråd tilbage: branderten. Skål! (Løfter kækt et svingende glas rødvin mod læseren og forsværger al ordinær & alternativ medicin til fordel for at gurgle hals i frugten af vitis vinifera) Hik!

Klip-klap proletar

Nu kommer jeg nok til at jokke nogen over tæerne – men jeg har altid haft en stærk antipati mod folk, der optræder offentligt i klipklappere. Jeg synes ganske enkelt det er proletar, på linie med at være bonderøv og gå strøgtur i træsko. Der er nogen enkelte der kan bære det, fordi de har så gennemført en stil, at afslutningen i deres ækle fodtøj er så grim, at man kun kan elske det.
Men idag gik det galt for mig; jeg var i Brugsen iført klipklappere. Der har jeg også gennem tiden optrådt i alt fra sylespidse, tårnhøje stiletter til mudderstænkede trampedeller*. Men ALDRIG proletar-klappere. Efter mit bogstavelige fejltrin idag, kunne man måske forvente at jeg ville anlægge mig en mere ydmyg og tolerant holdning overfor proletar-fødder, men jeg tror nu, at jeg vil hævde at man er i bedre stand til at fordømme fejltagelser som man selv har begået. Amen!

*Trampedeller er ganske særligt udtrådt fodtøj, der engang har været yndlingsskoene eller -sandalerne, som nu er så slidt, ildelugtende og grimt at det burde have været kasseret. Men affektionsværdien er endnu et karakteristika ved den klassiske trampedelle. Ordets første del, ‘trampe’, henviser til fodtøjets udtamponerede udseende, der godt kunne tyde på at en hærgende horde fodboldfans har trampet jubel-cancan på dem. Endelsen er en italiensk inspireret diminutiv, der angiver ejerens kærlige forhold til sin fodbeklædning.
Trampedeller ejes ofte af kvinder, med få undtagelser. Mænds ækvivalenter ses oftere i t-shirts, der er blevet trampedellet til de har slidt huller under armene og har ubestemmelige pletter på maven – term kendes ikke af nærværende skribent.

Feber – alting synes størrer og presser på fra alle sider for at lave en sandwich på mig. Men når jeg rækker ud for at røre det, krymper det og bliver uhyggelig småt. Det er nok derfor at det føles som om mine øjne er ved at brænde sig vej igennem kraniet, det er for hårdt for dem at fokusere på mine knappenålsstørrelse-verden. Jeg føler mig lige så snøvlende og sundried som Johnny Depp i Pirates of the Caribbean, selvom mit liv måske ikke er helt så dramatisk. Og dog; for en pirat må min hverdag være ret eksotisk. Jeg må overveje om det er mig en trøst.

Trailer

… til LOTR 3 – The Return of the King (via Botown – reference til Last Words from the Cockpit også herfra).

Teknologifilosofi – i teori og praksis

Timer i de gule bygninger (328.322) – fliserne på gulvet udsender en lugt af folkeskolerengøringsmiddel, der er rå murstensvægge og udsigt til universitetsparken. Blå himmel, grønne træer, gule markiser. I undervisningslokalet er der er ur på væggen, uden tal på timeinddelingen, bare de sorte plastikmarkører. Hver gang den store viser skifter et minut frem, høres et dirrende fjederklank. I trappeopgangene er der bølger af blå piberøg med en knivspids Kings uden filter.

”Ortega siger, at den evidensbaserede, videnskabelige teknologi undergraver kreativiteten”, ”Don Ihde påpeger at der er en dialektik mellem amplifikation og reduktion” – jeg kan ikke skelne hvem der lever og hvem der er død, for i den filosofiske diskurs kommer de alle til orde på lige fod i nutid og de får lov at udtale sig definerende om ting, der ikke eksisterede i deres levetid. Filosofi er i sandhed et priviligeret studium. Det er Uffe Juul Jensen der gør det levende idag – han taler engageret og klart, så man forstår, at selv gamle støvede pointer kan have relevans for os.

It’s alive!

Jeg ligger på ryggen i min seng og glor op i loftet – man burde gøre mere ud af loftdesign, man kigger op oftere end man lige tror. Eller også er det bare mig der har for meget fritid. Midt i det hvide loft sidder et uafdækket strømudtag fra før Ruder Konge var knægt – der er malet helt op til der hvor ledningerne vrider sig ud af gipsen, så der ser ud som om loftet har fået brok og indvoldende er ved at vælte ud. Nogen gange, når lyset er skummelt, ser det ud som om det bevæger sig deroppe…

… og vender og drejer sig for at møve sig ud af den alt for lille åbning og ned imod mig. Det ligner den scene i Alien hvor der kommer et slimet monster ud af maven på et af besætningsmedlemmerne. Koldsveden begynder at pible frem idet loftet revner og hundredevis af små blæksprutte-monstre myldrer ind i rummet, som den scene i Araknofobi, hvor en milliard million edderkopper kommer op af kloakken – de hviner og svinger med deres ledninge-arme og kaster sig ivrigt ned i min seng. Jeg gør det eneste rigtige der er at gøre; jeg trækker dynen op over hovedet. Reddet. Pyha.

Mental note: få sat noget over de ledninger i loftet og hold op med at se film.

Skønne akademia

Der er ikke noget som en rask søgning på sol’en til at få humøret op:

– “Biomedical bestiary – an epidemiologic guide to flaws and fallacies in the medical literature”
– “Dimensions of effective counseling cognitive flexibility and psychological openness in counselor selection”
– “Banana beer, reciprocity, and ancestor propitiation among the Haya of Bukoba, Tanzania”

Er det ikke fantastisk at man kan låne de titler på biblioteket? Jeg elsker dem hvor man skal forsøge at gætte hvad artiklerne mon handler om.

Det kollektive brøl

Det lykkes mig altid lykkeligt at glemme at der er fodboldlandskamp. Indtil et primitivt, mørkt brøl ryster min bygning og får glassene i skabet til at klirre – disse brøl er altid ordløse og jeg spekulerer ofte på om det er muligt at skelne ærgelsesbrølene fra jubelbrølene. Det er muligvis noget jeg vil arbejde lidt med.

Det er ikke første gang jeg har levet i lalleglad uvidenhed – første gang hvor jeg har en distinkt erindring om det, var dengang Danmark vandt Europamesterskabet, i ’92 eller ’94, eller hvornår det nu var (og det var Europamesterskabet, ikke?). Min mor og jeg havde siddet og set en tåreperser på den anden kanal og det gik først op for os, at noget skelsættende var sket for ca. halvdelen af befolkningen, da vi hørte de velkendte kollektive brøl af folk der var gået på gaden for at artikulere deres glæde. Min far havde haft aftenvagt og havde den tvivlsomme fornøjelse af at blive kaldt ned på skadestuen for at hjælpe, da der var uforholdsmæssig mange udpumpningskandidater den aften. Mindeværdigt. Som med al fodbold.

Indre alder (via TEFL Smiler)

Look what I can do! I can walk, I can run, I can
read! I like to do stuff, and there’s a whole
big world out there to do it in. Just so long
as I can take my blankie and my Mommy and my
three best friends with me, of course.

How Old is Your Inner Child?

Solsorte og kaninfælder

Jeg kan se på kommentarerne til indlægget nedenfor, at jeg ikke er den eneste der har fortalt mine søskende røverhistorier. Min hidtil bedste og mest overbevisende fyrede jeg dog af allerede i børnehaven.
Jeg gik i en meget progressiv børnehave, hvor man blandt andet lærte at kalde sine forældre ved fornavn, de skulle jo opfattes som hele mennesker og ikke som en tilfældig manifestion af fader og moderrollerne. Nå, men endnu en pædagogisk tradition på stedet var mandag morgen-rundkredsen. Her sad man på hver sin stol i en rundkreds og skiftedes til at fortælle hvad man havde lavet i weekenden. Manner, det var kedeligt! Så en dag tog pokker ved mig; jeg fortalte at min far og jeg i weekenden havde fanget solsorte i kaninfælder. Kaninfælder havde jeg lært at lave af min mor – det er en kasse stillet omvendt, så den åbne del vender ned mod græsset, løftet i den ene side af en kort stang. Hertil er fæstnet et stykke reb, hvis anden ende man holder godt fast i fra sit skjulested. Under kassen ligger godbidder som dyret ikke kan modstå og når det hopper derind, så haps! Man hiver i rebet og kassen smækker ned. Og sådan lykkedes det også min far og jeg at fange solsorte. Men vi stoppede ikke der – solsorte er jo kendt for at være lidt hysteriske, så vi puttede dem i koldt vand for at forskrække dem, så de holdt op med at skræppe sådan (lidt hullet logisk slutning, men jeg var jo heller ikke så gammel). Desværre døde nogen af dem i processen. Dem havde jeg så fået lov at riste over et bål, men havde synes de var for klamme til at spise. Jeg synes selv det var en forholdsvis stille og rolig videnskabelig forklaring der i mandag morgen-rundkredsen, men der var ret stille bagefter.
Det bedste ved det hele var, at pædagogerne havde været i tvivl om det var sandt – de blev nødt til at kontakte min far for at få afkræftet historien. Mine forældre tog det meget roligt – de røvere de har fortalt mine venner igennem min opvækst, viser uomtvisteligt at jeg er deres datter.

Familien, revisited

Mens vi sad bænket om bordet og spiste aftensmad hele den pukkelryggede familie, begynder min ene søster (16 år) at forklare min lillebror (10) hvad der skal til for at rykke op i skolen;
– “For at få lov at komme i 7. klasse skal man have kysset en pige”, fortæller min søster roligt. Lillebroderen måber, øjnene flakker fra den ene voksne person til den anden dog uden at finde den hjælp han søger.
– “Ja”, siger jeg, “for at komme i 9. klasse skal man tungekysse en pige, sådan rigtigt”. Væmmelse begynder at brede sig i hans unge træk. Min søster sætter hjemmevant og nonchalant trumf på:
“Og for at komme ud af folkeskolen skal man, hvis man er dreng, tungekysse alle de kvindelige lærere – plus kantinedamerne”, det sidste tilføjet som en strøtanke.
– “Nej, nej, ikke Else!”, råber knægten panikslagen, og erklærer at han hellere vil danse nøgen foran hele skolen. Der pressede vi vist citronen for hårdt – nu risikerer vi, at han ikke tør komme til os en anden gang for at få realia om den virkelige verden. Nå ja, så må vi fortælle vores røverhistorier et andet sted.

Cirkus Lingvistik

Random and useless trivia

• På et sprog fra Ildlandet betyder mamilhlapinatapi at kigge på hinanden og håbe at den anden gør det som begge gerne vil have gjort men som ingen af dem har lyst til. Hvor praktisk at pakke det i et ord, det er jo en hyppigt forekommende situation
• I hvert 3. land i verden er det sprog der tales af flest indbyggere ikke et officielt og anerkendt sprog
• På frisisk betyder klunen at gå med skøjter på der hvor der ingen is er – igen en velkendt situation der kalder på et kompakt ord
• Når man taler almindligt producerer man i gennemsnit 200 ord i minuttet – hvilket igen bringer diskussionen på banen om hvorvidt hvert enkelt menneske bør have en ordkvote
• På dansk bruger vi de meget sjældne pulmoniske ingressive sproglyde – dem hvor man trækker vejret indad når man taler, istedet for at tale på udgående luft som man plejer. Vi anvender det ofte i et det-er-jeg-så-udemærket-klar-over/enig-i ja (Update: Se Snufs indlæg om pulmoniske ingressiver på svensker-finsk)
• Der findes sprog der anvender få vokaler – dyrk f.eks. denne sætning på Bella Coola (Canada), der er ganske vokalfri:
  K’clhhtscw slhxwtlhhts
  – “Du havde set at jeg nåede igennem den lille åbning”
• I Mikronesien har de en imponerende sprogdiversitet – der tales gennemsnitligt 24 forskellige sprog per kvadratkilometer
• Danskere siger oftest “hvad siger du?” af alle europæere

Al denne dejlige nørdede information fik jeg på Cirkus Lingvistik idag, en underafdeling af Fri Adgang Til Universitetet. Nu har der jo i mange år været fri adgang til Lingvistik, men et par af underviserne deltog alligevel i festlighederne og fik gjort lingvistik spiselige for masserne. Når jeg besøger mit gamle studiested og mærker den seneste fagsnak flyve om ørerne på mig, må jeg indrømme at jeg savner det lidt. Det er uden sammenligning det mest nørdede sted på universitetet – hvor ellers taler man om hobby-parsere? Rodallomorfer? Eller dative-shift teorier? Og altsammen med passion.

Bollywood, anden del

De sidste to dage på Bollywood har jeg været iklædt en rigtig sari – 6 meter stof rullet kunstfærdigt omkring mig af Kathrine, der har haft den med hjem fra Indien. Det er faktisk et pænt klædningsstykke, men det har en overvældende ulempe; man kan kun gå med bittesmå skridt. Det er altså ikke så godt, når nu man skal servere ved en flok borde og der er et stykke ved ud til køkkenet. Jeg har derfor udviklet en helt særegen form for kapgang, der anvendes i gangen mellem køkken og gæster, hvor ingen kan se mig – for kønt er det ikke. Den der røde prik i panden, som vi de sidste dage har fået lavet af ægte rød-prik-i-panden-pulver, er heller ikke så praktisk – pulveret farver meget kraftigt, så man skal lige huske ikke at klø sig i panden og så røre ved noget andet bagefter. Det må være svært at være inder.

Bollywood

Der er mørkt og højt til loftet. Der er tændt hundredvis af bloklys og luften er tæt af røgelse og den tunge duft af liljer. Over gulvet er der spredt arabiske tæpper og bunker af runde puder. På den store skærm vises den superhøjspændte Lagaan og lydbilledet er indisk popmusik.
– ”Hvor er der romantisk!”, sukker min medtjener, mens vi ser udover Turbinehallen, hvor vores gæster med fornøjelse propper sig med indisk mad, så tandoorien står dem ud af ørerne. Alle bordene er reserverede iaften, selvom der var et par selskaber der gik igen, da de opdagede, at deres ’bord’ var en indisk tekasse og at de skulle sidde i skrædderstilling mellem tæpper og puder og spise med fingrene. Langt de fleste har dog hurtigt fundte sig til rette – først sidder de forsigtigt på deres puder med ret ryg, men snart slænger de sig i magelige positurer, der vidner om mange års træning i sofaen. Selv selskabet af 20 mænd i sorte jakkesæt må overgive sig, og smider sig på langs med cæsarisk selvfølgelighed efter de første par Kingfisher er nedsvælget.
De indiske danserinder der underholder på podiet, ringler og klirrer ved hver bevægelse – det er sjovt, at de har taget længere tid om at klæde om, end deres dans tager at udføre. Men de er også flotte. Modsat os tjenere, hvis eneste indiske islæt er en similisten klistret i panden.